Året er 1982. Stedet er Danmark. Nærmere betegnet en mindre by i Jylland. Familie på fem. To voksne, tre børn og en hund!
Mine forældre havde en drøm om villa, Volvo og vovhund. Min far var selvstændig erhvervsdrivende. Min mor arbejdede på fabrik. Med hjertet fuld af drømme og måske en lidt for optimistisk tiltro til egne evner, købte de et gammelt hus. Her skulle vi bo!
Min far, der ikke var i en fagforening, var udsat for en ulykke og havde svært ved at tjene pengene hjem. Min mor var begyndt at drikke. Og vi fem levede i en ruin af et hus. Uden penge.
Der var ingen indlagt varme. I et af rummene nedenunder stod en gammel kakkelovn, der osede noget så forfærdeligt men vi forsøgte at holde den i gang, når vi havde brænde. Vandvarmeren var lille. Der var ikke varmt vand nok til et helt bad, så vi tog en tur under den kolde eller varmede vand på kedlen og fyldte den lille håndvask med varmt vand fra kedlen og koldt vand fra hanen. Ikke nemt at få sæbe ud af håret på den måde.
Vinduerne var tynde og huset dårligt isoleret. Når der var is på ruderne indvendigt, sov vi ofte i samme seng. Alle tre søskende. Sommetider hele familien. Plus hund!
Der var stort set ikke noget køkken, og huset havde alle regnbuens farver på de indvendige vægge. Flere farver i samme rum og synligt tapet i flere lag og mønstre. At bo i sådan et hus i et lille ellers velhavende samfund medfører skam. Der var ingen børnefødselsdage i det miljø. Og vi tog ikke venner med hjem.
Året efter skulle jeg konfirmeres. Jeg var rædselsslagen for, at nogen skulle komme uanmeldt forbi i dagens anledning. Jeg følte skyld over, at mine forældre skulle skaffe de penge, som jeg var smertefuld bevidst om ikke hang ude på træerne, men man aflyser vel ikke en konfirmation? Det var en glædens og en sorgens dag.
Året blev 1987. Vi flyttede i campingvogn på en lokal campingplads i en større by. Tre store børn, to voksne og en hund! Pladsen var trang. Vi måtte af med hunden og hele familien gik tidligt og sørgende i seng den dag.
Min storebror gik nu på efg, jeg startede på gymnasiet og min lillesøster var stadig i folkeskolen. Campingpladsen lå lidt uden for byen, så min far kørte os rundt om morgenen. Tre forskellige retninger. Jeg begyndte at spekulere på, hvor hestevognen mon skulle køre hen, hvis jeg blev student?
Stadig fattigfirserne. Heldigvis i slutningen - 1988. Folketingsvalg, giftgasangreb i Irak og frygtelig katastrofe i Lockerbie. Min mor fik en lejlighed af kommunen. Min far fik en anden kæreste. En enlig mor, der var alkoholiker og på overførselsindkomst og tre store børn i en lejlighed i et suspekt kvarter. Der var ikke altid mælk i køleskabet og aftensmad på bordet var langt fra en selvfølge.
Mit gymnasium lå i den anden ende af byen. Det gjorde min søsters skole også. Bussen var billig, men ikke gratis, og det var trods alt vigtigere, hun kom af sted til folkeskolen. Jeg droppede ud af skolen. Jeg tog ikke nogen kærester med hjem.
Nyt årtusind. Nye tider. Nu voksen. Niårig datter. År 2004 en eftermiddag i Føtex. Jeg lægger sammen i hovedet, mens jeg putter de mest basale varer ned i kurven. Min datter vil gerne have noget garn, hun har lige lært at hækle. Garnnøglen koster 7,50. Da vi når kassen, må jeg bede hende lægge den tilbage. Jeg har ikke pengene!
Sommeren kommer. Ferietid! Jeg har 1000 kroner til juli måned. Mit ekstra weekendarbejde i en bagerbutik har ikke hjulpet mig. Tværtimod. Kommunen opkræver den boligstøtte, jeg naivt havde modtaget, og det kostede mig mere end de 600 kroner, jeg tjente på det job. Mere gæld. Situationen er håbløs og jeg hører mig selv grædende bede en næsten fremmed - om hjælp. Jeg er ydmyget. Og nedbrudt.
For tyve minutter siden ringede en god ven. Han er på vej ud i en lånt campingvogn med sin søn, han har på weekend. Han er pæn, velsoigneret, har haft hus ved vandet, virksomhed og stor bil. Nu har han masser af gæld og et hus, der er gået på tvang og ikke noget sted at bo. Han har ikke penge til et indskud, og uden adresse kan du ikke få noget hjælp. Der er ikke mange, der ved, hvor fattig han er nu.
Igennem mit job har jeg fået kendskab til en del fattige familier. Der er forskellige grunde til fattigdommen. Men børnene har ikke ansvar for de grunde. Fem børn og to voksne i en lejlighed på 70 kvadratmeter. Ingen penge til de fornødne ting, ingen penge til oplevelser og lidt sjov, ingen penge til fritidsinteresser.
Ingen penge er som regel også lig med intet overskud. Børn i beskidt tøj og bukser, der ikke når ned til det fodtøj, der absolut ikke passer til årstiden eller situationen.
Men der er da ingen fattige mennesker i Danmark, vel?
Jeg er selv ovenvande. Har oveni købet lige købt hus til halvanden million. Som eneforsørger. Jeg er ikke fattig nu. Men jeg bærer stadig rundt på fattigdommens følelser.
Ingen børn burde opleve fattigdom i Danmark.
Læseren, der har indsendt dette bidrag, er anonym. Personens navn er Kristeligt Dagblad bekendt.