Konkurrencestaten må vige for kærligheden

Ældrepleje i Danmark. Omsorg for de ældre. Plejehjem i Danmark. Hænder der viser

Fremover er du ikke længere borger i en kommune. Du er medborger i et fællesskab, som du udvikler sammen med de andre, der bor, lever og arbejder i det samme lokalsamfund. Foto: Finn Byrum/ Denmark / Scanpix

Velfærd er det, vi skaber sammen, og derfor kan vi ikke bruge konkurrencestaten som parameter for udviklingen af velfærden, for den bygger på en forståelse af, at man skal klare sig selv, være sin egen lykkes smed.

Aarhus Kommune vil have mere nærhed og kærlighed på dagsordenen. Blandt andet ved at hjælpe pårørende med at spille en meget større rolle i hverdagen.

Albert Einstein har engang sagt, at man ikke kan løse et problem med samme tænkning som den, der har skabt problemet.

Og derfor undrer det mig, når vores finansminister Bjarne Corydon (S) mener, at konkurrencestaten, vækst og lavere lønninger er svaret på de udfordringer, vi har i kommunerne: Mere pres på økonomien, flere ældre og flere borgere, der har brug for hjælp.

Jeg mener, at vi skal møde det øgede pres på kommunernes økonomi og opgaver med en helt anden tænkning og en ny tilgang. I Aarhus har vi formuleret grundlaget for en ny måde at skabe velfærd på. Det har vi lagt frem i debatoplægget ”Kærlig kommune”, hvor vi præsenterer den tænkning og de erfaringer, der ligger bag udviklingen af en kærlig kommune. Og vores vej er: mere sjæl og mindre kommune realiseret gennem de tre spor: frihed, lighed og kærlighed.

I frihedssporet arbejder vi med at skabe rammerne for, at borgerne trods sygdom og handicap kan leve uafhæng-igt af vores arbejdsrytmer og i det hele taget have kontrollen i deres eget liv. Det kan være gennem frihedsteknologi, gennem hjælpemidler eller med træning. Redskabet finder borgeren selv sammen med os. Og målet er, som Leif på 67, der selv har sit hjem fuld af frihedsteknologi, formulerer det: ”Det betyder alt for mig, at jeg kan så meget som muligt selv.”

I LIGHEDSSPORET handler det om at lukke gabet i den sociale ulighed, som gør, at man statistisk set har risiko for at dø fem år tidligere end andre, hvis man bor det ”forkerte” sted eller ikke har en lang skoleuddannelse. Og generelt lever vi sundere og længere, lige bortset fra ”de fattige” (lavindkomstgruppen), som ikke har rykket sig en tøddel de seneste 30 år.

Det kan vi gøre meget bedre. For at lykkes med det skal vi tænke radikalt anderledes. Med sundhedsministerens ord skal vi ”behandle folk forskelligt for at behandle dem lige”. Og det skal vi tage helt bogstaveligt. Vi skal give folk den hjælp, de skal have.

Det kan være gennem juridiske bisiddere. Det kan være gennem netværk, og det kan være gennem andre former for hjælp, der understøtter deres mulighed for at være i øjenhøjde med de professionelle sagsbehandlere, de møder i vores systemer. Vi skal simpelthen holde op med at møde folk som ”system” mod borger, og i stedet skal vi spille en rolle som brobyggere til et netværk, der kan styrke den enkeltes handlekraft.

Sidst men ikke mindst skal vi have mere nærhed og kærlighed. Vores mål er at afskaffe betalte relationer og give mulighed for, at de kan erstattes med ægte venskaber. Det kan være gennem ældrecenteret eller hjemme hos folk selv. Det kan være gennem besøgsvenner, og det kan være ved at hjælpe pårørende og netværket med at få en meget større rolle i hverdagen.

Det gør vi ved at hjælpe de pårørende og netværket omkring den syge med mere viden, rådgivning og støtte. Vores rolle er at gøre det, som vi er gode til: skabe rammer.

Et andet eksempel er vores ”spisevenner”, hvor vi har koblet 400 ældre, ensomme mennesker i spisegrupper, og på den måde skabt grobund og muligheder for nye relationer og socialt samvær. For vi ved, at ensomhed er en kæmpe dræber, hvad enten man er gammel eller ung.

Målt på sundhedsparameteret, svarer det til at ryge 15 smøger om dagen, ligesom selvmordsraten er markant højere blandt mennesker, der bor alene. Så det er virkelig et område, der er værd at udvikle og skabe vækst i. Og det gør vi ved at støtte menneskers mulighed for at udvikle relationer, venskaber, kærlighed. Vores rolle er at være medskabere til, at det sker.

Perspektivet er, at vi skal gå hele vejen: Fremover er du ikke længere borger i en kommune. Du er medborger i et fællesskab, som du udvikler sammen med de andre, der bor, lever og arbejder i det samme lokalsamfund. Og hvad nu, hvis vi afskaffer titlen ”medarbejder” og erstatter den med ”medskaber”?

Sådan at det bliver klart, at opgaven som ansat i en kommune er at skabe det miljø og de rammer, som giver alle mulighed for at leve frit og på egne præmisser uanset handicap og alder.

For velfærd er det, vi skaber sammen, og derfor kan vi ikke bruge konkurrencestaten som parameter for udviklingen af velfærden, for den bygger på en forståelse af, at man skal klare sig selv, være sin egen lykkes smed.

Den overser den vigtigste ressource af alle: den værdi, der ligger i at være noget for nogen og omvendt. Eller som den meget gamle dame sagde, da min nabo bød hende op til dans på ældrecenteret: ”Uha jeg danser gerne. Bare ikke så vildt. Mere.”