Vi registreres og overvåges som aldrig før. Fortrolige oplysninger misbruges allerede

Illustration: Peter M. Jensen
Illustration: Peter M. Jensen.

UNDER BESÆTTELSEN blev der oprettet kartoteker over eftersøgte personer. Det var i første række kommunister og jøder. Politiet fulgte med nidkærhed samarbejdsregeringens opfordringer til at hjælpe Gestapo. Mange blev sendt til koncentrationslejrene.

Det lykkedes dog også mange at skjule sig eller flygte. Men tænk, hvis myndighederne havde haft vore dages overvågnings- og registreringsmuligheder.

Terrorangrebet i New York den 11. september 2001 og problemerne med identifikation af omkomne ved tsunamikatastrofen i 2004 var med til at bane vejen for en større accept af registrering og overvågning.

Det Etiske Råd udgav i 2006 redegørelsen ”Et DNA-profil-register, som omfatter alle borgere i Danmark? Etiske overvejelser”. DNA-analyser havde allerede i flere år fejret triumfer i politiets opklaringsarbejde. Med et landsdækkende register kunne et biologisk spor sammenholdes med en hvilken som helst dansker.

Etiske overvejelser? Retten til privatliv er nedfældet i artikel 12 i FNs Verdenserklæring om Menneskerettighederne og i Grundlovens paragraf 72. I demokratiske lande er der et omfattende lovgivningsapparat til sikring af denne ret, som anses for helt grundlæggende. Men menneskerettigheder, demokrativærn og hævdelse af generelle værdier bliver hurtigt opfattet som luftige idealer, når de vægtes mod de mere jordnære og indlysende formål, at terror skal bekæmpes og forbrydelser opklares. Var det egentlig ikke meget praktisk, at anbringe alle borgere i et dna-register?

I Det Etiske Råd var vi bekymrede for de overvågningsmuligheder, et register ville give. De historiske erfaringer fra krigsårene indgik også i debatten.

Men netop her blev der trukket lidt på smilebåndet. Hvis man ikke har noget at skjule, er der vel ingen grund til at være så sart, sagde nogle. Andre forsikrede om, at vi lever i et demokratisk samfund, og det vil vi da blive ved med. De forklarede, at vi har en ansvarlig stat, som har styr på den slags. Styr på, hvem der får adgang til registre, og hvordan de bruges.

”Det skulle han sige så sagte, man ved ikke, hvad man kan magte,” hedder det hos Grundtvig om den overmodige kong Farao. I lyset af den nyeste tids erfaringer kan tillid til datasikkerhed betragtes som overmodig eller meget naiv.

Det er nu blevet en kendsgerning, at hvis personoplysninger, data og registre kan misbruges, vil de blive misbrugt. Det ene område efter det andet har i de forløbne uger måttet rapportere om brud på fortroligheden og om sikkerhedsdefekter. Nets, Rigshospitalet, SAS.

Men der har længe været stor sorgløshed for ikke at sige uansvarlighed hos administratorer og politikere, som har besluttet, at for eksempel personlige og identificerbare helbredsoplysninger skal være tilgængelige for dem, som nu engang har brug for at kunne planlægge sundhedspolitikken, forskningen, statens sikkerhed. Alt sammen gode og nyttige formål. Men samtidig bliver oplysningerne i realiteten tilgængelige for hvem som helst.

Efter politisk beslutning samler man på Statens Serum Institut alle vore personlige helbredsoplysninger i et superregister. Instituttet skal selv sørge for sikkerheden, men samtidig lever instituttet af at sælge de samme oplysninger til medicinalindustrien.

Det er allerede gået galt. Instituttet havde solgt 84.000 danskeres fuldt identificerbare oplysninger til et privat firma. Mange patienter forstod til deres skræk, at de var registreret med en diagnose, som firmaet havde købt. Patienter blev kontaktet med henblik på at indgå i forskning og medicinafprøvning og kunne med forbløffelse spørge: ”Men hvorfra véd de overhovedet, at jeg er syg? Har lægen og sygehuset da ikke tavshedspligt?”.

Det skønnes, at 90.000 personer har adgang til den enkelte patients sygejournal. Noget lignende gælder Det Fælles Medicinkort. Her er en guldgrube for dem, der skal bruge informationen. Men også en guldgrube for dem, som kan misbruge den. I fredstid er det for eksempel sladderpressen, som vil kunne hente oplysninger om, hvilke kendisser der er på antabus, bruger viagra, nervemedicin og så videre.

Igen og igen lyder politikernes afmægtige beklagelser over de brud på datasikkerheden, der har været, ledsaget af tilbagevendende hule forsikringer, når det gælder de omfattende registreringer; for eksempel sundhedsministeren til Ritzaus Bureau den 12. maj 2014: ”Vi skal respektere patienternes ret til fortrolighed. Og vi skal tænke os rigtig godt om og holde et vågent øje med, at oplysningerne ikke misbruges.”

Men det bliver de jo allerede. Erfaringerne fra besættelsestiden bør stadig være en lektie om, at der ikke er nogen garanti for, at Danmark vedblivende vil være et frit og demokratisk land.