Skal prisen på mad bruges i kampen mod fedme?

Skal prisen på mad bruges i kampen mod fedme?

Ja mener formanden for Rådet for Folkesundhed, professor

Bente Klarlund Pedersen. For det går den forkerte vej med livsstilssygdommene trods et væld af kampagner. Vi bliver federe og federe og stadig mere usunde, så nye metoder er nødt til at blive taget i brug, siger hun.

-- Den dominerende holdning blandt politikerne er, at det er op til den enkelte at leve sundt.

Faktum er bare, at mens de ressourcestærke er sundere end nogensinde, lever en tiltagende stor gruppe usundt. En løsning kunne være at gøre det mere tilgængeligt at leve sundt i form af økonomiske incitamenter. På andre områder har man haft held med den strategi. Hastighedsbegrænsninger har ændret folks trafikadfærd. Og man har mindsket dødeligheden ved infektionssygdomme ved at lave folkelige vaccinationsprogrammer i stedet for bare at lade det være op til en selv.

På samme måde handler det om at betragte fedme-epidemien som et kollektivt samfundsproblem og ikke bare et livsstilssymptom.

Men hvorfor skal staten bestemme, hvad der er sundt og usundt for os?

-- Staten skal heller ikke bestemme, det skal videnskaben. Staten kan så vælge at stimulere til større sundhed ud fra to motiver: Enten et humanistisk om, at alle skal have mulighed for et sundt liv. Eller ud fra en snæver økonomisk betragtning om, at det belaster vores sundhedssystem og produktionen, at så mange lider af livsstilssygdomme. Uanset hvad, skal der gøres noget.

Det lyder stadig som noget formynderi?

-- Men staten har i forvejen masser af indflydelse på, hvordan vi opfører os. Der er regler for, hvor meget vi må forurener. Vi har store afgifter på vores biler. Hvis det er formynderi, er det i hvert fald ikke fremmed for os. Mit eneste forbehold er, at vi ikke kan være sikre på effekten af momsfritagelse. Men lad os da prøve det af og se, hvordan det går.

Folk ved jo godt, hvad der er usundt. Det er som regel alt det, der smager bedst. Så rammer man ikke bare alle livsnyderne?

-- Nej, bestemt ikke. Vi har stor ulighed i vores sygdomsforløb. Der er folk, der ikke ønsker at leve usundt, men har svært ved at ændre vaner. De fleste rygere vil gerne holde op. De fleste overvægtige vil gerne være tyndere. Der ligger også noget genetik i det, så folk kan ikke bare vælge, som de vil. Men hvis vi gør sundheden mere tilgængelig, er der meget, der tyder på, at folk vil gå i den retning, og det er både i den enkeltes og i samfundets interesse.

Er problemet ikke snarere, at folk ikke har tid eller ikke giver sig tid til at lave ordentlig mad – og det derfor er der, man skal sætte ind med initiativer?

-- Det ene udelukker ikke det andet. Med differentieret moms kan man samtidig rejse en debat om madvaner, man kan lave flere cykelstier og så videre.

Det koster cirka to milliarder at gøre sund mad billigere. De skal jo findet et sted?

-- Staten får indtægter ved at øge prisen på usund mad. Og dertil kommer de store besparelser på sundhedsudgifter. 40 procent af alle sygdomme i dag skyldes usund livsstil. I 2020 vil det være 70 procent. Lige nu øger vi vores udgifter til sundhedsvæsenet med tre milliarder om året, selvom vi kan forebygge mange af sygdommene. Blandt andet gennem sundere livsstil. Så også økonomisk giver det god mening.

henriksen@kristeligt-dagblad.dk

Af Lars Henriksen

Nej mener familie-- og forbrugerordfører Per Ørum Jørgensen fra De Konservative. Det er simpelthen ikke den rigtige strategi.

-- Det er ikke for at negligere problemstillingen med overvægt. Men at bruge differentieret moms som redskab er en meget dårlig idé. Det skaber blandt andet det dilemma, at der rejser sig krav om afgifter hver gang, der er noget, vi synes er usundt, om momsfritagelse hver gang vi synes, at noget er sundt, eksempelvis økologisk mad.

Hvad er der farligt ved det?

-- Det er en glidebane i forhold til, at statens funktion skal være at uddelegere ansvaret for en sund livsstil frem for at være forvalter. Fedmeproblemet er altså forældrenes og folks eget ansvar. Vores opgave er så at oplyse dem om sunde kostvaner så godt som muligt, og det er det, vi skal bruge ressourcerne på.

Det er jo den strategi, man har kørt i årtier, og det virker ikke. Vi kan åbenbart ikke forvalte ansvaret.

-- Det må vi så gøre noget ved. Løsningen er bare ikke at fjerne ansvaret helt fra folk selv ved at regulere skatter og afgifter. Så får vi aldrig løst denne problemstilling. Hvis det bliver almindelig anerkendt, at sundhed er noget, staten styrer, er det alt for let for folk at kaste ansvaret fra sig. I de tilfælde, hvor folk ikke kan forvalte det ansvar, skal netværket omkring børnene aktiveres i højere grad. Skoler og institutioner må kontakte forældrene og oplyse dem, hvis der er et problem. Desuden vil jeg sætte spørgsmålstegn ved, om differentieret moms overhovedet virker. Hvis man gør et æble to kroner billigere og en matadormix to kroner dyrere, så kommer børnene ikke ud af kiosken med et æble af den grund.

Det dokumenterer en ny undersøgelse fra Akademiet for De Tekniske Undersøgelser ellers. Med momsfritagelse på sund mad og 30 procent afgifter på usunde varer vil forekomsten af fedme og overvægt i Danmark falde med 40 procent, konkluderer de.

-- Jeg tvivler på, at det vil være sådan i praksis.

Men kan du da dokumentere, at moms på sund mad ikke netop er det, der afholder folk fra at købe det?

-- Nej, men jeg ved, at har man sat sig i hovedet, at man vil have en matadormix, så ændrer fem kroner ikke på det. Kernen for mig at se er oplysning om sunde kostvaner og redskaber til forældrene, så de kan hjælpe deres børn. Langt de fleste vil gerne, men er i tvivl om, hvordan de håndterer det.

Momsfritagelse udelukker vel ikke, at man samtidig kan oplyse om sund kost?

-- Nej, men det handler for mig stadig om det personlige ansvar. Hvis vi mister følelsen af, at det er op til os selv at ændre på tingene, så sker der ikke noget. Det er en letkøbt socialistisk tankegang at mene, at staten kan løse alle problemer med indgreb. Vi gør i dag en masse for at motivere folk gennem madordninger i skolerne og sunde kantiner på arbejdspladserne. Men i sidste ende er det folks egen motivation, der skal få dem til at spise mere sundt og mindre usundt.