Ærkebiskoppen der blev forelsket i sit eget ekko

KRISTELIGT DAGBLAD: Den landsdækkende avis har sin egen kirkepolitiske dagsorden på linje med de radikales og socialdemokraternes, som reelt vil nedlægge folkekirken

Kaj Munk skal engang have kaldt Kristeligt Dagblad for hele Danmarks ærkebiskop. En på alle måder rammende iagttagelse. I hvert fald er der ikke nogen tvivl om, at Kristeligt Dagblad også i dag – som enhver anden ærkebiskop i øvrigt – bestemt har såvel en kirkelig som en politisk dagsorden, som avisen ved enhver given lejlighed forsøger at sælge.

At en avis har en mening, er i sig selv godt. Men når Kristeligt Dagblad ikke åbent og ærligt bekender og argumenterer for sin politiske dagsorden, men derimod stikker og spinder historien, samtidig med at man foregøgler læseren, at der skam er tale om en neutral fremstilling, er der et problem. Seneste eksempel er en "snu" politisk analyse her i Kristeligt Dagblad den 27. oktober 2004. Her påstår den politiske redaktør Henrik Hoffmann-Hansen, at jeg befinder mig midt i en hård og mere uforsonlig konfrontation med biskopper, Landforeningen af Menighedsrådsmedlemmer og en række kirkelige organisationer end nogensinde tidligere.

Melodien er ikke ny. Kristeligt Dagblad har sunget den samme sang for sine læsere efterhånden mange gange. Det bliver det imidlertid ikke nødvendigvis mere sandt af. Men det er som om, Kristeligt Dagblad tror, at hvis den bare gentager det samme tilstrækkeligt mange gange, går det nok i opfyldelse. Kristeligt Dagblad, hele Danmarks ærkebiskop, er blevet forelsket i sit eget ekko.

Faktum er, at jeg faktisk har et udmærket samarbejde med Præsteforeningen, med Provsteforeningen, med landets biskopper og med de folkekirkelige organisationer som Landsforeningen af Menighedsrådsmedlemmer, Samvirkende Menighedsplejer, Kirkefondet, og mange flere. Det er selvfølgelig klart, at vi ikke altid har været enige. Men det er jo noget andet. Vi taler faktisk sammen om tingene, selvom det ikke er det indtryk, man får af at læse Kristeligt Dagblad.

Jeg overtog i november 2001 en økonomisk rodebutik uden sidestykke, og gennemførelsen af de nødvendige tiltag for at få bragt orden i sagerne har mildest talt ikke været morsomt for nogen parter. Der er indført et skattestop, for fællesfondens vedkommende er der efterhånden skabt ro om økonomien, og for øjeblikket pågår så en oprydning i selve ministeriet.

Heldigvis har det ikke været hovedrengøring det hele. Det er også lykkedes for regeringen at skabe langt mere frihed og åbenhed omkring folkekirkens forhold. Menighedsrådene har f.eks. igennem sognefuldmagten fået større indflydelse på det lokale sogneliv, end de nogensinde tidligere har haft. Og der er blevet udarbejdet en officiel årsrapport for fællesfonden, så folk for første gang i Danmarkshistorien har kunnet se, hvad deres kirkeskat er gået til. Endelig har jeg sat en debat i gang omkring en demokratisering af fællesfonden, og jeg har allerede tilbage i 2002 oprettet en budgetfølgegruppe for fællesfonden sammensat af repræsentanter fra det kirkelige landskab.

De politiske tiltag har der været stor tilslutning til, og det er karakteristisk, at det har været omkring økonomien, at uenigheden med de kirkelige organisationer har været størst. Den såkaldte uforsonlige konfrontation er derimod langt hen ad vejen kun eksisterende et sted – nemlig her i spalterne i Kristeligt Dagblad.

Nu må læseren spørge sig selv. Jamen kan det være rigtigt? Hvorfor skulle Kristeligt Dagblad dog forsøge at fortælle om en uforsonlig konfrontation mellem kirkeministeren og alle de andre, som ikke eksisterer?

Svaret er enkelt. Det er Kaj Munks gamle ærkebiskop, der spøger. Kristeligt Dagblad har en politisk dagsorden. Kristeligt Dagblad ønsker en mere selvstændig og handlekraftig folkekirke løsrevet fra folkestyret ledet af et overordnet kompetent forum (efter eget udsagn bør stat og folkekirke dog ikke skilles helt). Altså en kirkepolitik, der ligger meget på linie med de radikale og socialdemokraternes kirkepolitik. En kirkepolitik som reelt vil betyde en nedlæggelse af folkekirken. Men jeg mener, at den danske folkekirke skal bevares. Kirkeminister Tove Fergo står med andre ord i vejen for Kristeligt Dagblads politiske dagsorden. Tove Fergo må ud af vagten. Her gælder alle kneb.

Personligt har jeg lært at leve med Kristeligt Dagblads facon, men jeg synes til gengæld, at Kristeligt Dagblad skylder sine læsere en mere åbenhjertig indrømmelse af sine politiske ambitioner.

Kristeligt Dagblad må ud af sin selvskabte ekkodal og melde klart ud for alle, hvad det er, den vil. Tove Fergo skal ifølge Kristeligt Dagblad ikke være kirkeminister. Den har vi forstået. Men hvad med kirkeskatten, skal den hæves eller sænkes? Jeg mener, den bør fastholdes på det nuværende niveau. Hvad mener Kristeligt Dagblad? Skal folkekirken have en fælles kirkelig synode? Jeg mener nej. Hvad mener Kristeligt Dagblad? Skal folkekirkeordningen og dermed den rummelige folkekirke, som er forankret i sognemenighederne bevares? Jeg mener ja. Hvad mener Kristeligt Dagblad? Og endelig hvem synes Kristeligt Dagblad skal sidde i det såkaldte overordnede kompetente forum for folkekirken, og hvordan skal de vælges? Jeg er sikker på, at jeg sammen med mange læsere ser frem til Kristeligt Dagblads svar, og håber samtidigt på, at Kristeligt Dagblad for fremtiden vil vedblive med at være en holdningsavis, men stå ved sine holdninger og fægte med åben pande.

Læs lederen her på siden