Lektor Hans Raun Iversen skrev i avisen den 8. maj (som svar til flere, der har kommenteret den her i avisen offentliggjorte undersøgelse, der viser, at rigtig mange præster ikke finder forkyndelsen vigtig i forbindelse med deres præstearbejde), at ingen nogetsteds på jorden er kommet til tro på Kristus ved ordet alene.
Så langt vil jeg gerne give Hans Raun Iversen ret. Kristendom er ikke kun ord. Det er rigtignok også tro, hjerte, mund og hånden til næsten. Hans Raun Iversens og mine veje skilles så dér, hvor jeg er af den opfattelse, at forud for alt i kristen henseende går forkyndelsen af netop ordet. Alt andet forekommer mig mærkeligt uevangelisk.
Det forbløffer mig, at en lektor i teologi ikke er enig med mig heri, ligesom det ved omtalte undersøgelses offentliggørelse rystede mig at læse, at 85 procent af de kvindelige præster og 50 procent af de mandlige præster ikke finder forkyndelsen af ordet synderlig vigtig; og helt ser bort fra denne ved mødet med folk i deres sogn, der slet ikke har fået lejlighed til at høre ordet endnu.
Det ryster mig. Men det kan være, det er fordi jeg er sådan en gammel fyr, der ikke har været udsat for Hans Raun Iversens religionssociologiske undervisning på Det Teologiske Fakultet. Han synes i hvert fald at mene, at det skulle være årsagen til, at man i sin præstegerning henholdsvis prioriterer eller ikke prioriterer budskabet om Jesus Kristus.
Hans Raun Iversen siger altså med andre ord: Alle de seje pigepræster m/k i folkekirken, der hellere vil snakke om alt muligt andet end Jesus, er nogle, der har fået denne velsignede indstilling til præstegerningen gennem Hans Raun Iversens undervisning på universitetet. Alle andre taler, som de har forstand til (og man forstår Hans Raun Iversen derhen, at det kan ikke være meget), fordi de altså på universitetet "kun" har beskæftiget sig med teologi.
Det kan han naturligvis mene, som han vil. Heri ligger der dog for mig at se både for meget og for lidt i hele hans opfattelse af tingene. For meget, fordi han lægger alt for stor vægt på det religionssociologiske og for lidt på teologien, som grundlag for et præstevirke. Det er nu engang sådan, at er teologi ikke det solide grundlag for gerningen, så ender det med, at også de friske og udadrettede initiativer ender med at blive et kulturfesent slag i luften.
Inderst inde tror jeg helt ærligt heller ikke, at præsterne i folkekirken er, som omtalte undersøgelse beskriver det. Jeg kan i hvert fald ikke kende det billede, den tegner fra min egen hverdag med kollegerne m/k. Mange kvinder er tværtimod ekstra opmærksomme på det med teologien som grundlaget for deres virke, fordi der for tiden er en forskruet forventning om, at akkurat de skal fare rundt og te sig tossede i alle mulige og umulige ikke-kirkelige sammenhænge.
Jeg håber for kirken og forkyndelsens skyld, at undersøgelsen er et vildskud, og at Hans Raun Iversen overdriver, når han praler med, at forholdene er blevet sådan i folkekirken, som undersøgelsen siger, på grund af hans religionssociologiske undervisning.
Ole Buchardt Olesen,
sognepræst,
Ørslev Hovedgade 2,
Slagelse