Zoo-direktør truet før girafaflivning

Medieopmærksomheden ved aflivningen af giraffen Marius får dog ikke haven til at ændre procedurer på området

Dyrlæge Mads Bertelsen viser nogle af de mange nysgerrige gæster indmad fra giraffen Marius. –
Dyrlæge Mads Bertelsen viser nogle af de mange nysgerrige gæster indmad fra giraffen Marius. –. Foto: Kasper Palsnov/.

Historien om aflivningen af giraffen Marius i går morges i København Zoo er gået jorden rundt, men trods den store opmærksomhed og trusler mod Zoo-personale har man ikke planer om mindre åbenhed fremover.

Det siger Bengt Holst, der er videnskabelig direktør i København Zoo.

Vi kigger på hele forløbet efterfølgende, men vil helt sikkert køre videre med den måde, som vi behandler dyrestanden på, for det er den eneste måde at gøre det. Og vi vil fortsætte med at være åbne om det. Vi er meget åbne omkring vores forvaltning, og at vi engang imellem bliver nødt til at aflive eventuelt overskud, og det vil vi fortsætte med at være, siger Bengt Holst.

Direktøren erkender dog, at man ikke have regnet med helt så meget opmærksomhed på aflivningen af Marius.

Han fortæller blandt andet, at han har modtaget trusler på elektroniske medier, hvor folk direkte har skrevet til ham, at de vil slå ham og hans familie ihjel.

Det er okay at være uenig, og man skal også kunne tage en diskussion, men man skal ikke begynde at true hverken mig eller min familie med død og ødelæggelse. Så har man brudt en grænse for længe siden, siger direktøren.

Da København Zoo åbnede i går morges, stod cirka 15 mennesker ude foran og ville demonstrere mod aflivningen.

Jeg prøvede at komme i dialog med dem. Jeg fik en fin dialog med nogle af dem, mens andre havde mere trang til at råbe grimme ting om mig eller zoologisk have, siger Bengt Holst.