Lad os dog droppe angsten for det nye. Fællesråd vil gøre folkekirken mere folkelig

Lønborg Kirke, ved Tarm.
Lønborg Kirke, ved Tarm. Foto: Leif Tuxen.

BETÆNKNINGEN OM fremtidens struktur i folkekirken er offentliggjort, og debatten er i fuld gang. Reaktionerne er forudsigelige. Modstanderne er stadig modstandere, og argumenterne er stadig tynde. Der fremhæves skræmmescenarier baseret på, at et fremtidigt fællesudvalg helt sikkert ikke vil holde sig til sine beføjelser, at præster og biskopper vil tage magten trods flertallet af lægfolk i udvalget samt naturligvis de traditionelle henvisninger til Sverige, og hvor slemt det hele kan blive.

Men i stedet for at falde i de traditionelle og alt for forudsigelige positioner kunne man jo se på mulighederne i et folkekirkeligt fællesudvalg. Så hermed kommer tre gode grunde til, at et fællesudvalg er en god idé:

For det første er der brug for tydelighed og synlighed om, hvordan folkekirken er organiseret. I dag er der jo også folk, der tager beslutninger og prioriterer i folkekirken, men det er blot ikke så synligt, hvem der har kompetencen til at tage hvilke beslutninger. En nyt folkekirkeligt fællesudvalg vil gøre det langt mere synligt, hvor og hvordan beslutninger tages.

For det andet vil folkekirken bliver mere folkelig. Med et fællesudvalg med den sammensætning, som betænkningen lægger op til, tages der endelig hensyn til, at folkekirken ikke udelukkende er sogn, provsti og stift, men at det for hundredtusindvis af børn, unge og voksne er gennem engagement i de frie kirkelige organisationer, man møder folkekirken.

For det tredje vil et nyt fællesudvalg gøre det tydeligt, hvor nye idéer og udviklingen af disse kan forankres. Igen, så er det jo ikke sådan, at der ikke er nye idéer i folkekirken i dag. Det er blot meget utydeligt, hvordan man egentlig kan fremme idéerne.

Da blandt andre FDF var med til at starte Folkekirkens Konfirmandcenter, måtte man for eksempel rundt til biskopper for at forsøge at plante idéen og få opbakning. Det kan man fint gøre også i fremtiden for at få nye idéer til at vokse, men det er da både mere synligt og demokratisk hvis der er et fællesudvalg, som åbent kan forholde sig til tingene og være med til at prioritere, hvad der er perspektiv i at udvikle.

Der er meget godt at sige om folkekirken, som den er i dag. I de senere år har fornyelsen været stor, og man må bare konstatere, at hvis man aldrig havde turdet prøve noget nyt, så var nogle af de tiltag, hvor der er størst berøring med folket, aldrig blevet til noget. Tænk bare på babysalmesang, spaghettigudstjenester og minikonfirmander. Lad os derfor droppe berøringsangsten for det nye og tro på, at selv folk, der vil blive valgt til et nyt fællesudvalg, rent faktisk vil folkekirken det bedste.

Morten Skrubbeltrang er generalsekretær i FDF