Har Menneskerettighedsdomstolen glemt det enkelte menneske?

Hvor sekularismen hersker, behersker statsmagten både kejserens og Guds regimente. Derfor er det naturligt i Frankrig at vedtage en påklædningslov uden skelen til, om og i hvilket omfang man griber ind i religionsfriheden og den enkeltes samvittighedsfrihed, skriver Birthe Rønn Hornbech

Birthe Rønn Hornbech
Birthe Rønn Hornbech.

ENHVERDANSKER vil vel mene, at Menneskerettighedsdomstolen skal beskytte det enkelte menneske imod statsmagten. Det er derfor meget underligt, at domstolen i en afgørelse fra den 1. juli synes at optræde som advokat for staten i stedet for at være den enkelte borgers advokat.

Sagen var anlagt af en praktiserende muslim, der mente, at den franske lov fra 2011, der forbyder borgerne at færdes i det offentlige rum med ansigtet tildækket, er i strid med menneskerettighedskonventionen.

Domstolen fastslog imidlertid overraskende, at loven ikke er et brud på konventionen. Begrundelsen er ikke mindre overraskende, idet domstolen understreger, at respekten for den måde, man lever sammen på i et samfund, er et legitimt formål for lovgivningen, og at staten i den forbindelse har en vid margin, hvad angår væsentlige politiske emner, hvor der er flere opfattelser.

I min sorte sjæl kan jeg godt tænke, at det måske er religionsfriheden, som domstolen ikke lægger vægt på. Jeg får en fæl mistanke om, at domstolen i en sag imod Frankrig ikke ønsker diskussion om religionsfriheden. Frankrig har jo som bekendt siden Den Franske Revolution, hvor præster blev henrettet, benhårdt håndhævet den franske statsreligion, sekularismen, som netop viser sig i det tyranni, som en påklædningslov er.

Hvor sekularismen hersker, behersker statsmagten både kejserens og Guds regimente. Derfor er det naturligt i Frankrig at vedtage en påklædningslov uden skelen til, om og i hvilket omfang man griber ind i religionsfriheden og den enkeltes samvittighedsfrihed.

Dette fører til en frygt for, at domstolen nu også vil blåstemple de muslimske landes påbud om bestemt påklædning og undertrykkelse af religiøse mindretal.

Islamistiske påbud om bestemt påklædning er jo ikke mindre indgribende end det franske forbud. Dommen varsler ilde for det fremtidige syn på mindretallenes frihedsrettigheder rundt om i verden.

I DANMARK MÅ MAN forvente, at tilhængerne af et burka- og niqabforbud med denne dom i hånden igen vil lufte deres holdninger. Et eventuelt lovforslag skal siges imod, så det kan høres.

Det er en utålelig mangel på respekt for den personlige frihed og religionsfriheden, om det danske Folketing i lighed med de franske politikere forbød en muslimsk kvinde at gå ned til grønthandleren iført sin religiøse påklædning.

I Danmark bør vi fortsætte under den gamle liberale parole: frihed under ansvar. Det betyder, at der ikke lovgives, men at borgeren selv må tage ansvaret for sit liv og altså affinde sig med, at ens påklædning får konsekvenser, for naturligvis kan ingen forvente særbehandling på grund af særlig påklædning.

Så langt rækker religionsfriheden ikke.

Enhver borger bør have frit valg med hensyn til påklædning inden for anstændighedens grænser, men må så også selv tage konsekvensen af sit valg.

Ønsker man altså for eksempel en ret hos det offentlige, må man overholde de relevante regler. Politiet skal eksempelvis under landevejskontrol og i lufthavnen kunne se, hvem der foreviser pas og kørekort. På samme måde gælder det naturligvis med buskort og alle andre kort med billede. Man bliver afvist, hvis ikke både billedlegitimationen i sig selv er i orden, og det let kan kontrolleres, at kort og person hører sammen.

Man står ikke til rådighed for arbejdsmarkedet iført niqab, for der er kun få job, hvor man kan arbejde iført den påklædning. Man er afskåret fra at gå til eksamen og afskåret fra 177 andre ting, fordi vi lever i et samfund, der bygger på, at vi kan se hinanden.

Men bliver resultatet ikke det samme, nemlig at den niqabklædte ikke kan foretage sig ret meget. Nej, det er ikke det samme. Der er tværtimod en verden til forskel på en statslig påklædningslov, og borgerens eget frie valg, der nødvendigvis får konsekvenser for den pågældende selv.