Vi skal gøre noget i det omfang, vi kan

To af Danmarks skarpeste debattører, udenrigspolitisk ordfører Søren Pind (V) og chefredaktør Bo Lidegaard, var torsdag aften i begavet og nuanceret diskussion om moral, udenrigspolitik og internationalt engagement

To af Danmarks skarpeste debattører, udenrigspolitisk ordfører Søren Pind (V) og chefredaktør Bo Lidegaard, var torsdag aften i begavet og nuanceret diskussion om moral, udenrigspolitik og internationalt engagement.
To af Danmarks skarpeste debattører, udenrigspolitisk ordfører Søren Pind (V) og chefredaktør Bo Lidegaard, var torsdag aften i begavet og nuanceret diskussion om moral, udenrigspolitik og internationalt engagement. Foto: Jens Nørgaard Larsen/Danmark.

Der er højt til loftet i Nationalmuseets festsal med dens marmorerede søjler og åbne balkoner. Måske var det den rummelighed, der smittede af på dagbladet Politikens chefredaktør Bo Lidegaard og Venstres udenrigspolitiske ordfører, tidligere minister Søren Pind, da de torsdag aften mødtes til debat om udenrigspolitik og moral, arrangeret af Det Udenrigspolitiske Selskab.

Tonen var kun sporadisk rå, men hele tiden hjertelig og de omkring 100 tilhørere oplevede det nærmest uhørte i dansk offentlig debat, at de herrer gentagne gange gav hinanden ret på tværs af de meningsforskelle, der i øvrigt var mellem dem. Man fik sågar det indtryk, at de lyttede til hinandens argumenter, tog dem alvorligt og tænkte over dem.

Jeg skal nok finde på noget at skændes med Søren Pind om, bare rolig, det bliver ikke kedeligt. Men det helt overskyggende er jo alt det, vi er enige om. Vi er enige om de værdier, vi skal kæmpe for. Vi er enige om, at Danmark hører hjemme i EU og Nato. Og vi er enige om, at Danmark er et lille land, en småstat, som har brug for at være aktiv på den internationale scene for at gøre sig gældende, indledte Bo Lidegaard.

Tilbage var det springende punkt og temaet for debatten: Hvordan skaber Danmark bedst sin indflydelse? Hvad er det rette forhold mellem holdninger og realisme i dansk udenrigspolitik?

Her har Lidegaard og Pind ytret hvert deres syn på, hvor meget Danmark selvstændigt skal gå i brechen for at forsvare vestlige værdier, herunder fornuften i at bidrage med våben eller militær i Syrien.

Hvor Søren Pind har det erklærede synspunkt, at Danmark skal turde markere sine synspunkter og være parat til at bakke op om internationale aktioner, vi finder rigtige om nødvendigt også uden om FN advarer Bo Lidegaard mod en selvstændig dansk aktivisme.

Troværdighed og besindighed er vigtigt for et lille land. Det er selvovervurdering, hvis vi tror, at indflydelse kommer ved at tage den største mikrofon, vi kan finde, og råbe vores synspunkter ud over verden. Danmark tjener sine interesser bedst ved at skele til USA, Storbritannien og Tyskland. Vi skal undgå at vælge side mellem USA og EU. Det var der, Anders Fogh Rasmussen (V) tog fejl, da han førte os ind i Irakkrigen. Danmark tabte troværdighed, og krigen viste sig som en stor fejl, sagde Bo Lidegaard.

Søren Pind var dog ikke parat til at drysse aske over sig for sin støtte til Irakkrigen, som Lidegaard foreslog. Han efterlyste til gengæld, at vi bliver bedre til ikke kun at pege fingre, når noget går galt, men også vurdere, hvilke omkostninger det har, når vi ikke handler.

Det er nemt at pege fingre ad handling. Meget kan gå galt. Men vores fravalg har også konsekvenser. Det ser vi i Syrien, hvor befolkningen lider under en ufattelig humanitær katastrofe, sagde Søren Pind.

Hans overbevisning er, at vi som danskere har en forpligtelse til at ændre de forhold, vi finder forkerte i det omfang, vi kan.

Moral udelukker ikke fornuft. Man skal ikke gøre noget bare for at gøre det, men fordi det skal virke. Det er klart. Men det ændrer ikke ved, at vi skal gøre, hvad vi kan. Ikke mere. Ikke mindre, fastslog den tidligere udviklingsminister.

Der vil altid være nogle, der skubber beslutningerne fra sig. De siger ikke nu, ikke på den måde, mens en diktator slagter sin egen befolkning, sagde Søren Pind og henviste til Karen Blixens ord om, at det er bedre at segne under ansvarets åg end at rende væk fra det.

Men det er ulykkeligt, mente Bo Lidegaard, når vi som samfund står i denne hændervridende magtesløshed, at politikere som Søren Pind ønsker at svare med militære midler.

Vi har en verden fyldt med rædselsfulde regimer og de redskaber, vi har til at gribe ind, er utrolig stumme og ufuldstændige, sagde han.

Når vi vælter et regime i den type land, efterlader det altid spørgsmålet: Hvad så bagefter?

For Bo Lidegaard blev den sidste del af Søren Pinds ord om, at vi har en forpligtelse til at ændre de forhold, vi finder forkerte i det omfang vi kan, derfor den væsentligste.

I det omfang vi kan. Det er en meget vigtig eftersætning. Vi er en småstat, og derfor skal vi heller ikke have nogen mening om, hvorvidt USA skal angribe Nordkorea. Det er til grin, og vi skal ikke være til grin, sagde han.

Hvortil Søren Pind lynsnart replicerede:

Det har jeg nu aldrig været bange for.