I STIFTER som Helsingør og Odense er man bekymret over de faldende dåbstal, og man forsøger at finde på nye tiltag, der kan bremse denne tendens.
I den forbindelse håber jeg, at det grundlæggende problem for folkekirkens kommunikation med folket vil blive imødegået. Nemlig med en begrundelse for, hvorfor man i det hele taget skulle døbe sine børn. Dåben betyder i bibelsk forstand frelse fra den evige død, som ethvert menneske har pådraget sig på grund af synden.
Det vil sige, at der er en god grund til at døbe sit barn til Kristus, der tog vore synder på sig for os, som ellers vil gå fortabt.
Dette synspunkt er forladt af mange kredse inden for folkekirken, og selv en biskop som Kjeld Holm fortæller, at mission og omvendelse ikke giver mening for ham, og at der, som domprovst Anders Gadegaard og flere andre kirkelige prælater mener, er flere veje til frelse.
Vi tror på den samme Gud, men vi tror ikke det samme om Gud, som den tidligere biskop Niels Henrik Arendt har formuleret det. Vi kæmper for muslimernes oprettelse af moskéer i København og Haderslev ud fra devisen: Enhver bliver salig i sin tro.
Hvis der er frelse for alle, og kristendommen er en smagssag og ikke en frelsessag (ordet giver måske heller ikke mening i en senmoderne virkelighed), så er der da ingen grund til at lade sit barn døbe.
Vi står derfor ved vejs ende for denne relativistiske og humanistiske kristendoms fortælling om det gode fællesskab og kampen for minoriteter og mod uretfærdighed, som toneangivende dele af folkekirken har givet af kristendommen.
Ved vejs ende, fordi den fortælling ikke giver et eneste argument for at døbe sit barn eller at missionere, eller en anelse om, hvad der bragte det danske folk til at blive kristent i første omgang.
I fremstillingen af folk, der holder fast ved Bibelens autoritative betydning for det, som angår dåb, tro, frelse og fortabelse, som fundamentalister (man kan ikke bruge en fremstilling i en bog, som hyrder, fiskere og bønder har skrevet af verden for 2000 år siden til noget i dag), viser det sig ,at man har savet den gren over, man selv sidder på.
Man har smidt om sig med den billige nåde, som den tyske teolog Dietrich Bonhoeffer kalder det, og derved mistet dåbens betydning: ”Er den pris, vi i dag må betale for de organiserede kirkers sammenbrud andet end en nødvendig følge af den for billigt erhvervede nåde? Man gav forkyndelsen og sakramenterne billigt, man døbte, man konfirmerede, man tilsagde et helt folk syndernes forladelse, uspurgt og betingelsesløst. Man gav af menneskelig kærlighed det hellige til spottere og vantro, man udløste strømme af nåde uden ende, men kaldet til streng efterfølgelse af Kristus hørtes sjældnere. Hvor var indsigten fra den gamle kirke, som gennem dåbsundervisningen trofast vågede over grænsen mellem kirken og verden, over den dyre nåde? Hvor var Luthers advarsler mod en evangelieforkyndelse, som gjorde mennesker sikre i deres gudløse liv? Hvornår blev verden kristnet på en mere grufuld og usalig måde end her? Hvad er de 3000 saksere, hvis legemer Karl den Store myrdede, i sammenligning med de millioner af myrdede sjæle i dag? Hos os er det blevet en sandhed, at fædrenes synder hjemsøges på børnene indtil tredje og fjerde led. Den billige nåde var yderst ubarmhjertig mod den evangeliske kirke.”
Beskriver det ikke meget godt tingenes tilstand også i dag? Man kan argumentere med kulturarven og den vigtige rolle, kirken spiller historisk, og de mange dejlige kor og det sociale arbejde, der laves, men helt ærligt! Selvom man har sympati for det, så springer forbindelsen til dåben ikke en direkte i øjnene, og hvis man synes, det er gammeldags og intetsigende, hvorfor så støtte det? Den slags har vi velfærdsstaten til.