Konfirmation er ikke bare en fritidshobby

I nutidens Danmark er socialisme og humanisme slyngveninder med undervisningsminister Christine Antorini (S) som frontfigur, hvilket betyder nedbrydning af fundamentet, som det danske samfund bygger på, nemlig kristendommen, skriver debattør

Den knaldrøde, kulturradikale regering bruger konfirmationsundervisningen i kampen mod kristendommen, der er grundlaget for velfærdsstaten og den sammenhængskraft, det danske folkestyre er bygget på, skriver debattør (Arkivfoto)
Den knaldrøde, kulturradikale regering bruger konfirmationsundervisningen i kampen mod kristendommen, der er grundlaget for velfærdsstaten og den sammenhængskraft, det danske folkestyre er bygget på, skriver debattør (Arkivfoto). Foto: Nils Meilvang.

DER VAR ENGANG, sådan begynder alle eventyr jo, at konfirmandundervisningen var en vigtig del af undervisningen i 7. klasse. I præstegårdens konfirmandstue forberedte de kommende konfirmander sig med præsten som underviser til den store dag. Skole og samfund stod sammen.

Sådan forholder det sig ikke længere. I nutidens Danmark er socialisme og humanisme slyngveninder med undervisningsminister Christine Antorini (S) som frontfigur, hvilket betyder nedbrydning af fundamentet, som det danske samfund bygger på, nemlig kristendommen.

Med helhedsskolen og skolens mulighed for at placere konfirmationsundervisningen efter klokken 16 gør undervisningsministeren konfirmationsforberedelsen til en hobby på linje med fodbold, spejder og musik.

Ministeren bruger i sin argumentation via en vejledning, at undervisningen typisk skal ligge inden for normal skoletid. Med ordet typisk åbner hun for en bredere fortolkning, der kan sende konfirmanderne til forberedelse sidst på dagen eller om aftenen. Konfirmanderne bliver afhængig af skoleledernes og kommunalbestyrelsernes nåde.

Med andre ord: Den knaldrøde, kulturradikale regering bruger konfirmationsundervisningen i kampen mod kristendommen, der er grundlaget for velfærdsstaten og den sammenhængskraft, det danske folkestyre er bygget på. 80 procent af nutidens danskere er medlem af folkekirken. Alligevel vil Antorini og regeringen lidt efter lidt skille kirke og stat, selvom de bedyrer det modsatte. At gøre konfirmandundervisningen til et stedbarn i den unges opvækst fortæller alt om regeringens hensigt.

Helhedsskolen er et rendyrket socialistisk produkt, hvor staten vil overtage forældrenes rolle inklusive opdragelsen. Kristendommen, kirken med dens frihedsideal, kærlighed og tilgivelse passer ikke ind i konceptet om lighed for alle religioner. Derfor må kristendommen med dens konfirmationsforberedelse bekæmpes og helst skubbes helt væk.

Christine Antorini vil ikke anerkende præstens undervisning til støtte af kristendomsfaget, skriver sognepræst Carsten Mulnæs fra Allerød på avisens debatsider tirsdag. Han kalder endvidere regeringens kirkepolitik for ”antikirkepolitik”. Jeg er fuldstændig enig med den nordsjællandske sognepræst.