DET HAR LIGE VÆRET PINSE med beretningen om Helligånden, der sætter sig som tunger af ild på de forsamlede disciple (Apostlenes Gerninger ) med Grundtvig: ”Pinsedag, da Guds ånd kom herned,/ da nedsteg Guds kraft til vor skrøbelighed (Salmebogen nr. 74, vers 3).
Første linje resumerer beretningen, anden linje forklarer den og gør det med en sådan poetisk prægnans, at ordene lejrer sig som uopslidelig bagage i sindet.
”Skrøbelighed”, grundvilkåret at vi befinder os lige på kanten, hvor det kan tippe.
Hold fastere omkring mig
med dine runde Arme;
hold fast, imens dit Hjerte
endnu har Blod og Varme.
Om lidt, saa er vi skilt ad,
som Bærrene paa Hækken;
om lidt, er vi forsvundne,
som Boblerne i Bækken.
Sådan hedder det hos Emil Aarestrup. Hjerteskærende tabet og døden lige der om hjørnet. ”Det skabtes vaklen” (Søren Ulrik Thomsen). Skrøbeligheden.
I min alder mindes man så rigeligt om det. Og hver dag indser man tydeligere, at sådan har det jo altid været blot tog man kræfter og energi for givet i de mange velmagtsår. Det meste af livet lever de fleste af os i lykkelig glemsel med modet og håbet som selvfølgeligheder.
Og Gud ske lov for det, for det er det, der får millioner, ja, milliarder af mennesker til hver dag at gøre deres for, at verden ikke bliver et værre og ondere sted at være, end den er i forvejen. De trodser truslen fra den latente skrøbelighed, fra lidelse, tab og død. De er ”Herrens medarbejdere” på skabelsens opretholdelse (på teologilatin: cooperatores Dei). Hvor får de vi det fra, denne trods?
Det er så ”ærgerligt”, sagde Margrete Auken, da hun begravede sin bror Svend. Han havde endnu så meget at give, var vel tanken med at bruge det ord. Det er et rigtig godt ord, synes jeg, om døden om døden i det hele taget.
JEG SYNES, det er så ærgerligt, at man skal dø. Og det må jo være, fordi jeg kan lide livet. Og jeg har da også haft et godt liv, omend ikke uden modgang. Men jeg tror, det stikker dybere. Det er ubegribeligt, hvad masser af mennesker med en ond skæbne går igennem, uden at de i deres vildeste fantasi ønsker sig fri for livet.
”Døden er vor skæbne, men ikke vor bestemmelse,” skrev afdøde Helmut Friis i sin bog ”Glæden”. Den tyske jødiske tænker Hannah Arendt, der måtte emigrere til USA, sagde næsten ordret som i vores julesalme at ”vi fødes ikke for at dø”.
Hun modsagde sin ungdoms lærer Martin Heidegger, for hvem livet er at forstå som ét langt tilløb til døden. Nej, sagde hun, ikke mortality (dødelighed) er det afgørende ord om livet, det er natality (fødthed): at nyt bestandig kommer ind i verden.
I virkeligheden har hun fat om selve den forunderlige grundgåde, at altets eksistens fornys i hvert nyt sekund, tilblivelsens gåde udtrykt i varighedens gåde. Hvorfor synker alt ikke i intet nu eller nu? Det er varighedens mirakel, der gør, at døden ikke er vores bestemmelse, selvom den er vor skæbne.
Og det er derfor, vi ikke kan lade være at anse livet for livet værd og at det som regel bliver ved at være sådan for os selv i de slemmeste stunder og under de slemmeste kår. Vi røber det ved hver dag at stå op, gribe dagen, også den udfordrende, og trodse skrøbeligheden.
Værst udfordres vi af den elskedes død. Når vi skilles som bærrene på hækken og forsvinder for hinanden som boblerne i bækken. Det gamle ægtepar, hvor den ene falder fra. Eller de forældre, der mister et barn. Unge sønner, der falder i krig også vi i vort lilleputland har lært den virkelighed at kende ude i den fjerne verden. Tabets gru, ”når mørkets ringmuskel lukker sig” (Jes Ørnsbo i et digt i ”Guldbryllup”, 2013). Den dybe, stumme sorg dementerer den ikke det hele?
Nej, på en omvendt måde bekræfter den sandheden i, at vi ikke fødes for at dø. Den bekræfter jo den store livsmening, som det at elske er udtryk for. Sorgen er kærlighed, som ikke længere kan udtrykke sig, fordi den, som skulle lytte og mærke den, ikke længere er der.
”Døden modsiger, men dementerer ikke livets primat”: Vi elsker, og derfor sørger vi ved tabet. Det er igen Helmut Friis. Livets primat, livets meningsforrang for døden, livsbestemmelsen.
Men dér, i den fortvivlelse, har vi brug for hjælp. Og det er dér, Grundtvigs ord om pinsen hører til. Dér tager ”Guds kraft” Gud Helligånd livsbestemmelsen, som sorgen er udtryk for, ved hånden, bekræfter den, støtter den midt i skrøbeligheden og foregriber i håbet dens fuldbyrdelse i Guds evighed.