Døden er ikke et punktum, men snarere et komma i kristen forstand, for i julen fejrer vi, at Jesus blev født for at slå døden ihjel, da han selv døde og så opstod fra de døde, så livet kan fortsætte i Himlen hos Gud, og det tror den norske forfatter Jon Fosse, der for tre år siden konverterede til katolicismen, også på, og hans prisvindende fortællinger er også skrevet næsten uden punktummer,
så de lange sammenflettede sætninger fortsætter i en slags poetisk evighed, ligesom de døde i fortællingen også fortsætter med at leve videre i en anden slags liv, for de levende og døde taler sammen i flere af Fosses værker – som eksempel i mesterværket ”Morgen og aften”, der beskriver en mands fødsel og død og liv efter døden, og i Trilogien, som Fosse for nyligt modtog Nordisk Råds Litteraturpris for, taler hovedpersonerne Ales og Alida også sammen, efter den ene af dem er død,
og det er blandt andet det, som Jon Fosse om lidt vil fortælle om, når vi møder ham her i Bergen, for Trilogien foregår netop her i Bergen, dengang Bergen hed Bjørgvin, men nu hedder den Bergen, og nu går vi rundt i Bergens regnvåde gader inden mødet den store, norske forfatter Jon Fosse og falder over en kirkebygning, der ser slidt, gammel og frem for alt forladt ud, og klods op af kirken står et træ, der er vokset sig så stort, at dets rødder stikker op gennem brostenene og peger ud i byen i alle retninger,
og det ser næsten ud som om det er vokset ud af den forladte kirkebygning for mange år siden, men rundt om hjørnet viser det sig, at kirken slet ikke er tom, men fyldt med leende indvandrerbørn og deres sorthårede mødre og enkelte fædre, der er kommet for at se et norsk julespil, og indenfor er de kirkeruder, der så mørke og triste ud udefra, fulde af farver og liv, mens en voksen mand udklædt som engel spiller guitar og synger en nynorsk udgave af Ingemanns danske julesalme ”Dejlig er Jorden”
”Slægt skal følge slægters gang,” synger manden og forklarer bagefter på sit nynorske syngende engelsk, at julen handler om, at der ikke var plads til Jesusbarnet i herbergerne, men at Jesus til gengæld har plads til alle i sit hjerte, for han kom til os i mørket for at tænde sit lys for alle til alle tider, og der skal kun et lys til for at tænde millioner af lys, som englen siger, og så går vi ud i gaderne igen, hvor den gamle kirke stadig ser trist og forladt ud udefra, ligesom troen udefra kan virke død, hvis man ikke har mærket lyset indeni, men alligevel har evangeliets lys holdt sig levende og peget ud i alle retninger, mens talrige slægter har fulgt slægters gang,
og det er også en tanke, der optager Jon Fosse meget, fortæller han, da vi endelig mødes her i Bergen, men det er først de seneste år, at han overhovedet har kunnet se sig selv i den kristne grundfortælling og dermed i juleevangeliet, men ”Trilogien” minder rigtignok en del om juleevangeliet, for i den historie møder man den unge mand Asle og hans højgravide kæreste Alida, som der ikke er plads til i herbergerne i Bjørgvin, og Jon Fosse har ladet sig inspirere af byens gamle træhuse på Bryggen, som vi netop nu går igennem, men ellers er bøgerne bevidst skrevet uden nogen historiske referencer, fortæller han og siger, at de bare foregår i gamle dage og derfor kan betragtes som en slags moderne myter have foregået i enhver tid,
og en dansk anmelder skrev også om Fosses trilogi, at den ville kunne læses om 500 år, for Fosse, der for nyligt modtog Nordisk Råds Litteraturpris for bøgerne, beskæftiger sig kun med de store temaer, der aldrig slukkes, og som træet udenfor kirken er kristentroen vokset sig stor i Jon Fosse, der som voksen blev gradvist mere åben for troen, men det er først indenfor de seneste år, at han har kunnet se sig selv i den kristne grundfortælling, efter han er blevet katolik, for som barn voksede han op i et kirkemiljø, han fik allergi overfor, som han siger,
og selvom han har haft flere åndelige oplevelser som både barn og voksen sad oplevelserne fra barndommens kirkemiljø i ham som en modvilje mod al form for kirke, men så blev han efter en særlig lysoplevelse, som han også fortæller om i et andet interview til Kristeligt Dagblad, sikker på, at der måtte findes en Gud, han skulle finde,
og så blev Jon Fosse først i mange år kvæker, men i 2013 konverterede han til katolicismen, som både gav ham en følelse af at få sat ansigt på sin tro ved at mærke et Kristusnærvær gennem messerne, men kirkens teologi svarer også bedre til den følelse han havde haft, siden han som 7-årig fik en nærdødsoplevelse, som han fortæller om i det samme interview til Kristeligt Dagblad, for det er ikke kun i Fosses bøger, at de døde kan se de levende, og de levende kan kontakte de døde, det kan han også, fortæller han:
”Afstanden mellem levende og døde er også mindre i Den Katolske Kirke; De officielle helgenkåringer begyndte med martyrer, men en helgen er per definition en person, som er i Himlen, man kan ikke bede til et menneske, det er afgudsdyrkelse, men man kan vende sig mod en afdød og tage kontakt til ham eller hende for at få dem til at gå i forbøn for en”
Har du selv prøvet det?
”Ja, men jeg har vældig meget respekt for grænsen mellem liv og død, og jeg er forsigtig med det, men jeg er ganske sikker på, at der findes en himmel, hvor mennesker er et med Gud samtidig med, at de er sig selv, det er hinsides begreberne, men god kunst kan nærme sig det - man kan vælge, om man vil tro, at der findes en helgen, et menneske der har levet, som man kan have kontakt med, eller man kan vælge ikke at tro på det
det var blandt andet det, Luther reagerede kraftigst imod, men hvis jeg vil, så kan jeg få kontakt med min bedstemor for at få hende til at bede for mig, for det er det, som de døde gør, og det er derfor, at man taler om bønnebørn, hvor de troende beder for andre,” siger Jon Fosse, inden han smilende forlader os for at hente sin datter, de levende skal også passes, men i Bergen fortsætter livet på de regnvåde gader, hvor folk køber ind til jul og afviser tiggere, som man altid har gjort i Bergen, ligesom der ikke er plads i herbergerne til Asle og Alida i Fosses fiktion, der kan minde en del om juleevangeliet, og i kirkerne her i Bergen langt fra Betlehem synger de stadig ”Slægt skal følge slægters gang” i en fortælling uden punktum