Migrantmenigheder i Danmark er en folkekirkelig opgave

Folkekirken er som så langt det største, rigeste og mest privilegerede trossamfund i landet og netop som folkekirke forpligtet på at repræsentere et kirkeligt værtskab og en kirkelig gæstfrihed over for kristne fra andre kulturer, der kommer til Danmark, skriver tidligere generalsekretær i Kirkefondet

Tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann. -
Tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann. -. Foto: Leif Tuxen.

JEG SKAL som tidligere generalsekretær i Kirkefondet ikke kommentere Kirkefondets nuværende beslutninger og handlemåder, heller ikke når det gælder dispositionerne vedrørende de kirkebygninger, der er overgået til Kirkefondet igen på grund af tilbagefaldsklausulerne, der siger, at Kirkefondet har ret til at overtage kirkebygninger, der tages ud af folkekirkelig brug.

Derimod vil jeg gerne tilslutte mig Hans Henrik Lund fra Kirkernes Integrationstjeneste i hans opfordring i Kristeligt Dagblad den 1. juli: ”Kritik: Kirkefondet svigter indvandrerkristne” til at se migrantmenighedernes vilkår som et folkekirkeligt anliggende og ansvar.

Folkekirken er som så langt det største, rigeste og mest privilegerede trossamfund i landet og netop som folkekirke forpligtet på at repræsentere et kirkeligt værtskab og en kirkelig gæstfrihed over for kristne fra andre kulturer, der kommer til Danmark, og som ikke har regeringer eller andre sponsorer i deres tidligere hjemlande i ryggen, blandt andet fordi en hel del af dem er flygtet fra kristenforfølgelser.

DERFOR VIL JEG GERNE henvise til en oplagt mulighed, som jeg i min tid i Kirkefondet var med til at realisere i et enkelt tilfælde, og som sagtens kunne genbruges, hvis de kirkelige myndigheder er villige til det og tager deres ansvar for migrantmenighederne alvorligt, nemlig Fredens Kirke-modellen.

Da Fredens og Nazaret Sogne med begge kirker beliggende i Ryesgade i København blev slået sammen i 2008, blev det besluttet at koncentrere kræfterne om Nazaret Kirke. Menighedsrådet kontaktede da Kirkefondet med det forslag at leje Fredens Kirke ud til en migrantmenighed. Vi gik dengang ind på idéen og var behjælpelige med at få den realiseret.

DET ENKLE GREB hedder at undlade at tage kirken ud af folkekirkelig brug! Det medfører to ting: 1) at Kirkefondet ikke kommer til at sidde som udlejer med alt det besvær, det kan medføre, som generalsekretær i Kirkefondet Henrik Bundgaard nævner i artiklen den 1. juli. Den opgave kan sagtens varetages af de kirkelige myndigheder, og 2) at det defineres klart, at det at give husly til migrantmenigheder er en legitim folkekirkelig opgave.

Det er klart, at driften må dækkes af migrantmenighederne, men måske kan flere beslægtede gå sammen der, hvor det kan være et problem. Det kan også føre til, at de lærer hinanden at kende og begynder at samarbejde. Og skulle det ikke nødvendigvis kunne hænge sammen 100 procent økonomisk, kunne man gøre dækningen af underskuddet til en landskirkelig opgave, igen for at markere det fælles folkekirkelige ansvar.

Modellen kræver blot, at man i fremtiden undlader at tage lukningstruede kirkebygninger ud af folkekirkelig brug, før det er endegyldigt fastslået, om kirken kan bruges af migrantmenigheder eller ej. Kan den det, er den stadig en folkekirkelig bygning. Og det gælder både de kirker, som Kirkefondet har hjemfaldsret til, og dem, for hvem det ikke er tilfældet.