JEG VED IKKE, HVAD DER ER VÆRST. At blive kaldt udemokratisk af Malene Borst Hansen (R) eller en militant flertalsdespot af Birthe Rønn Hornbech (V)?
Hvis Malene Borst Hansen eller Birthe Rønn Hornbech føler behov for at træde på præster, som inderligt søger at være præster efter Vorherres anvisninger, et menighedsråd, som har grundet længe og seriøst over sine beslutninger, og hundredvis af aktive i menigheden i Kristkirken i Kolding, så kommer vi også over det.
De seneste 10 år er kirkegangen i Kristkirken vokset med 50 procent, så vi i dag har 13.000 årlige deltagere ved vores gudstjenester og ubetinget den bedste kirkegang i Kolding. Så mon ikke vi gør et eller andet rigtigt? Men politikernes argumenter klinger nu alligevel noget hult.
Den dag, Malene Borst Hansen og Birthe Rønn Hornbech fremfører samme kritik af et grundtvigsk sindet menighedsråd, som besætter præstestilling nummer to eller tre med endnu en grundtvigsk sindet præst uden at tage hensyn til de folk i sognet, som ønskede en præst med et mere klassisk, konservativt syn på præstegerningen, så kan jeg tage argumentet seriøst.
Eller endnu bedre: Den dag, Malene Borst Hansen i demokratiets navn eller Birthe Rønn Hornbech i mindretalsbeskyttelsens navn går imod deres egen overbevisning og deres politiske partier for at træffe beslutninger, de end ikke selv er enige i, så kan jeg tage argumentet seriøst.
Nej, så har jeg langt mere respekt for de forældre, som har truffet et aktivt valg på deres børns vegne vedrørende konfirmandundervisning. Hvis jeg boede i et sogn, hvor præsten eller præsterne havde en liberal tilgang til Bibelens beretninger, så havde jeg gjort det samme med mine børn.
Jeg forventer, at mine børn ved deres konfirmandundervisning møder en undervisning, som fortæller, at beretningen om Noas ark og Moses ved Det Røde Hav er virkelige historiske begivenheder. Som fortæller, at Jesus blev født af en jomfru og efter sin død opstod fysisk af graven igen. Hvis præsten ikke vil fortælle mine børn det, så ville jeg finde en anden præst til konfirmandundervisningen.
Med denne begrundelse er der også forældre fra andre sogne, som vælger Kristkirken til for at få deres børn konfirmeret hos os.
Det undrer mig dog, at ingen af de konfirmandforældre, som har valgt en præst i et andet sogn til at undervise deres børn, har spurgt til, hvilken undervisning de ville modtage af Kristkirkens præster. Hvis de havde spurgt, ville de vide, at præsterne ved Kristkirken gør sig umage for også at fortælle konfirmanderne, at der i den danske folkekirke findes andre opfattelser af Bibelens centrale beretninger.
Og det undrer mig, at der pludselig er modstand mod undervisningen i Kristkirken. Det har været præster med et klassisk konservativt syn på Bibelen, som har varetaget konfirmandundervisningen i Kristkirken de seneste seks år. Da vi havde en præst med et andet teologisk ståsted, underviste han efter eget ønske ikke konfirmander. Og mig bekendt har der kun været ros til overs for vores præster fra konfirmander og forældre.
Jeg håber ikke, at fravalget af Kristkirken skyldes fordomme og politikeres lyst til at pege fingre ad Kristkirken, for det ville jo være intolerance. Men intolerant skal man ikke beskylde andre for at være, før man har undersøgt deres bevæggrunde.