JEG HAR I DE SENESTE par uger haft den store nydelse at være i New York under fodbold-VM. Den idé, at amerikanerne ikke gider fodbold, er blevet gjort til skamme her, hvor storbyens mange samfund af forskellige nationaliteter har gjort begivenheden til en fest.
I New York har jeg haft de mest fantastiske fodboldoplevelser omgivet af mad, drikke og mennesker fra hele verden. Jeg har set Sydkorea mod Rusland på koreansk restaurant i Queens, hvor jeg efter jeg forsikrede dem om, at jeg ikke var russer blev modtaget med åbne arme og fik gratis øl, da Sydkorea scorede.
Jeg har set Japan mod Grækenland på sake-bar i East Village omgivet af en herligt bramfri japansk mama-san og en flok tatoverede hipsters med dårlig kontrol over spisepindene. Jeg har set bygningsarbejdere stoppe alt i timevis for at se en kamp igennem en restaurants åbne vinduer. Og jeg har siddet på ølbar i Brooklyn omgivet af unge og gamle, sorte og hvide, mænd og kvinder, ”white og blue collar” naboer i smeltediglen, der alle heppede på USA i kampen mod Ghana.
DET HAR VÆRET EN GAVE ikke at være i Danmark, og det har været en gave, at Danmark ikke kvalificerede sig. Jeg har bare kunnet nyde de gode kampe og de glade og fredelige fans uden fordomme.
Det slår mig, at den holddyrkelse, der følger med fodbold-VM, er en form for rendyrket og forståelig nationalisme, der opstår af personlige minder og oplevelser.
Jeg har selv klare minder fra mit første fodbold-VM i 1986, hvor jeg så åbningskampen på hyttetur i første klasse. Jeg husker EM i 1992, hvor jeg var på Roskilde Festival. Og jeg husker flere nederlag, end jeg ønsker at opremse her.
Rigtig mange af New Yorks nationale minoriteter, hvad enten de har boet i USA i tre generationer eller tre uger, hepper på ”the old country” (det gamle land), hvor det så end er i verden. Ligesom jeg kan de sikkert huske de vigtige kampe helt fra de var børn, kampe de har set med deres familie eller venner. De kan huske smertelige nederlag og lykkelige sejre, der blev delt i et fællesskab baseret på det hold det land de hepper på.
PÅ OVERFLADEN giver nationalisme ikke mening. Hvorfor støtte det land, du tilfældigvis er født i? Du havde jo intet valg! Men når det kommer til fodbold-VM, giver det rigtig meget mening. Det betyder noget, fordi ens støtte til et land og dets fodboldhold er dybt forankret i personlige relationer, minder og følelser.
Jeg tror, at den nationalisme, som mange af Europas populære nationalistiske partier inklusive Dansk Folkeparti står for, ofte er lige så personlig. Dansk Folkepartis succes handler i stor grad om deres evne til at appellere til dybe, personlige følelser og forklæde dem som politik.
Det er ikke et tilfælde, at ting som frikadeller og juletræer ender som mærkesager for et parti som Dansk Folkeparti. De fleste danskere har enormt varme og dyrebare minder forbundet med både frikadeller og juletræer. Minder om barndom, familie og lykke. Men vi er nødt til at være åbne omkring, at det er det, de er: personlige minder.
Nationalisme giver ikke mening som politisk ideologi. Det er i bund og grund en appel til dybe og personlige følelser, der indsættes i et mere eller mindre tilfældigt nationalt regi. At EU-Parlamentsvalget gjorde Dansk Folkeparti til Danmarks største parti stemmemæssigt, ændrer ikke dette faktum.
Indtil Dansk Folkeparti er i stand til bedre at redegøre for, hvorfor nationalisme har en plads i politik, er vi bedre tjent med at give den plads der, hvor den giver mening i fodbold-VM.