MIN FAR VAR i sine unge år heltidsansat fængelspræst på statsfængslet i Vridsløse. Resten af livet virkede han i Sions Sogn i København også med tjeneste på Øresundshospitalet, der i de første år var tuberkulosehospital, og på Ensomme Gamles Værn.
Som præst ved Sions Kirke besøgte han tillige de sognebørn, der var indlagt rundt omkring på Københavns sygehuse. Meldesystemet virkede ved, at sognets diakonisse underrettede min far, når sognebørn blev indlagt, ligesom min far efter søndagens højmesse af kirkegængere blev orienteret om indlæggelser på ”Blegdammen”, ”Riget” eller ”KH”. Der var ikke dengang så mange faste præstestillinger på hospitalerne, men uanset det, fandt min far altid, at det var hans opgave at besøge syge sognebørn. Jeg er opvokset med den holdning, at de indsatte i fængslerne og de hospitalsindlagte er særligt sårbare grupper, der om nogen har brug for kirken.
Med min baggrund er det ganske enkelt uforståeligt for mig, at regionspolitikere, der har midler til at opføre mammuthospitaler, nærer uvilje mod at indbefatte dels et indviet rum for kristne, dels et rum, hvor andre kan udøve deres religiøse ritualer, i nye sygehuse.
Man kan nok så ofte med Grundtvig påstå, at ”ordet kun helliger huset”, men det ændrer dog ikke på, at der skal være et hus, og et hus, hvor ordet kan høres, og altså få ørenlyd uden konkurrence fra alt mulig larm og uro. Netop derfor bygger kristne kirker og andre religioner andre bedehuse.
I Danmark har vi haft kirker i 1000 år, og religionsneutrale rum kan overhovedet ikke erstatte en kirke for kristne. Alene ordet religionsneutral kan få det til at løbe mig koldt ned ad ryggen ved tanken om den åndløshed og uvidenhed, der behersker dem, der benytter udtrykket.
Kristendom er så sandelig ikke neutral. Kristi forkyndelse var og er ikke neutral. Den var og er et opgør og oprør. Derfor blev Kristus korsfæstet, og derfor betyder korset noget ganske særligt for en kristen, og det kan ikke erstattes af et neutralt rum.
Derfor bør det være helt naturligt, at der i forbindelse med opførelse af nye sygehuse indtænkes både et kirkerum og andre rum til religionsudøvelse beliggende et centralt og roligt sted. Det kan ikke være pengene, der begrunder uviljen. Enhver, der har færdedes i de katolske lande, ved, at også et mindre kapel både er og føles som kirke.
I 2000 år har kristendommen overlevet, og i mere end 1000 år har den været en del af danskerens hverdag, af vor kultur og tænkemåde. Man skal lede længe efter et demokrati, der ikke har kristendommen som sin forudsætning.
Den evangelisk-lutherske kirke er nævnt i Grundloven, men ikke som en statslig konfession, men som den folkekirke, hvor langt størstedelen af den danske befolkning er medlemmer. Medlemmer, der i øvrigt besøger kirken langt oftere end de kristendomsfjendske ynder at fremstille det.
Jamen, i dag er Danmark befolket af muslimer og hinduer, vil nogle sige. Ja, og nogle danskere har været katolikker i 1000 år, og andre har været jøder i Danmark i 300 år, uden at man har krævet af folkekirkens medlemmer, at de skal behandles dårligere end hidtil.
Men nu gør regionspolitikerne det til et problem, at der er hinduer og muslimer i Danmark. Derfor skal medlemmer af folkekirken efter disse sygehuspolitikeres mening behandles ringere, når de er på hospitalet. Begrundelse: lighedstyranni. Men der er ikke lighed (jævnfør Grundloven), og islam og kristendom er ikke det samme. Tro er ikke ét fedt.
Jeg forstår heller ikke lægerne. Er lægerne med alle deres specialer da blevet fuldkommen ude af stand til at betragte mennesket som et hele? Er lægerne blevet så snæversynede, at de kun ser os som en arm eller et ben eller en nyre? Er lægerne da i 2014 helt uvidende om, hvad det åndelige betyder for vores velbefindende og helbredelse? Eller ved lægerne ikke, at der er åndelige behov, der skal dækkes, og som kan have større betydning end en brækket arm? Er vi bare reduceret til undersøgelsesobjekter?
Det enkelte menneske er ikke multireligiøst. For eksempel har en kristen behov for et rum, der er genkendeligt som kirke, og hvor sakramenterne kan forvaltes.
Kirker og bederum samt faciliteter til dem, der forretter gudstjeneste og sjælesorg, bør som en selvfølge indgå som en integreret del af et nyt sygehus. Alt andet er ikke udvikling, men afvikling og udtryk for åndelig nød i Danmark.