Bryd tabuet: Sorggrupperne er af stor betydning

Foto: Scanpix

Kræftens Bekæmpelse kører for tiden en forsøgsordning med tre danske kommuner om etablering af sorggrupper på byens skoler. Sorggrupperne er for de børn, der har mistet forældre, og forsøget kan ikke roses nok og bakkes nok op.

For det er af vital betydning for børn, der har mistet en mor eller far, måske endda dem begge, at de får lejlighed til at møde andre børn i samme situation. Og med voksne som forløsere få talt problemerne og den nye dagligdag igennem.

Jeg har selv beskæftiget mig indgående med emnet. Jeg mistede min far som 15-årig, og ingen talte med os børn om det store tab, det var. Alle undgik os eller talte udenom. Ingen spurgte om noget. Hverken i skolen eller på vejen, hvor vi boede. Heller ikke selvom vi var den tredje familie på samme vej, der i løbet af få år havde mistet en far.

Vi kunne ikke sætte ord på det. Det var ren tabu. Og en fornuftig voksen, der havde samlet os faderløse børn til samtaler, kunne have gjort en væsentlig forskel. Men ingen gjorde det.

Da jeg i 1999 så udsendelsen ”En mur af tavshed” på TV2 om netop dette emne, besluttede jeg i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse at redigere bogen ”Min mor døde. Min far døde”. Det blev straks en bestseller, den udkom i 11.000 eksemplarer. Og blev fulgt op af flere på samme tema.

Og jeg har siden holdt en hulens masse foredrag om emnet, ikke mindst i danske kirker over hele landet, altid med udgangspunkt i min egen oplevelse. Og lige siden dengang i 1999 har jeg overalt plæderet for at få etableret sorggrupper i alle byer i dette land.

Kræftens bekæmpelse har været dygtig til det mange steder, men de grupper er primært for børn, hvis forældre er døde af kræft. Hvad med de andre? Der er jo så meget andet, man kan dø af? Mange steder har jeg foreslået den lokale præst sammen med en sundhedsplejerske, skolen, SFO og andre behjertede og i denne sammenhæng helst professionelle mennesker at få etableret en gruppe, og alle de steder, hvor det er sket, har det gjort en væsentlig forskel.

Jeg er ikke selv i tvivl om gruppernes betydning. De fleste kammerater forstår jo ikke, hvad det vil sige at mangle mor eller far for evigt. De kan slet ikke forestille sig det, og de fleste tør heller ikke spørge til det, hvis en kammerat havner i den situation. Derfor er mødet med andre børn i samme situation helt afgørende for den videre udvikling. Og altid under vejledning af en professionel voksen person.

I min sorgbog nummer to, ”Børn om mors og fars død” fra 2000 (de to første genudgivet som ”Når mor eller far dør” på Frydenlund) er der mange gribende og selvskrevne beretninger fra børn mellem 10 og 18 år. Beretninger om, hvad sorggrupperne betød for de få i bogen, der fik lejlighed til at komme i en sådan.

Randi fra Thisted på dengang 11 år skrev: ”I februar havde jeg et problem med, at jeg troede, at mine venner var ved at blive trætte af at høre på mig og min snak om sorg, og at jeg savnede min mor. Jeg er lige blevet medlem af en gruppe for unge, der har mistet en mor eller en far. Det er dejligt, at jeg er blevet medlem. Gruppen holder til i Aalborg, det er cirka 100 kilometer væk herfra. Jeg skal til Aalborg hver anden uge”.

Anna på ni år skrev: ”Jeg har været med i en sorggruppe for børn et stykke tid, efter far døde. Det har været dejligt, men den er desværre stoppet. Det var dejligt at være sammen med andre, som havde prøvet noget af det samme som mig”.

Siden 1999 er vi her i landet på mange planer blevet bedre til at håndtere de vanskelige situationer med forældretab, ikke mindst i skolerne, hvor stort set hver skole har en såkaldt beredskabsplan, der fortæller, hvordan man skal agere over for barnet og de andre børn i klassen.

Før havde kun cirka 10 procent af skolerne en sådan beredskabsplan. Men når det gælder sorggrupper for tabsbørn, så halter det virkelig bagefter. Her mangler i den grad behjertede omsorgspersoner, der tager sagen i egen hånd og sørger for at få de grupper etableret og få de ramte børn samlet.

Det samme gælder sådan set også skilsmissebørn. Også de har meget at tumle med, og de kan endda være gale på de dumme forældre, der ikke blev sammen. Det kan tabsbørn vanskeligt. Men også for skilsmissebørn er der rundt omkring begyndt at blive etableret samtalegrupper. Dem kan vi i princippet ikke få for mange af. For rigtig mange børn er skilsmissebørn: cirka hver tredje elev i en klasse.

At lade et sorgfyldt barn sidde ensom tilbage og lade det gå for lud og koldt vand, fordi man ikke sanser at bringe børn i samme situation sammen, det er langtfra godt nok. Det skal der gøres noget ved. Og derfor skal Kræftens Bekæmpelses gode initiativ meget gerne bredes ud til hele landet med mange andre professionelle bidragydere. For der sidder mange børn og tørster efter den nyttige hjælp. Cirka 4000 danske børn mister hvert år en mor eller far.