NÅR MUSLIMEN Aminah Tønnsen i Kristeligt Dagblads kronik den 3. juli fejlagtigt hævder, at Koranens budskab er ”åbenhed og rummelighed”, så må det være på sin plads med et modspil.
Når hun ligeledes mener, at ”ordene islam og muslim indikerer, at der er tale om en frivillig, bevidst, aktiv og engageret gudstro på kærlighed til Gud”, så må man tage sig til hovedet. Koranens gud er tværtimod generelt en straffende og hævnende gud, hvad utallige udsagn viser. Faktisk forekommer ordet ”kærlighed” kun fem gange i hele bogen, og det inkluderer endda kærlighed til guld og sølv, hvilket nærmere må siges at være ”begær”. Straf forekommer derimod cirka 150 gange! For eksempel: ”Gud er streng til at straffe,” (3, 12). For slet ikke at tale om de mange omtaler af de uhyrlige korporlige straffe, som hånds- og fodafhugning og piskeslag, Tønnsen glemmer at nævne!
Når hun insisterer på, at den enlige sætning ”Der kan ikke være tvang i trosanliggende” skal læses bogstaveligt efter fundamentet, Koranen, det vil sige fundamentalistisk, så må hun også tage det hele med og der er mange flere steder, som hævder det modsatte, for eksempel: ”De (hyklerne) ville ønske, at I var vantro, ligesom de selv er vantro, således at I var lige. Tag ikke nogen af dem til venner, før de udvandrer for Guds sag! Hvis de vender sig bort, skal I pågribe dem og dræbe dem, hvor I end finder dem!”. (4, 90) ikke just ”inkluderende” eller udtryk for ”åbenhed”.
I citatet: ”Lad så blot, hvem der vil, tro, og hvem der vil, være vantro!”, der anføres som centralt, har Tønnsen uheldigvis ”glemt” den sidste halvdel, som lyder: ”Til dem, der handler uret, har vi beredt en ild, hvis telt vil omslutte dem. Når de råber om hjælp, vil den hjælp, som de får, være vand i form af smeltet kobber, der brænder ansigtet op. Hvilken usalig drik! Ondt er det som hvilested!”. (18, 29) så meget for den frihed. I øvrigt findes ordet ”frihed” overhovedet ikke i Koranen, der er netop ikke brug for det. Hvis citatet var korrekt, ville det også modsiges af Koranens gennemgående determinisme, at alt er bestemt i forvejen, selv ens dødsdag.
Med hensyn til forholdet til jøder og kristne, som Koranen kalder ”bogens folk”, har Tønnsen måske lidt mere ret, men det modsiges også, for eksempel i: ”I, der tror! Tag jer ikke jøder eller kristne til venner! De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem. Gud retleder ikke de folk, der handler uret.” (5, 50).
Når det fremhæves, at ”Godt og ondt er ikke lige” (41, 34), så tror jeg, at hun så at sige læser med kristendommens briller, hvorved det gode er næstekærlighed eller medmenneskelighed; mens det utvivlsomt er meningen, at det gode er islam og det, der står i Koranen og her er alt jo langtfra godt, som de hævnende og straffende citater viser; mens det onde er alt, hvad der kommer fra de vantro.
I øvrigt citerer hun, at ”Gud ændrer ikke menneskets lod, før de ændrer sig selv” (8, 53). Hvordan skal det kunne forenes med sætningen ”Gud har ikke givet nogen mand to hjerter i hans bryst” (33, 4) og determinismen i øvrigt? Den frie vilje er så godt som ikke-eksisterende i Koranen: ”Vi ved, at vi ikke kan lade Guds plan mislykkes på jorden, og at vi ikke kan undslippe ved flugt.” (72, 14).
Nu er det måske ikke pænt at tage livsløgnen fra et menneske, men når det drejer sig om en aviskronik, bør man ikke slippe af sted med så mange manipulationer eller måske illusioner. Det glæder mig dog, at Tønnsen tilsyneladende har smidt tørklædet, for mage til reducerende symbol for kvinder skal man lede længe efter. Måske en ny begyndelse?