Med menneskets natur er en verden uden religioner næppe en forbedring

En kendsgerning er det, at mennesker til alle tider og steder har haft en forestilling om, at der er noget, der er større end dem selv. Enten er der en større magt, eller også har mennesket brug for at støtte sig til en større magt for at kunne klare at leve, skriver Marianne Bitsch

Når vi sammen efter prædiken takker Gud og sender en bøn om at være nær hos folk i nød, ofre for krig og naturkatastrofer, om at være hos de undertrykte, hos dem, der lider, og hos dem, der har mistet, og hos vores syge nabo med, ja, så bliver der ikke sået kim til grusomhed hverken hos mig eller de øvrige kirkegængere, skriver læser. Modelfoto
Når vi sammen efter prædiken takker Gud og sender en bøn om at være nær hos folk i nød, ofre for krig og naturkatastrofer, om at være hos de undertrykte, hos dem, der lider, og hos dem, der har mistet, og hos vores syge nabo med, ja, så bliver der ikke sået kim til grusomhed hverken hos mig eller de øvrige kirkegængere, skriver læser. Modelfoto.

HVORDAN VILLE VERDEN SE UD uden religioner? Det spørgsmål melder sig naturligt, når man læser talsmanden for Ateistisk Selskab, Anders Stjernholms, debatindlæg i Kristeligt Dagblad den 28. juni.

”Vi vil gerne bruge enhver lejlighed til at vise verden, hvilke skadevirkninger religionerne har,” skriver Stjernholm. Hvad forestiller Ateistisk Selskab sig? Ville der ikke være kvindeundertrykkelse eller undertrykkelse af andres seksualitet, hvis der ikke fandtes religioner? Ville man leve i fred og fordragelighed i Mellemøsten, hvis der ikke var jøder, kristne og muslimer? Ville der ikke være sket grusomheder i Belfast i Nordirland? Var det religionen eller piloten, der fløj ind i World Trade Center? Hvilken grusomhed har religionerne udført alene uden menneskers indblanding?

En kendsgerning er det, at mennesker til alle tider og steder har haft en forestilling om, at der er noget, der er større end dem selv.

Det giver stof til eftertanke, og jeg ser kun to muligheder. Enten er der en større magt, eller også har mennesket brug for at støtte sig til en større magt for at kunne klare at leve. Ellers ville mennesket ikke have brugt så mange ressourcer på det åndelige i en verden og på en tid, hvor det basalt handlede om overlevelse og udbredelse af arten.

Og udbredelse af arten er vel det, hele naturen handler om. Der er en evig kamp mellem ukrudtsfrøet og blomsterfrøet om, hvem der skal udnytte stedets knappe ressourcer og få mulighed for at udbrede sin art. Der udkæmpes krige hver eneste dag i græsplænen.

MIN PÅSTAND ER, at vores trang til at kæmpe om magt, ære og rigdom er noget, vi har med os op gennem evolutionen, og vi bliver nødt til at vedkende os, at den drift ligger i menneskets natur. Hvis vi tror, at det er religionernes skyld, tager vi farlige skyklapper på.

Men jeg er enig med Anders Stjernholm i, at det er forkert at kalde ateismen for en parasit på religionerne. Det vil nok også være forkert at kalde den for en religion, men som religioner er ateismen en tro.

Jeg er medlem af den danske folkekirke, og jeg er døbt og konfirmeret. Min tro bygger som de fleste andre folkekirkemedlemmers tro på min barnelærdom. Derefter var der ingen omkring mig, der talte med mig om tro.

Det gør det lidt svært at forholde sig til for voksne. For der sidder jo ikke en gammel mand med et langt hvidt skæg oppe på skyen, og hvad er det for noget med Helligånden? Når man har først har kæmpet med tyske verber, er det svært at tro på, at alle pludselig kunne forstå hinanden. Det kunne være fristende og let at skyde det hen som gammel overtro.

Trosspørgsmål har ikke fyldt ret meget i mit liv, men jeg har dog aldrig været i tvivl om, hvor jeg skulle henvende mig, når jorden for alvor skred under mig. Ikke fordi jeg forventede og krævede, at det onde så ville gå væk, men fordi jeg ikke ville kunne klare det alene. Min interesse for tro og trosspørgsmål er for alvor først blevet vakt, da jeg for nogle år siden begyndte jævnligt at komme i den lokale kirke som afløser for kirkesangeren. Jeg er nok hverken blevet mere eller mindre troende af den grund, men jeg er blevet bevidst om, at der ligger en indsigt og visdom og venter på mig.

En ting er helt sikker: Når vi sammen efter prædiken takker Gud og sender en bøn om at være nær hos folk i nød, ofre for krig og naturkatastrofer, om at være hos de undertrykte, hos dem, der lider, og hos dem, der har mistet, og hos vores syge nabo med, ja, så bliver der ikke sået kim til grusomhed hverken hos mig eller de øvrige kirkegængere. Jeg takker for, at jeg kan gå fra kirken som et frit menneske.