Hvorfor må vi ikke bare være vrede?

Kærligheden er stærkere end hadet. Lyset er stærkere end mørket. De opbyggelige budskaber står i kø efter terrorangrebet. Men vreden findes også. Den har bare svært ved at tilkæmpe sig en legitim plads. Men vi vil have lov til at være vrede, lyder det fra jøde, politiker og præst

”Når jeg går forbi synagogen og ser bunkerne af blomster og kort med kærlighedsbudskaber, så trænger de simpelthen ikke ind, for jeg føler ikke kærlighed. Jeg føler vrede,” siger Ralph Kempinski, psykiater og medlem af Det Jødiske Samfund i Danmark. Foto fra begravelsen onsdag
”Når jeg går forbi synagogen og ser bunkerne af blomster og kort med kærlighedsbudskaber, så trænger de simpelthen ikke ind, for jeg føler ikke kærlighed. Jeg føler vrede,” siger Ralph Kempinski, psykiater og medlem af Det Jødiske Samfund i Danmark. Foto fra begravelsen onsdag.

Siden København blev ramt af terror, har danskerne forsøgt at rykke sammen. Politiske modstandere har stået skulder ved skulder, og på de sociale medier har almindelige borgere opfordret hinanden til at lade ”kærligheden vinde over hadet”. Imens er blomsterhavet foran kulturhuset på Østerbro og synagogen i Krystalgade vokset. Selv på asfalten i Københavns nordvestkvarter, hvor den formodede gerningsmand blev skudt og dræbt, har danskerne lagt buketter.

Men den overbevisende demonstration af sammenhold, fællesskab og tro på det gode, har haft en pris. De grimme følelser - vreden, afmagten og håbløsheden - har fået trange kår i den offentlige debat. Det siger iagttagere, der oplever, at det er blevet upassende og illegitimt at give udtryk for vrede over det, der er sket.

”Når jeg går forbi synagogen og ser bunkerne af blomster og kort med kærlighedsbudskaber, så trænger de simpelthen ikke ind, for jeg føler ikke kærlighed. Jeg føler vrede,” siger Ralph Kempinski, psykiater og medlem af Det Jødiske Samfund i Danmark:

”Det hele bliver så prægtigt og delt op i rigtige og forkerte følelser. Vi skal pinedød føle kærlighed, også selvom vi måske føler noget helt andet: Vrede, tristhed, måske ligefrem had. Det er selvfølgelig fint at tilkendegive respekt og sympati - og ja kærlighed, hvis det ligefrem er det, man føler - men der må også være plads til de mindre pæne følelser, og det oplever jeg ikke, at der er.”

Samme oplevelse gav en tydeligt oprevet Søren Pind (V) udtryk for, da han i tv-programmet Deadline tidligere på ugen klandrede sine politiske modstandere for at kvæle reaktioner af vrede og frustrationer med påbud om forsoning og forbrødring.

”Jeg synes, man lader, som om at man ikke må være vred, og det kan jeg ikke holde ud, for jeg er enormt vred. Jeg er rasende,” sagde han.

Men det er helt misforstået, siger Socialdemokraternes Yildiz Akdogan. Søren Pind og Ralph Kempinski er ligesom alle andre danskere i deres gode ret til at være vrede. Det er bare ikke ensbetydende med, at det er en betimelig eller særlig hensigtsmæssig reaktion, siger hun.

”Jeg er da også vred. Tiden er bare ikke moden til at fare op og placere skyld, men til at komme sig og vise sammenhold. Og der må gerne gå dage, måske en hel uge, hvor vi dyrker sammenholdet. Ikke mindst offentlige personer har en forpligtelse til at tøjle deres umiddelbare reaktioner og vise, at det danske samfund ikke svarer med hævntørst og aggression. Vi må have lov til at mærke sorgen, kærligheden og fællesskabet for en stund, inden vi begynder at pege fingre,” siger Yildiz Akdogan, der samtidig understreger, at et ønske om fællesskab ikke er udtryk for hverken blødsødenhed eller eftergivenhed, men tværtimod en manifestation af stor styrke:

”Det er jo netop sådan, vi adskiller os fra dem, der vil os og vores værdier det ondt. Og viser dem, at vi ikke lader os knægte.”

Også Jesper Bacher, debattør og præst i fire lollandske sogne, mener, at der er en tid til at sørge, men der er sandelig også en tid til at føre krig mod terrorens uvæsen, siger han.

”Den folkelige opvisning af samhørighed og forbrødring og store dele af det officielle Danmarks reaktion kan være udmærket, men i den faldne verden må man kæmpe for det, man har kært. Man kan vende den anden kind til på egne vegne, men vi skal vare os for at vende næstens kind til og tro, at vi kan løbe islamisterne over ende med en kollektiv 'love-parade',” siger Jesper Bacher og fortsætter:

”Det er kirken, der bærer oliegrenen og forkynder kærlighed og tilgivelse. Ikke staten. Staten skal bære sværdet og forsvare landet og folket mod fjenden. Så inden vi bliver helt høje af kærlighed, er det måske på sin plads at se nøgternt på det onde, der har angrebet os og på, hvad vi skal gøre for at bekæmpe det. Det lyder meget smukt at stå skulder ved skulder, men vi bliver nødt til at tale tydeligt og klart mod det, vi er oppe imod, også selvom grupperinger i det muslimske samfund muligvis ikke kan lide at høre det.”

Professor i teologi ved Aarhus Universitet, Svend Andersen, mener ikke, at landets politikere har fortabt sig i opbyggelige kærlighedsbudskaber og forsonende floskler. Budskaberne om, at der skal være plads til alle religioner i et frit Danmark, og at terroren ikke må føre yderligere polarisering med sig, har været nødvendige og passende. Men han medgiver, at den stemning, der har bredt sig ikke mindst på sociale medier, hvor danskere i tusindvis appellerer til tolerance, forståelse og kærlighed med sloganer som: ”Husk Kærligheden” og ”Lad ikke hadet sejre”, kan bidrage til at undertrykke de følelser af vrede og dyb frustration som nødvendigvis også må følge i kølvandet på koldblodige mord på uskyldige.

”Det er helt på sin plads at udvise respekt og medfølelse, men det bliver omklamrende og patetisk, når folk begynder at tale om kærlighed. Jeg forstår så udmærket godt, at nogle kan sidde tilbage med en følelse af, at der ikke er plads og rum til vrede og afmagt,” siger Svend Andersen

Og det er netop den følelse, Ralph Kempinski, medlem af Det Jødiske Samfund i Danmark, sidder tilbage med.

”Det er helt paradoksalt at tænke på, at den krise, vi står midt i, har rod i et forsvar af ytringsfriheden, når der nu lægges en dyne over folk, der dikterer, hvad der er rigtigt og forkert at tænke, føle og sige. Pludselig skal vi proklamere, at vi alle er jøder, muslimer og kristne. Det klinger så uendelig hult og falskt, for vi ved jo godt, at det er vi ikke. Der er forskelligheder og ikke bare forskelligheder, men også konflikter. Alvorlige konflikter som nu har kostet menneskeliv,” siger han.

Krystalgade i det indre København i går. Her har blomster, lys, støttehilsener og hjerter sat stemningen efter angrebet ved synagogen, der kostede en mand livet.
Krystalgade i det indre København i går. Her har blomster, lys, støttehilsener og hjerter sat stemningen efter angrebet ved synagogen, der kostede en mand livet. Foto: Søren Bidstrup