Barndommens gade er flyttet på institution

Nutidens gader er tomme. Børnene er borte, for de er i daginstitutioner, og begge forældre er på arbejde. Det er en skam, for barndommens gade var tidligere en slags livets skole, hvor børnene mødte mange forskellige typer mennesker og udfordringer, skriver kirkeværge og foredragsholder

Det har været særdeles værdifuldt at vokse op i et miljø med alle aldersgrupper og med så mange forskellige typer mennesker. Det var ikke blot vore forældre, der formede vor opdragelse og vore holdninger. Det medvirkede gadens beboere også til, og gaden fungerede som livets skole for os, skriver læser
Det har været særdeles værdifuldt at vokse op i et miljø med alle aldersgrupper og med så mange forskellige typer mennesker. Det var ikke blot vore forældre, der formede vor opdragelse og vore holdninger. Det medvirkede gadens beboere også til, og gaden fungerede som livets skole for os, skriver læser.

BARNDOMMENS GADE var tidligere en slags livets skole, hvor børnene mødte mange forskellige typer mennesker og udfordringer. Nutidens gader er tomme. Børnene er borte, for de er i daginstitutioner, og begge forældre er på arbejde. De gamle er for en stor dels vedkommende placeret i ældreboliger eller på plejehjem. Mange mennesker lever isoleret og kender knap nok naboerne.

Sådan var det ikke i min barndoms gade, Østergade i Brovst, og jeg husker endnu, hvem der boede i de forskellige huse. Der var alle aldersgrupper. Vi hjalp de gamle med at bære tørv ind om efteråret og gå ærinder for dem, og vi var vidner til deres glæder og sorger.

I byen var der tre kirker, tre søndagsskoler og tre spejderkorps, og i Østergade lå missionshuset, hvor jeg gik i søndagsskole. De grundtvigske bevægelser fra Mors og Vester Han Herred nåede aldrig til Brovst, hvor der heller ikke blev et forsamlingshus, men der var et rigt kirkeligt liv, men lukket omkring missionshuset, baptistkirken og Missionsforbundets kirke.

Begge vore naboer tilhørte Indre Mission, nogle af genboerne var baptister, og andre var medlemmer af Missionsforbundet. Når vi besøgte naboerne, var det en selvfølge, at vi deltog i bordbønnen, inden vi spiste.

Gadens beboere kom godt ud af det sammen, selvom de havde forskellige ståsteder. Min erfaring fra denne gade har bevirket, at jeg er meget interesseret i mellemkirkeligt samarbejde. Blandt andet var jeg dansk delegeret ved Kirkernes Verdensråds kongres i Potsdam i Tyskland.

JEG BEKLAGER OGSÅ, at forfatteren og kommunisten Hans Kirk har haft held til at tegne et så ensidigt og negativt billede af Indre Mission med romanen og filmen ”Fiskerne”. Dette billede kan jeg ikke genkende, for jeg har stor respekt for de gode mennesker i Østergade, der tilhørte Indre Mission. De skabte nogle gode og trygge hjem.

Den største intolerance har jeg faktisk mødt i såkaldt grundtvigske kredse, specielt over for Indre Mission, selvom den faste kerne af kirkegængerne i folkekirken udgøres af missionsfolk eller deres efterkommere.

I 10 år, fra 1988 til 1998, var jeg folketingskandidat ved fire valg for Venstre. Tre dage før det ene af valgene advarede den grundtvigske præst ved Klosterkirken i Aalborg, Henning Thrane, i et læserbrev i Nordjyske Stiftstidende vælgerne mod at stemme på mig med den ene begrundelse, at jeg gik ind for mellemkirkeligt samarbejde!

Skråt over for os boede en gammel kone, der hed Andrea. Huset hed ”Deodata” eller Guds gaver. Jeg kan se hende for mig endnu. Hun havde gråt, tilbagestrøget hår med midterskilning og en knold i nakken. Hendes sorte skørt gik til jorden, og hun bar et sjal over skulderen. Hun gik med uindfattede briller, hendes stemme var meget hæs, og hænderne var barkede og krogede. Desuden gik hun barfodet hele sommeren.

Andrea var et fromt og ejegodt menneske, og hun tilhørte Indre Mission. Hun havde den flotteste have i Østergade. Andrea var også den eneste, der havde vindruer. I årene efter besættelsen var vindruer en sjældenhed, der kun kom frem til jul i store tønder med savsmuld. Så vi kravlede over havemuren og stjal hendes vindruer. Det opdagede Andrea imidlertid: men i stedet for at skælde os ud repeterede hun De Ti Bud for os. Dét sved og blev husket!

Når hun havde fødselsdag, kom gadens damer og gjorde huset rent, og så blev der holdt fødselsdag med boller og fødselsdagskrans.

Andrea havde to små stuer, hvor der i den inderste stod en stor væv, der fyldte hele stuen. På den kunne hun med sine krogede fingre væve de flotteste duge, som kunderne blev skrevet på venteliste for at få, ligesom hun fik besøg fra Nationalmuseet, der ville vide, hvad de forskellige detaljer på væven og arbejdsgangene hed.

Andrea var ikke kunstner , men hun var det sidste led i en ældgammel tradition på landet, hvor man lærte at væve. Hun var et rankt og selvstændigt menneske, der ville klare sig selv.

Det har været særdeles værdifuldt at vokse op i et miljø med alle aldersgrupper og med så mange forskellige typer mennesker. Det var ikke blot vore forældre, der formede vor opdragelse og vore holdninger. Det medvirkede gadens beboere også til, og gaden fungerede som livets skole for os.