Er naturen vores kulisse eller ophav? En eksistentiel refleksion

Siden den industrielle revolutions begyndelse i sidste halvdel af det 19. århundrede har vi som kultur og land i stigende grad ikke alene betragtet naturen som forarbejdningsgenstand for vores produktionsvirksomheder. Men vi har ulykkeligvis også ført teorien til handling og udnyttet naturen, skriver sognepræst Henrik Bang-Møller

Naturen er hverken ond eller god i moralsk forstand. Men den er éntydig god på dén måde, at den er Guds eller naturens egen iboende krafts (for at få ateisterne med) generøse kilde til kroppens ernæring og derfor også langt hen ad vejen fysiske og psykiske velbefindende og trivsel, skriver præst
Naturen er hverken ond eller god i moralsk forstand. Men den er éntydig god på dén måde, at den er Guds eller naturens egen iboende krafts (for at få ateisterne med) generøse kilde til kroppens ernæring og derfor også langt hen ad vejen fysiske og psykiske velbefindende og trivsel, skriver præst. Foto: Jørgen Schytte.

HVOR I GRUNDEN UHOLDBAR vores levevis er blevet i det højteknologiske informationssamfund bliver ikke mindst tydeligt, når den for alvor konfronteres med naturen.

Ganske vist lever de fleste af os som byboere med ringe eller slet ingen kontakt til naturen. Direkte afhængig af den er vi i hvert fald ikke. Alligevel er det ikke for meget sagt, at vi er blevet fremmedgjorte over for naturen. Den keder os.

Siden den industrielle revolutions begyndelse i sidste halvdel af det 19. århundrede har vi som kultur og land i stigende grad ikke alene betragtet naturen som forarbejdningsgenstand for vores produktionsvirksomheder. Men vi har ulykkeligvis også ført teorien til handling og udnyttet naturen i et omfang og på en måde, der ikke svarer til hverken os selv eller til de betingelser, hvorunder naturen selv trives og opretholder sig selv.

For vi er selv natur. I os foregår biologiske processer, som også foregår i naturen uden for os selv. Med vores krop er vi indlejret i en natur, som vi symbiotisk virker i skønneste samdrægtighed med. Som udgangspunkt i hvert fald.

NATUREN ER hverken ond eller god i moralsk forstand. Men den er éntydig god på dén måde, at den er Guds eller naturens egen iboende krafts (for at få ateisterne med) generøse kilde til kroppens ernæring og derfor også langt hen ad vejen fysiske og psykiske velbefindende og trivsel.

Der er følgelig også naturlige grænser for, hvor meget vi kan manipulere med naturen uden at ødelægge livet for os selv og andre. Nogle af de manipulationer, vi udsætter naturen for på vores breddegrader, kan have vidtrækkende konsekvenser for mennesker, der bor langt væk fra os. Forurening af natur og atmosfære kender ingen grænser, men påfører andre end os selv skade.

Jo længere fra naturen vores levevis således bevæger sig, desto mere bliver vi fremmedgjorte for vores egen natur og for, hvor dybt sammenvævet vi er med naturen i det hele taget. Afstand til naturen er afstand til os selv. Med vores levevis forsøger vi at omforme naturen i vores eget selvlavede billede. Men naturen har sin måde at protestere på. Af og til langsomt, nogle gange med frygtindgyende kraft og øjeblikkelig virkning.

Når vi følgelig i skabelsesberetningen i Det Gamle Testamente læser, hvordan Gud efter hver dags skabelse slutter med at konstatere, at det var godt, så kan vi i lyset af menneskets synd og overgreb på både natur og mennesker forstå det som: godt nok. Gud skabte verden og naturen god nok til os. Egentlig behøver vi ikke mere. Vi havde alt, hvad vi behøvede.

Men for mennesket var det ikke godt nok. End ikke Gud var god nok. Ikke alene ville mennesket være medskaber, han ville sætte sig i skaberens sted. Han tiltog sig skaberens magt og evne og gjorde, som det passede ham.

Den evne og mulighed, som Gud gav mennesket i Edens have, var en evne og mulighed, som han ville have, vi skulle bruge på at tilbede, tjene og elske ham på samme måde, som fuglen kvidrer sin taknemmelighed og frimodighed ud i lydighed mod sin skaber.

VERDEN ER EN ENHED. Og den er kun givet én gang. Der findes ikke en virkelighed for naturen og en virkelighed for os mennesker. Vi er flettet ind i hinanden på sindrige måder, som vi først for alvor opdager omfanget af, når vi bevæger os på kanten af vores egen natur og dér, hvor ødelæggelsen kan være uoprettelig.

Naturen er fra Guds hånd underkastet lovmæssigheder, vi som mennesker ikke uden videre kan unddrage os uden derved i grunden også at unddrage os selv som naturvæsener. Men både Gud og naturen finder altid en udvej.

Læser vi i de mange digte eller salmer, som er skrevet op gennem historien, er det rent ud sagt påfaldende, i hvor høj grad de næsten alle tager deres udgangspunkt i naturen og dens kredsløb. Det gælder ikke mindst i foråret og i høsttiden.

Også kirkeåret har siden dets begyndelse i oldkirken været koncentreret omkring naturens gang og navnlig menneskers dybe afhængighed af naturen og dens luner. Derved lå der i både vores hedenske og kristne kultur en ofte uudtalt, men selvfølgelig anerkendelse af, hvor intimt forbundet vi var med naturen. Både direkte og indirekte.

Naturen er Guds gave. Dens afgrøder og vegetation er en Guds generøse velsignelse til alle mennesker. På samme måde som den iltholdige luft, vi trækker dybt ned i vores lunger, og det lys, som oplyser verden, naturen og andre mennesker og giver alting vækst sammen med den regn, som vinden blæser ind over land, så afgrøderne kan vokse. Og vi kan blive våde.

FINDES DER noget skønnere end at stå i en skov omsluttet af de grønne grene, mens vinden suser gennem trækronerne, og man mærker naturen helt ind til kroppen? Eller når man lægger sig på en stor mark med højt, tørt græs og stirrer op i den blå himmel, mens stæren slår sin karakteristiske trille? Eller smagen af nye, små kartofler direkte fra jordens skød? Purløgene på tomatmaden, den varme hyldebærsuppe ned gennem den forkølede krop?

Alt sammen og mere til var godt nok, sådan som Gud skabte det. Til os!

Alligevel bevægede mennesket sig ud til kanten og overskred den! Spiste også af den forbudne frugt og blev dernæst som Gud til at kende forskel på godt og ondt. Men kunne i modsætning til Gud slet ikke finde ud af at navigere mellem dem.

Smagen af naturen fik en kraftig og stadigt stærkere bismag af synd og død, så vi ulykkeligvis ikke længere kan indgå problemfrit i naturens kredsløb uden at frygte dens død, der trækker os længere og længere ned i fortvivlelsen og udsigtsløsheden og prisgiver os os selv. Og naturen bliver vores fjende, fordi den til sidst ikke alene forkynder, men afstedkommer vores død.