Arrogance og mindreværd. Journalisten er både stor og lille

Illustration: Peter M.

Illustration: Peter M. Jensen

AFSLØRINGEN AF arbejdsmetoderne på sladderbladet Se og Hør har virkelig sat en dagsorden. Og mens der naturligvis er god grund til at se nærmere på omgangen med danskernes personlige oplysninger, er det primære også at blive mindet om, hvor meget der er på spil angående den moralske tilstand i medierne. Og journalisternes generelle gøren og laden.

Som de fleste ved, indtager journalister en bundskraberplads på listen over faggruppers troværdighed, og med den seneste sag er standen sandsynligvis i færd med helt at falde ud af den. Alt imens mange utvivlsomt overvejer, hvad der egentlig er galt med journalister. Med nogle journalister, rettere sagt.

Jeg har selv kredset om spørgsmålet, lige siden jeg før jeg blev teolog blev uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og i syv år levede og åndede for min elskede avis. Ikke fordi jeg er blind for, at der i dette land findes adskillige dygtige og samvittighedsfulde journalister, men fordi jeg ved, at man i det journalistiske miljø konfronteres med så mange udslag af menneskelig begrænsning, at man mærker en vis bekymring for selv at blive påvirket. Indtil man måske en dag beslutter, at det sundeste for ens sjæleliv nok er at bevæge sig et andet sted hen.

Nogle indlysende aspekter træder frem. For eksempel har mange journalister ikke rigtig lært at studere og fordybe sig. Uddannelsen er yderst praktisk orienteret, hvilket betyder, at journalisten ofte i sit arbejdsliv skal forholde sig til mennesker, der er mere vidende end han selv.

Det kan give grobund for visse komplekser, og nogle journalister lider da også af den klassiske blanding af arrogance og mindreværd, der som bekendt kan skabe en lidt skrøbelig identitet. En del af arrogancen grunder i den næsten mytologiske opfattelse af journalisten som samfundets uundværlige og ubestikkelige vagthund, men den har også at gøre med, at journalisten i dette intense mediesamfund omgives af stor synlighed.

DET ER IKKE TILFÆLDIGT, at journalistuddannelserne i dag er så populære, for de unge formes af en virkelighed, hvor journalister døgnet rundt taler til os. De udlægger verden, de fremstår som altvidende eksperter, skønt de sjældent er det, og de inviteres indenfor hos de største stjerner.

Branchen kan nemt komme til at fremstå som en hurtig vej til berømmelse og glimmer, hvilket næsten uundgåeligt må appellere til mange af de unge, der hver dag ånder i mediesamfundets hurtige og til tider lidt overfladiske mekanismer. Men som til gengæld kan have svært ved de mere komplicerede sammenhænge.

Journalisten kan ses som den, der står placeret midt i det allermest centrale, hvor han synes både betydningsfuld og misundelsesværdig. Alt imens han muligvis fornemmer sit eget lidt spinkle fundament. Han kan på paradoksal vis være stor og temmelig lille på én gang.

OG HVAD MED MORALEN? Det er særligt den, vi diskuterer i sagen om Se og Hør, hvor det atter står klart, hvordan den kan smuldre i en indspist forsamling. Her, hvor andre mennesker gradvist reduceres til det råstof, journalisten skal bruge, alt imens salgstallet og kollektivets selvfølelse bestemmer tonen.

Henrik Qvortrup udgør et særdeles lærerigt symbol på alt dette. Ikke alene var han som chefredaktør på Se og Hør angiveligt med til at orkestrere misbruget af de kendtes kreditkortoplysninger. Han er samtidig som tidligere politisk kommentator på TV 2 billedet på den særlige blanding af høj status og primitivitet.

Han er og tillad mig her at citere mig selv fra en kommentar fra årene, hvor Qvortrup gjorde det til en mission at retfærdiggøre sladderbladenes berettigelse ”en besynderlig hybrid mellem seriøs journalistik og den dybeste rendesten, og alene dette at han har solgt sin sjæl til mediernes lavpunkt, forsyner ham med magt”.

Men mens Qvortrup personificerer denne hybrid, skal vi huske, at den findes latent i selve den journalistiske verden. Midlerne er der, magten er der, og ofte i mødet med mediepersoner højt på strå studser jeg over dette modsætningsforhold mellem magt og menneskeligt format. Sproget er ofte simpelt, ærekærheden sidder udenpå tøjet, og villigheden til selvkritik kunne være større.

Der mangler dannelse blandt journalister, og det rummer sin helt egen pointe, at TV 2 i sin tid ansatte Henrik Qvortrup, da han forlod Se og Hør. Det fortæller nemlig, at der ikke er så voldsomt langt fra en såkaldt seriøs tv-kanal til den kynisk sladrende muddergrøft.

De samme mennesketyper findes begge steder, og den lære skal vi også uddrage af Se og Hør-skandalen. Vi kan ikke undvære journalister, men i disse år, hvor de unge slås for at komme ind i det forjættede medieland, bør der i uddannelsen af dem lægges ekstra stor vægt på dannelse og etisk tænkning.

For det er en syndflod af primitive mekanismer, der venter på dem derude, og de færreste kan sige sig fri fra at blive påvirket af dem.