FOR NYLIG FASTSLOG en rapport, at 75 procent af alle religiøst forfulgte mennesker i verden i dag er kristne (Society for Human Rights).
De kristne udsættes for tortur, fængselsstraffe, bortførelser, voldtægter og mord. Og deres kirker brændes. Det og meget mere udsættes de kristne for i for eksempel Nordkorea, Saudi-Arabien, Somalia, Sudan og Irak.
Organisationen Open Doors (Åbne Døre), fortæller således, at bare i de sidste fem år er titusinder af kristne blevet myrdet. 200 millioner kristne bliver diskrimineret. 100 millioner bliver udsat for grove forfølgelser.
En helt konkret historie kunne læses i Kristeligt Dagblad den 4. juni. En 27-årig kvinde i Sudan blev dødsdømt, fordi hun konverterede til kristendom. Da hun i 2011 giftede sig med en kristen mand, fik hun 100 piskeslag som straf for det. Men nu venter hun altså i fængslet på sin dødsdom. Hun fødte for en uge siden en datter i fængslet og foruden det, har hun en søn.
Når man læser om en sådan sag, kan man ikke lade være med at tænke på situationen, hvor nogle tegninger satte imamer i Danmark og hele Mellemøsten i brand, mens en kvinde, som er dødsdømt på grund af sin kristne tro, ikke fylder ret meget i medierne i Danmark. Hvorfor fokuserer vi så lidt på de kristne, som er forfulgte?
En sag med forfølgelse af en anden minoritet fyldte på en helt anden måde rigtig meget i danske medier for ikke så længe siden.
Det drejede sig om lovgivning vedrørende homoseksuelle i Uganda. Den danske udviklingsminister truede med at tilbageholde dansk udviklingshjælp, hvis man vedtog den påtænkte lovgivning vedrørende denne minoritet i Uganda.
Den samme trussel har man ikke hørt i forbindelse med forfølgelse af kristne i rigtig mange lande.
Den 27. februar var der et åbent samråd i Folketinget, hvor udenrigsministeren fik stillet spørgsmålet: ”Ministeren bedes i et åbent samråd redegøre for regeringens holdning til forfølgelse af kristne rundt om i verden og særligt i Nordafrika og Mellemøsten. Herunder bedes ministeren redegøre for, hvilke konkrete initiativer regeringen vil tage bilateralt såvel som i regi af EU og FN for at imødegå forfølgelsen af kristne og andre religiøse mindretal.”
Resultatet af dette samråd og de følgende overvejelser blev, at der blev skrevet en orientering om, at med alt det, der allerede gøres i forbindelse med en ”fælles EU-indsats i FN-regi, ses der ikke behov for yderligere strategier”.
Jeg ved ikke, om det er et etisk problem, et politisk problem eller et religiøst problem. I hvert fald synes jeg, det er værd at se på denne sag med al den etik, man kan opbyde. For hvorfor ses der så forskelligt på forfølgelse af forskellige minoriteter? Når én minoritet bliver forfulgt, truer man med bål og brand. Når en anden minoritet bliver forfulgt, så overvejer man sagen i flere måneder og ender med at sige, at ”der ikke er behov for yderligere strategier”.
Etisk set mener jeg, at vi har et problem. Når vi tænker på menneskerettigheder. For menneskerettigheder gælder vel alle mennesker og alle minoriteter?
Og når vi tænker på de friheder og heriblandt religionsfrihed, som vi for nylig på Grundlovsdag priste (med rette) i høje toner, så fatter jeg ikke, at man bare kan trække på skulderen og sige, at ”der ikke er behov for yderligere strategier”.