Værst og bedst i millionbyen Chengdu

Situationsrapport fra en moderne kinesisk by med 3000 år på bagen

Chunxi-gaden i Chengdu
Chunxi-gaden i Chengdu. Foto: wikimedia commons.

CHENGDU ER HOVEDSTAD i den kinesiske Sichuan-provins. Med forstæder har den henved 14 millioner indbyggere. På trods af 3000 års historie er den en uhyre moderne og driftig by. Det siges, at 40 procent af verdens computere produceres her.

Jeg har siden 2001 boet i Chengdu en stor del af året. I de forløbne 13 år har jeg haft snesevis af gæster. Inden jeg lader dem forlade byen, spørger jeg dem, hvad de mener de tre værste og de tre bedste ting er ved Chengdu og Kina. Min lille undersøgelse viser, at de hyppigste ”tabere” er den stigende forurening, den kaotiske trafik og det vanskelige sprog, mens ”vinderne” er de lave priser, den gode mad og kineserne selv. Lad os se lidt nærmere på, hvad der er sket og sker med både tabere og vindere.

Forureningen er uden tvivl blevet værre. FN's verdenssundhedsorganisation, WHO, har lavet et indeks for luftforurening. Det strækker sig fra 0 til 500. Når det viser under 50, er luften frisk eller i det mindste ufarlig. Når det er over 300, begynder forureningen at være livsfarlig.

Ingen havde regnet med, at indekset nogensinde ville bryde skalaen, men Beijing når nu regelmæssigt op på de 500, hvor byen er indhyllet i gråbrune tåger, og det samme er også sket en enkelt gang her i Chengdu. Selv de regeringstro partiaviser skriver, at byerne med det niveau af forurening bliver ubeboelige. Når tallet kommer over 300, advares børn og gamle om at gå ud. Ved 500 bør alle blive hjemme, og skal man ud, bør man bære maske.

For et par år siden talte kineserne ikke om forurening. De koncentrerede sig om den stigende velstand. Nu går bekymringen så vidt, at rige kinesere taler om at forlade landet, og de store firmaer har sværere ved at rekruttere udlændinge. Mine venner kommer dog stadig og undgår den allerværste forurening her i Chengdu. For mit eget vedkommende er det blevet til en kronisk bihulebetændelse.

Det ville hjælpe på forureningen, hvis kineserne havde fortsat med at køre på cykel. Men det er gået den modsatte vej. I de seneste par år er cyklerne stort set forsvundet i Chengdu. For Kinas voksende middelklasse har bilen, som vi så det i 1960'erne i Danmark, vist sig uimodståelig. Der er nu 250 millioner biler i Kina, og tallet stiger med mindst 20 millioner om året. Det er flere end i USA.

Jeg bor på Chengdus hovedgade. Da jeg første gang kom til Chengdu i 1984 var gaden en stilfærdig provinsgade uden anden traffik end busser og officielle biler, men med millioner af cykler. Jeg motionerede faktisk om morgenen på kørebanen. I dag er gaden på det nærmeste blevet til en 12-sporet motorvej.

Trafikken er kaotisk. Der svinges til højre og venstre efter forgodtbefindende, der holdes ikke tilbage for fodgængere, og bilkøerne vokser dag for dag. Ringvejene bygges i to etager, men er alligevel så trafikerede, at adgang formenes en af ugens dage efter det sidste tal i bilens registreringsnummer. Det triste er, at Chengdu er uhyre velegnet som cykelby. Ikke en bakke i sigte, ingen blæst, regnen falder mest om natten, og på kortere afstande kommer man hurtigere frem end i bil. Men om indbyggerne finder ud af det, er tvivlsomt. En dyr bil er sagen i Kina i dag.

NU TIL ET LYSPUNKT. Det vanskelige kinesiske sprog er blevet nemmere tilgængeligt. Det skyldes, at mobiler og computere kan finde ud af at skrive de svære kinesiske skrifttegn. Man indsætter blot udtalen af skrifttegnet med vores latinske bogstaver og vælger så det korrekte tegn blandt dem, der viser sig på skærmen. Det kræver selvfølgelig, at man kan læse tegnene, men det er meget nemmere end at skrive dem. Måske lidt trist, at den manglende evne til at skrive tegnene vil gå ud over den smukke kinesiske kaligrafi, som vil blive begrænset til kunstnere, der formår at skrive. Fremskridtet kræver sine ofre.

Priserne stiger, men er for den almindelige turist stadig kun en tredjedel af, hvad de når op på i Danmark. 300 kroner for et hotelværelse, 100 kroner for en middag. Men med større lønninger og en bevidst økonomisk politik til at forøge forbruget, vil priserne utvivlsomt stadig gå i vejret. Det afhjælpes for kinesernes vedkommende af en stærkere valuta, der gør importvarer billigere, men det hjælper ikke os andre, der skal købe valutaen. Så har familien planlagt en tur til Kina, er det på tide at komme af sted.

Maden er stadig god og billig. Den er traditionelt baseret på ris og grøntsager, men som indtægterne er steget, er forbruget af æg og kød forøget. Det har skrækindjagende konsekvenser. Hvis hver kineser skal have et æg om dagen, er der brug for 1,4 milliarder høns. Det svarer til 250 høns pr. dansker. Og skal det blive til en kvart gris pr. kineser om året, svarer det til 50 svin pr. dansker. Hvad det forøgede landbrug fører med sig af forøget forurening, er det nok bedst ikke at tænke på.

Samtidig breder fastfoodkæderne sig. Paradoksalt nok er de ikke så billige som de små, gode restauranter. Men de har med intensive reklamekampagner fået forkælede kinesiske børn til at forlange McDonald's snarere end den lille restaurant om hjørnet. Det har allerede fået konsekvenser for folkesundheden: Stigende fedme, især blandt børn, er en af konsekvenserne ved usund mad.

Som en af gæsterne smart formulerede det, er kineserne de venligste, mest uhøflige mennesker i verden. Venligheden viser sig ved imødekommende hjælpsomhed på trods af sprogforbistringen. Min handicappede guddatter sagde, at hun aldrig var blevet behandlet bedre end i Kina.

Selv høfligheden er i stigen. Der er faktisk noget, der ligner en kø ved metrostationer, selvom det kniber ved busstoppestederne. Der spyttes stadig en del på gader og veje, men tendensen er for nedadgående. Og det hænder sågar, at en kineser slukker cigaretten foran det kæmpestore skilt med rygning forbudt.

Flere internationale undersøgelser har vist, at kineserne og danskerne er de gladeste mennesker i verden. Det kan ikke undre, for kinesernes vedkommende med 15 procent lønstigninger om året, selvom gennemsnitslønnen stadig kun er en femtedel af den danske. Men jeg tror alligevel, at de næste undersøgelser vil vise, at forureningen af luft, vand og jord har gjort indhug i tilfredsheden.

En af Kinas største digtere, Du Fu, levede i Chengdu i midten af det 8. århundrede. Han skrev et berømt digt, hvor han priste den klare luft og de sneklædte bjerge, som han så fra sit vindue. Jeg har ikke set et sneklædt bjerg i mine 13 år i Chengdu. Skulle det lykkes, inden jeg om nogle år for altid forlader Chengdu, vil jeg tage det som tegn på, at Kina stadig er på rette vej. Med den fleksibilitet, der er så kendetegnende for Kina, skal det nok lykkes at få has på forureningen.