De åndssvage: Fortællinger fra dengang udviklingshæmmede blev gemt og glemt

Langt op i 1970'erne var det helt almindeligt, at udviklingshæmmede børn blev afleveret til åndssvageforsorgen og mistede al kontakt til deres familie. Læs eller genlæs nogle af deres barske historier

Herunder kan du møde nogle af de børn, som voksede op i åndssvageforsorgens varetægt og høre, hvad den barske opvækst har betyder for deres videre færd i livet. Du kan også møde en pårørende, en læge, en embedsmand og en tidligere ansat, som alle har levet i skyggen af de oplevelser, som bekendtskabet med åndssvageforsorgen kastede over dem.
Herunder kan du møde nogle af de børn, som voksede op i åndssvageforsorgens varetægt og høre, hvad den barske opvækst har betyder for deres videre færd i livet. Du kan også møde en pårørende, en læge, en embedsmand og en tidligere ansat, som alle har levet i skyggen af de oplevelser, som bekendtskabet med åndssvageforsorgen kastede over dem. Foto: Leif Tuxen.

De mange tusinde børn under åndssvageforsorgen fra 1959-1980 havde ofte ingen eller kun meget sparsom kontakt med deres familie. Forældrene blev ofte rådet til at glemme barnet og skynde sig at få et andet.

"Det var lægerne, men også familien, venner og naboer, der støttede denne tankegang, som var almindelig og accepteret," siger Hans Christian Hansen, forstander på Kofoedsminde, en institution for dømte udviklingshæmmede.

I 2002 offentliggjorde han en spørgeundersøgelse blandt udviklingshæmmede, som viste, at otte procent – godt 700 udviklingshæmmede – levede uden nogen kontakt til andre end de ansatte på deres hjem.

Jørgen Hansen har arbejdet som embedsmand i åndssvageforsorgen. I begyndelsen af 1970'erne førte han tilsyn med såkaldte "ventetidshjem" for 400 af forsorgens yngste børn, som ventede på at komme på centralinstitution. Mange fik aldrig besøg, og Jørgen Hansen undersøgte derfor deres relationer.

"Vi sendte breve ud til forældrene med en forespørgsel. En tredjedel af de forældre, der fik brevene, nægtede, at de overhovedet havde sådan et barn. 'Det kender vi ikke noget til', lød det typisk," siger Jørgen Hansen, der godt kan forstå, at mange forældre undgik at komme på de gamle institutioner, hvor børnene ofte blev spændt fast og medicineret.

"Det kan man ikke bebrejde nogen forældre, at de ikke har magtet."

Herunder kan du møde nogle af de børn, som voksede op i åndssvageforsorgens varetægt og høre, hvad den barske opvækst har betydet for deres videre færd i livet.

Du kan også møde en pårørende, en læge, en embedsmand, en politiker og en tidligere ansat, som alle har været i tæt berøring med åndssvageforsorgen, og de skygger som systemet har kastet over mange udviklingshæmmede.

Den anbragte: Jeg brød mig ikke om at være der

Lars Nielsen
Lars Nielsen Foto: Leif Tuxen

Det er en sommerdag i 1959. Den 10-årige dreng Lars Nielsens kat har fået killinger. Fem stykker. Men den ene er løbet over vejen. Ovre ved skoven.
"Jeg skulle bare hente min missekat, og så ... bum!", siger Lars og tilføjer:

"Det var dumt af mig."

Den lille, lyshårede dreng er blevet ramt af en bil. Han ligger livløs hen, og naboen løber efter hjælp. Også ejeren af bilen standser. Lars bliver båret ind og lagt på sofaen hjemme i stuen.

"Jeg havde ikke brækket noget. Men jeg slog altså åbenbart hovedet."

Lars Nielsen er i dag en spinkel mand med fuldskæg. Indimellem virrer han lidt med hovedet, skærer en grimasse og trækker ansigtet til siden, som om han lige vil se sig over skulderen. Når han skal beskrive sig selv, siger han:

"For det første er jeg ikke normal. Det ved jeg godt. Men jeg er glad for at være den, jeg er."

Han blev født for 60 år siden ved landsbyen Herlufmagle nord for Næstved på Sjælland. Faderen var fodermester på en stor gård, og Lars voksede op sammen med sine fem søskende i et stråtækt hus, der hørte til gården.

Efter biluheldet kom Lars ikke på sygehuset, for umiddelbart var der ikke noget i vejen. Men kort efter begyndte han at få anfald...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Den ansatte: Det her klarer jeg ikke, tænke jeg

Eva Rønsbro
Eva Rønsbro Foto: Leif Tuxen

Turen med taxa fra det lille, trygge rækkehus i Slagelse ud til åndssvageinstitutionen Andersvænge føles lang, selvom der kun er et par kilometer. Det er fredag den 15. december 1961, og Eva Rønsbro skal begynde som elev på den store institution i byens udkant, der huser 680 åndssvage børn og voksne. Der er bopælspligt for eleverne. Eva er fyldt 17 år for få uger siden, og på bagsædet sidder hendes mor og græder, fordi enebarnet skal flytte hjemmefra.

Eva græder ikke - hun er spændt. Hun er en af de første årgange på den helt nye uddannelse som omsorgsassistent, og hun er kommet ind på dispensation grundet sin unge alder.

Som barn og ung pige er hun ofte cyklet forbi de røde murstensbygninger lidt uden for byen og har indimellem fanget et glimt af de åndssvage, som man kalder datidens udviklingshæmmede. Nogle gange har hun set dem gå ture i seler med medarbejderne. Andre gange har hun lagt mærke til dem i gang med arbejdet på de omkringliggende marker.

"Jeg ville gerne vide noget mere om de der mærkelige mennesker. Men jeg vidste overhovedet ikke, hvad jeg gik ind til," fortæller Eva Rønsbro.

Det er en spinkel, lyshåret pige, der tager plads på forstanderindens kontor på sin første arbejdsdag. Den ældre dame slår ud med armen mod væggen og siger: "Her burde stå et skilt: 'Her lades alt håb ude'."

"Jeg glemmer aldrig de ord. Og mens vi sad der, kom der en fyr ind med post. Han havde et meget lille hoved. Han gjorde ikke noget, men han så mere anderledes ud end noget, jeg nogensinde havde set. 'Nu skal du ikke blive forskrækket,' sagde forstanderinden. Men jeg var så bange, at benene klaprede under bordet. Senere lærte jeg ham at kende som et pragtfuldt menneske. Men den dag fik jeg nærmest et chok."...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Overlægen: Man vænner sig til det grimme

Inge Krogh
Inge Krogh Foto: Leif Tuxen

"Mens jeg var i psykiatrien, sagde en overlæge til mig: 'Husk det første indtryk. Især hvis noget er grimt. Man vænner sig til det grimme, og det er det, man skal bekæmpe."

Det råd tog den unge læge Inge Krogh med sig. Og hun blev mindet om ordene, da hun i 1962 kom til Statens Åndssvageforsorg på Fyn. Her blev hun præsenteret for pladsmangel, fastspændte børn og en generel håbløshed.

"Når man var ansat i åndssvageforsorgen, gik der ikke ret længe, før man tog det som en selvfølge, at de havde dårlige forhold. Hvis der er 23 på en stue, så vænner man sig hurtigt til, at sådan er det. Og sådan tror jeg, at mange havde det, som arbejdede inden for forsorgen."

Om få måneder fylder Inge Krogh 90 år, og hun fortæller om sine år i Statens Åndssvageforsorg uden omsvøb eller vaklen i detaljer og årstal. Hun er af mange nok mest kendt for sit virke for Kristeligt Folkeparti i Folketinget. Men hun er oprindelig uddannet speciallæge i psykiatri og arbejdede i 13 år med udviklingshæmmede.

I begyndelsen af 1960erne fandtes der ikke store centralinstitutioner for udviklingshæmmede på Fyn som i Jylland og på Sjælland. Derfor ønskede Statens Åndssvageforsorg at samle de udviklingshæmmede fynboer, blandt andet børnene, som blev installeret på et børnehospital i Nyborg. De kom i 1963 rejsende fra hele landet:

"Der kom blandt andet en sending fra Nordjylland. De kunne ikke sige, hvem de var. Alle børnene havde et stykke hæfteplaster på deres tøj med navnet skrevet på. Der var ingen forældre med, og plejepersonalet tog tilbage med det samme. Og så stod man der," siger Inge Krogh og ryster på hovedet...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Den pårørende: Man havde den holdning, at det ville være umuligt at udvikle min søster

Inger Schmidt med søsteren Kirsten
Inger Schmidt med søsteren Kirsten Foto: Leif Tuxen

Hvert år op til jul i begyndelsen af 1950'erne blev der pakket en særlig pakke hos familien Knudsen i Randers. Alle i lejligheden var med omkring stuebordet: både mor, far og døtrene Kirsten og Inge. Æsken blev dekoreret.

Der blev lagt æbler i hjørnerne og små stykker hjemmelavet marcipan indpakket i cellofan ned i kassen sammen med nisser og masser af chokolade. Og naturligvis en julegave – som oftest en dukke med tilhørende strikket tøj.

Den fine pakke var til familiens tredje søster, Jette. Hun var et år gammel i 1942 blevet afleveret til åndssvageforsorgen på centralinstitutionen Brejning ved Skanderborg.

"Det var en meget højtidelig stund. Hun var ikke helt glemt, selvom vi aldrig så hende," siger Inge Smith.

Jette bliver født i 1941 ved en fødsel, der går meget stærkt. I løbet af det første år går det op for forældrene, at der er noget galt med den lille pige: Hun sidder skævt til den ene side og griner hele tiden. Jette bliver undersøgt af både huslægen og siden speciallæger.

De fastslår, at der er tale om en fødselsskade, og anbefaler, at barnet afleveres til åndssvageforsorgen. Et år gammel bliver Jette indskrevet på Brejning, men bliver kort efter flyttet til centralinstitutionen Sølund ved Skanderborg.

"Man havde den holdning, at det ville være umuligt at udvikle hende. Og at mine forældre skulle have en ny chance. De blev anbefalet at få et nyt barn så hurtigt som muligt for at komme videre," siger Inge Smith.

Allerede i 1943 får forældrene deres næste barn – datteren Kirsten – og to år efter kommer Inge til. Først da pigerne er henholdsvis fem og syv år gamle, får de at vide, at de har en storesøster...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Embedsmanden: At ændre på behandlingen var som at vende en supertanker

Jørgen Hansen
Jørgen Hansen Foto: Leif Tuxen

Da Jørgen Hansens tre år yngre søster, Gerda, skulle indskrives i folkeskolen i 1944, kom hun hjem med en seddel i hånden, hvor der stod: "åndssvag og u-underviselig". Skolens afvisning kom som et chok for Jørgen Hansen. Han havde ikke tænkt nærmere over, at hans søster var anderledes.

"Jeg blev utrolig oprørt. Jeg havde selv lært at læse og regne og syntes, det var vidunderligt. Derfor indrettede jeg en skolestue på loftet og terpede tal og bogstaver med hende. Men det hjalp ikke noget. Hun kunne ikke."

Jørgen var også med, da den 13-årige Gerda nogle år senere blev afleveret på centralinstitutionen i Brejning ved Vejle, hvor der boede over 1000 udviklingshæmmede børn og voksne.

"Lægerne anbefalede det, og mine forældre havde ikke kræfter, styrke eller viden til at tage sig af hende. Hun var også blevet adfærdsvanskelig – det bliver man jo, når man ikke har noget at tage sig til. Jeg kan stadig se pigerne på Brejning for mig. De sad inde på afdelingen langs væggen på bænke. 40 unge piger. Ingenting at lave. Bortset fra de bedst fungerende, som broderede karklude. De fleste sad bare og rokkede frem og tilbage."

I køkkenet i villaen i Virum har den 75-årige Jørgen Hansen stadig en stor stak karklude, som søsteren Gerda har lavet på Brejning. Og kludene er ikke det eneste, han har taget med sig fra barndommen:

Lillesøsterens skæbne som afvist og bortsendt har sat dybe spor i Jørgen Hansen og formet hans liv og karriere. Først som underviser af udviklingshæmmede børn og siden i knap 30 år som embedsmand først i åndssvageforsorgen og siden i Undervisningsministeriet. Altid med de udviklingshæmmede som omdrejningpunkt.

"Måden, man behandlede de udviklinghæmmede på dengang, bundede officielt i, at man ville beskytte dem mod samfundets rå og usødede liv. Men det handlede jo mest af alt om, at samfundet ville beskytte sig imod dem," siger Jørgen Hansen...

Læs eller genlæs hele artiklen her

Politikeren: Er vi bedre i dag - når det kommer til stykket?

Palle Simonsen
Palle Simonsen Foto: Leif Tuxen

Palle Simonsen blev født i 1933 på et tidspunkt, hvor depressionen rasede i Danmark. Det fik indirekte stor betydning for den senere konservative social- og finansminister. De dårlige tider tvang nemlig hans forældre til at opgive deres egen gård. I stedet blev de bestyrerpar på fattiggården i Aptrup i Midtjylland.

Her stiftede Palle Simonsen under opvæksten bekendtskab med mennesker, der faldt uden for det normale - blandt andre landevejsriddere, psykisk syge og alkoholikere. Og så var der Gamle Anders - eller Annes, som han blev kaldt. Han var udviklingshæmmet og blev taget ud af skolen i første klasse, fordi han ikke kunne følge med. På fattiggården havde han boet, siden han var 18 år. Og han blev boende til sin død som 74-årig.

"Jeg er vokset op med Annes. Han var en fast bestanddel af familien og sad med ved bordet på lige fod med alle andre. Han virkede helt normal i sin fremtoning, men han var måske lidt naiv. Dengang kaldte man ham åndssvag, men i nutiden var han nok ikke blevet stemplet så drastisk. Han kunne hverken læse eller skrive og fortalte altid, at hans mor havde sagt, at han var for klog til at gå i skole," siger Palle Simonsen.

Ud over sin politiske karriere har Palle Simonsen været formand for Det Centrale Handicapråd. Desuden har han været og er fortsat aktiv i stribevis af netværk, råd og fonde - alle til støtte for udsatte grupper. Han mener selv, at hans opvækst har lagt grunden til hans livslange sociale engagement.

"Det har drevet mig i den betydning, at det har gjort mig mere rummelig," siger Palle Simonsen.

Egentlig er han sat i stævne for at tale om fortidens synder. Om perioden fra 1959 til 1980, hvor Statens Åndssvageforsorg og datidens politikere havde ansvaret for de udviklingshæmmede, der levede under ofte inhumane forhold. En tid, hvor Palle Simonsen selv var aktiv i politik. Men han trækker hele tiden tråde til nutiden. For vi skal ikke tro, at alt er godt i dag.

"Hvis det handler om holdninger, tror jeg ikke, det er blevet så meget bedre siden dengang," siger han ligeud...

Læs eller genlæs hele artiklen her