Skal samfundet gøre mere for at lette pressede børnefamilier?

Der er brug for en ændring i kultur og strukturer på arbejdsmarkedet, så forældre bedre kan forene karriere og børn, mener Karen Lumholt, talsmand for tænketanken Cura. Ifølge Martin Ågerup, direktør i tænketanken Cepos, bør den slags aftales lokalt, og det er naivt at tro, man ikke bliver bremset i karrieren af at prioritere sine børn

Ilustration: Rasmus Juul
Ilustration: Rasmus Juul.

arbejdsliv og familieliv

JA,
mener Karen Lumholt, journalist og talsmand for den idépolitiske tænketank Cura:

DET VIGTIGSTE for både børn og voksnes velfærd er nære relationer, men den dagsorden er fuldstændig forsvundet. Af tidsstudierne fra Rockwoolfonden kan man se, at forældre bruger mere tid på deres børn i dag end tidligere. Men tidligere var man bare sammen med sine børn. I dag lever vi i et konkurrencesamfund, hvor vi gør alt op i tid.

I nogle kredse vælger man bevidst at bruge tid på børnene, fordi man har et projekt, som hedder børn. Der er kommet et konkurrenceparadigme ned over den måde, vi tænker os selv og vores familie på. I stedet for at spørge, hvad det gode liv er. Og hvad nu hvis det, børn har brug for, er at indgå i et familiefællesskab uden selv nødvendigvis at være i fokus? Den tid, hvor vi er sammen uden at tænke over tiden, er måske den bedste tid, men det passer dårligt ind i det herskende ideal om effektive liv.

Du mener, man skal have mulighed for at drosle ned for karrieren i nogle år og vende tilbage til arbejdsmarkedet. Er det ikke et urealistisk drømmescenarie?

Jeg mener, vi skal tænke vores arbejdsmarked helt anderledes, og politikerne skal være med til at sætte det på dagsordenen, og arbejdsmarkedets parter skal tage det op. Måske kan man med fordel få børn allerede, mens man læser, og for mange studier ville det være godt, om man allerede under studiet fik mere berøring med arbejdsmarkedet. Men i dag tager mange unge en videregående uddannelse, inden de stifter familie, så når de er i starten af 30erne har de fået et eller to børn, men samtidig er de ikke særlig etableret på arbejdsmarkedet, hvor der er hård konkurrence.

Det er normen, at man skal nå at gøre sig gældende på arbejdsmarkedet, fra man er 35 til 40 år, for ansøgere over 40 år uden nogen særlig erhvervserfaring er arbejdsgivere ikke specielt interesserede i. Men sådan behøver det ikke at være. Hvorfor er der ikke bedre muligheder for at dele et job i en periode? Jeg ved godt, at økonomer siger, at det ikke kan hænge sådan sammen. Men hvad med, om vi tog udgangspunkt i, hvad der menneskeligt set ser ud til at fungere bedst? Det kunne være, økonomerne blev klogere.

Vi har mange velfærdsrettigheder i forhold til børnefamilier i andre lande, så er den aktuelle debat ikke et spørgsmål om, at vi har en generation af forældre, som har vænnet sig til en tilværelse med et urealistisk komfortniveau?

Jeg har ikke lyst til at pege fingre ad nogle personer, men jeg kan da godt forstå, at folk bliver irriterede på højtuddannede, privilegerede unge, som tilsyneladende har alt.Men hvis vi hæver os lidt over den almindelige pegen fingre og trangen til at dømme andre ude for klynk, så er den aktuelle debat et billede på et større og mere grundlæggende samfundsproblem. I Danmark plejer vi at rose os af, at vi er et socialt liberalt samfund, som har taget det bedste fra to ismer: friheden fra liberalismen og ligheden fra socialismen. Men der er områder, hvor vi har taget det værste af de to ismer: egoismen og grådigheden fra liberalismen og kontrollen og styringen fra socialismen. De unge børnefamilier gør det, vi har opdraget dem til: De har investeret i en uddannelse, og nu insisterer de på at give sig selv til en karriere.

af Else Marie Nygaard

LÆS OGSÅ: Fritid er en overset kilde til stress

NEJ, mener Martin Ågerup, direktør i den borgerligt-liberale tænketank Cepos

SET OVER LANG TID er der sket en række ændringer, som har lettet presset på børnefamilierne. Arbejdstiden bliver kortere og kortere, vi holder mere ferie. Og inden for mange brancher, for eksempel på min arbejdsplads, er arbejdet gjort meget fleksibelt, så småbørnsforældre kan smutte tidligt én dag, når de har brug for det, og så til gengæld kan arbejde på et andet tidspunkt. For eksempel kan man veksle en ferieuge til at arbejde lidt mindre til daglig. Der er også mange flere, der har fået mulighed for en hjemmearbejdsplads.

Men er der ikke et strukturelt problem, som går ud på, at moderne mennesker efter endt uddannelse skal præstere ekstra meget på jobbet, hvis de overhovedet vil gøre karriere inden for deres fag, og at dette for mange falder sammen med, at de har små børn?

Hvem skulle ændre på, at det forholder sig sådan? Jeg mener ikke, det er noget, der ville vinde ved øget politisk regulering. Og jeg mener ikke, det er rimeligt, hvis chefen tvinges til at fortælle medarbejderne, at det, at de går på deltid, ikke vil få betydning for deres fremtidige karriere. At sige, at deltid ikke giver personen nogle år ude på sidelinjen, svarer til at sige, at man ikke får tømmermænd af at drikke øl.

Når du taler om fleksible arbejdstider og hjemmearbejdsplads, er det så ikke vilkår, der kun gælder for folk fra den kreative klasse som dig selv, mens en lang række faggrupper fortsat bliver afkrævet tilstedeværelse på arbejdspladsen otte timer om dagen?

Det er muligt. Det er rigtigt, at nogle jobfunktioner er bedre egnet til denne fleksibilitet end andre. Men så er der to muligheder: at gå ned i indtægt i en periode ved at gå på deltid eller at finde et andet arbejde. Det er fint, hvis arbejdsmarkedets parter kan indføre fleksibilitet på flere områder, og det kan være en win-win-situation, men det er meget svært at regulere centralt.

Tilbage i VK-regeringens dage nedsatte man en familie- og arbejdslivskommission, som skulle komme med anbefalinger til, hvordan der kunne skabes en bedre balance for den enkelte familie. I 2007 kom kommissionen med i alt 31 anbefalinger om alt fra retten til barnets første sygedag over færre lukkedage i daginstitutioner til en tidsbank, hvor man kan overføre arbejdstid fra den ene livsfase til den anden. Stort set ingen af anbefalingerne er gennemført. Fik finanskrisen os til at glemme det hele?

Der var en stemning og en økonomi på det tidspunkt, som gjorde, at man syntes, der var brug for at diskutere de spørgsmål i en kommission. Men allerede dengang var jeg ret skeptisk. Mange af anbefalingerne ville være meget omkostningskrævende at føre ud i livet. De ville reducere arbejdsudbuddet og repræsenterede en kollektiv tilgang til arbejdsmarkedet, som jeg ikke støtter. Så jeg synes sådan set, det er godt, det ikke rigtig blev til noget. Jeg tror mere på de løsninger, som opstår ved den enkeltes valg og ved lokale aftaler på den enkelte arbejdsplads.

af Morten Mikkelsen