Som 16-årig stødte jeg på P.G. Lindhardt og blev grebet af hans karske og minimalistiske forkyndelse ved de prunkløse gudstjenester i den lille Klosterkirke i Aarhus. Det var i 1953, det år, Lindhardt afskaffede det evige liv, som det hed sig.
Rigtigere er det at sige, at han gjorde det til en underafdeling af syndernes forladelse: Evangeliet er dommen over alt selvisk, herunder vore højst selvoptagne ønskedrømme om en salig fremtid.
Men til vor lykke er dommen forbundet med tilsagnet om nåde. Det evige liv er her og nu. Det er at opgive alle forsøg på at sikre sig selv og i stedet overgive sig til den fremtid, Gud måtte unde en.
Og om Gud er der kun at sige, at han er instansen bag denne enhed af dom og nåde. Det giver ingen mening at tage bekendelsens ord om, at han er Himlens og Jordens skaber, for pålydende. Hvad den ydre, sanselige verden angår, er den videnskabens område, teologien må holde sig til eksistensens sjælens usynlige område.
Lindhardt blev senere min lærer på universitetet, og jeg satte ham højt, også efter at jeg havde indset en række begrænsninger i hans teologi, hvoraf den alvorligste måske var, at sorg bliver synd.
Det fremgår med tydelighed af en historie, som en del tidehvervsfolk med en lignende teologi som hans ofte henviste til med tilslutning.
Det er beretningen om en feltpræst i 1864, der skal have sagt til en hårdt såret og døende soldat: Hvad hyler du for, kammerat, du har jo dine synders forladelse. Her er tro blevet selvudslettelse, og sorg er et egoistisk oprør mod Guds uudgrundelige vilje.
Og det kunne ganske enkelt ikke passe. Vel er der også egoisme i sorg, men dens inderste væsen er kærlighed. Og kristendommen handler altså ikke kun om modsætningen mellem synd og nåde, men også og nok så meget om modsætningen mellem liv og død.
Det vidste jeg dunkelt fra min grundtvigske opvækst. Til den angrende røver på korset sagde Jesus som bekendt: I dag skal du være med mig i Paradis. Evangeliets tale om evigt liv rummer mere end syndernes forladelse. Det kommer også vores sorg i møde. Det er også trøst, hvor alt forekommer trøstesløst.
At fastholde det lærte jeg af en anden lærer på universitetet, K.E. Løgstrup, hvis tænkning har fulgt mig siden. Han vandt yderverdenen tilbage i teologien: Gud er den magt, der er før, over, under, bag og i alt det, der er til, og som får det til at være til, så længe det er til.
Jeg bruger anførselstegn, fordi det er vore famlende ord for noget, vi ikke kan sige udtømmende. Det drejer sig jo om tilværelsens dybeste gåde: Hvorfor er der noget og ikke intet? Der må være en sådan magt, for ellers ville der intet være. Her får bekendelsens ord fornyet mening.
I 1969 skulle Løgstrup begrave sit første barnebarn, en 14 måneder gammel dreng. Det er indlysende, at det i den situation ville være både absurd og kynisk at tale om sorgen som synd. Det ville være en hån mod drengens forældre og mod hans kone og ja, ham selv, en hån mod deres sorg.
I stedet hedder det da også i hans tale ved graven, at som Gud har magt til at skabe af intet, har han magt til at rejse af døde, hvis ellers han vil. Men evangeliet fortæller, at det vil han. Han kan få noget til at blive til af intet, og så kan han selvsagt også give døde liv på ny! Evangeliets trøst til de fortvivlet sørgende er, at det vil han gøre. Ord som opstandelse og evigt liv giver igen mening, fordi Gud er vendt tilbage som universets Gud, den almægtige, Himlens og Jordens skaber.
Men samtidig vender den moderne anfægtelse tilbage den, som Lindhardt slap for: Hvordan skal det dog kunne ske? Hvordan skal vi kunne tro på det?
Det har Løgstrup da også med. Det er et kors for tanken, siger han. Men så føjer han til: Men det modsatte vil også være et kors for tanken. Ifølge videnskaben er alting det tilfældige resultat af udviklingshistoriens myriader af år. Men så er også hans families og hans egen afgrundsdybe sorg blot et led i denne kæde af tilfældigheder. Den er med andre ord en illusion.
Men som sorg ikke er synd, er den heller ikke illusion. Det kan en familie i deres situation ganske enkelt ikke få sig selv med i, selvom vi tænkte os, at de var overbevist om det med deres tanke. Deres sorg insisterer på, at der er lagt mening ind i det tilfældige.
Vi står i et enten-eller, som er et tros-valg. Tror du på tilfældet som udtømmende forklaring, for så lever du på skrømt med din sorg? Eller tror du, der er mening i sorgen, til trods for at alt tager sig tilfældigt ud?
Og husk: Det ene er ikke mere fornuftigt end det andet. Begge er tro.
Refleksion skrives på skift af ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd Ole J. Hartling, præst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og journalist Peter Olesen og forfatter og cand.phil. Jens Smærup Sørensen og dr.theol. og forfatter Ole Jensen