RIGDOM HAR til alle tider, oven i så mange andre nydelser og herligheder, skænket indehaverne frihed. For os andre nogle og halvfems procent er blot en lille bid af den noget ganske nyt.
Vi skulle her i landet frem til slutningen af 1700-tallet, før nogen rigtig tænkte på at give enhver, selv bønder, mulighed for ikke alene at bestemme over sig selv, men også for at få indført et ord i statsanliggender.
Så gik det til gengæld stærkt vi fik en demokratisk forfatning med borgerlige rettigheder, og allerede i begyndelsen af 1900-tallet kunne de gøres gældende også for kvinder og tjenestefolk.
Omkring 1960 eksploderer frigørelsen så i dagliglivet. I kraft af den endelige industrialisering og den dermed voldsomt forøgede velstand opnåede enhver i stor hast et personligt råderum, som kunne minde lidt om det, de rige og mægtige altid har haft.
Lige med ét kunne den lille mand, som man hidtil havde kaldt ham, købe en grund, bygge sig et hus med have og eget bad, anskaffe en bil og efter en pludselig søndagsindskydelse køre til havet med familien og i ferien en tur til Norge eller til Harzen.
Og friheden smagte både ham og konen, for slet ikke at tale om deres børn. De ville straks have mere, og der var ikke blot råd til meget mere, der var faktisk ikke råd til andet: den nye, dynamiske samfundsøkonomi havde brug for opbrud og for nedbrydning af endnu herskende, middelalderlige magtstrukturer. Der skulle gøres op med det autoritære patriarkat, og det blev der i den offentlige administration, i organisationerne, på arbejdspladserne og i familierne.
Kvinderne fik for første gang i årtusinder reel myndighed over deres eget liv. Penge mellem egne hænder, bevægelsesfrihed, uddannelsesmuligheder. Det satte mere end noget andet fart på en samfundsomvæltning, som vi nu står midt i, og som allersenest i 2060 vil have formet et radikalt og grundlæggende anderledes samfundsliv, end det vi kendte, da jeg i 1960 blev konfirmeret. En virkelig ny, hidtil uset verdensorden.
SÅ VIDT, SÅ GODT. Så nærmest ufattelig og eventyrligt godt. Hvis altså, må man alligevel mumle, ja, hvis altså ikke vi undervejs taber alt for meget af den frihed, der var og er betingelsen for hele miraklet. Hvis ikke den bliver taget fra os, spillet os af hænde, hvis ikke vi selv mister smagen for den, sulten efter den og fryden over den og sætter den over styr.
Men hvem skulle nu ville tage al den frihed fra os igen? Det vil det samme økonomiske maskineri, som havde den som sin forudsætning for at blive så overvældende magtfuldt som nogen mytisk konge. Maskineriet har fortsat brug for uafhængige og selvstændige individer, for den enkeltes frie, påhitsomme initiativ, men det har samtidig brug for, at vi alle sammen sætter alle vores kræfter ind på dets stadige vækst.
Vi skal i den ene ende føde det med en god portion af vores liv og i den anden rage til os af, hvad det efterlader sig af dingenoter, og derpå få dem anbragt i den rette skraldedynge.
Således sidder vi en fælde, som intet diktatur har kunnet konstruere så lumsk: Vi véd, at den frihed, vi har vundet, er baseret på vækstøkonomien; vi må derfor forblive dens trælle; selvbestemmelsen kræver underkastelse.
Skulle nogen af os alligevel vove at rokke med ørerne og måske hævde, at den frihed, vi har kæmpet for, er en prægtig illusion, og at vi nu har i sinde at blive virkeligt frie og ikke bare gøre, hvad vi menes at have lyst til, men hvad vi selv mener, er rigtigt ja, så har det verdensomspændende kapitalmaskineri en hær af ansatte til at holde os på plads i buret. Titusinder menes at blive betalt for at afrette vore politikere alene i Bruxelles, og hundredtusinder andre eksercerer os alle fra morgen til aften, så vi kan blive endnu mere effektive forbrugere.
Og vi er i sagens natur ikke bare medgørlige, vi er parate til at gøre deres arbejde færdigt. Endegyldigt tæmme os selv. Vi kan nemlig ligesom få for meget af den frihed, vi ellers har ønsket at tage rigeligt for os af, som ved en overdådig buffet.
Vi får det dårligt med den, hjertesmerter følger efter, fortrydelse, tvivl og angst. Vi kan så, helt frit naturligvis, vælge at standardisere os så massivt, som da vi under fattigdommen og fædremagterne var tvunget til det. Vi opfører og indretter os, spiser og klæder os herefter, som det for tiden og på stedet regnes for korrekt. Og hvad bør man for resten læse? Noget fra en bestsellerliste.
Drømmen om en sand og varig frihed vil uden tvivl leve videre i nogle af os, i mange, måske i os alle. Skal vi virkeliggøre den, må vi nok allerførst vænne os til tanken om, at vi samtidig må give afkald.
På en hel del af luksuslivet i hvert fald, og på meget af trygheden ved andres accept. Til syvende og sidst på det umulige: os selv.