DA GRUNDLOVEN blev vedtaget i juni 1849, var den på flere punkter ufærdig. Man var for eksempel ikke nået til ende med drøftelserne om så vigtige sager som retsplejen og kirken, og man slog sig til tåls med at indføre paragraffer udformet som løfter om, at der skulle indføres offentlighed og mundtlighed i retsplejen, og at folkekirken skulle ordnes ved lov.
For retsplejens vedkommende er man nået langt, om end vil nogle kritikere hævde ikke helt i mål med ordningen. Kirken, derimod, hænger derimod stadig i den bremse, der blev trukket i 1849.
Læser man referatet af forhandlingerne om de kirkelige paragraffer i den grundlovgivende rigsforsamling, står det klart, at der var en god grund til, at forsamlingen ikke nåede til nogen afgørelse.
Man kunne dårlig nok blive enig om definitionerne. Man undlod anvendelse af begrebet statskirke og valgte i stedet at kalde den folkekirke, eller rettere: man valgte at definere den evangelisk-lutherske kirke som den danske folkekirke uden i øvrigt at kvalificere det yderligere.
Grundtvig ville have en tilføjelse, der tilkendegav, at folkekirken skulle forstås som den kirke, hvortil et flertal af befolkningen bekendte sig, og Sjællands biskop Mynster foreslog, at kirken skulle defineres konfessionelt ved Den Augsburgske Bekendelse, men ingen af dem kom igennem med deres forslag.
SELVOM GRUNDLOVEN også fastslog religionsfriheden som princip, afholdt det den ikke fra i bred forstand at begunstige netop folkekirken, som den fra da af kaldtes, idet Grundloven også i den nuværende paragraf 4 tilsiger, at netop denne kirke skal understøttes af staten.
I samtiden var det klart, at denne understøttelse ikke først og fremmest skulle forstås økonomisk. Folkekirken havde dengang en selvbærende økonomi, idet den blev finansieret af tienden, en byrde lagt på landbrugsjorden.
Den nuværende stærke sammenblanding af statens og kirkens økonomi stammer fra en række økonomiske reformer fra begyndelsen af det 20. århundrede.
Den statslige understøttelse af kirken findes for eksempel udtrykt i helligdagslovgivningen og folkeskoleloven. Det forhold, at konfirmandundervisningen de fleste steder ligger i skoletiden, har mødt stigende kritik blandt moderne ligheds- og sekulariseringsentusiaster, men denne sammenblanding af skole og kirke er altså i fuld overensstemmelse med Grundlovens paragraf 4.
Løfteparagraffen, den nuværende paragraf 66, der tilsiger, at folkekirken skal ordnes ved lov, har fastholdt folkekirken i et strukturelt tomrum. Kirken er på papiret et privilegeret trossamfund, men som allerede et af medlemmerne af den grundlovgivende rigsforsamling, historikeren Caspar Paludan-Mller, gjorde opmærksom på, nød alle de andre trossamfund godt af den nyvundne frihed, mens folkekirken stadig måtte tåle at blive styret af staten.
Man kan endda gå videre og sige, at folkekirken på trods af ja, i kraft af paragraf 66 stadig er underlagt de samme vilkår, som gjaldt før 1849. Den enevældige kontrol med folkekirken er gået i næsten udelt arv til Kirkeministeriet, der netop forvalter området i kraft af denne undtagelsesparagraf.
HER BLOT T EKSEMPEL: Grundloven siger som bekendt, at ingen skat kan opkræves uden ved lov. Det gælder bare ikke kirkeskatten, der ganske vist er et medlemsbidrag, men det opkræves af skattevæsenet og forvaltes delvist af ministeren. Og i modsætning til medlemmerne af alle andre trossamfund kan medlemmerne af folkekirken ikke trække deres medlemsbidrag fra i skat.
Denne ubrudte fortsættelse af de enevældige tilstande finder sit symbolske udtryk i det forhold, at salme- og ritualbog stadig træder i funktion ved kongelig autorisation.
Men ud over det har kontinuiteten fra enevælden for det meste være usynlig, fordi de fleste kirkeministre har været besindige nok til at tøjle deres trang til indflydelse.
Det har på mange måder været en lykkelig tilstand, må man straks tilføje. Men når begejstringen lejlighedsvis har grebet ministeren ingen nævnt, ingen glemt mærker folkekirken med fuld styrke, at den er en statskirke.
Spørgsmålet er, om der er grund til optimisme ved udsigten til en opfyldelse af løftet i paragraf 66. Noget tyder på, at det ikke vil indebære en frisættelse af kirken, men blot at styringen af kirken vil overgå fra den udøvende til den lovgivende statsmagt, og at folkekirken ikke én gang for alle, men løbende vil blive ordnet ved lov.