I KRISTELIGT DAGBLAD mandag den 7. juli kan jeg til min skræk læse, at Socialdemokraternes børne- og familieordfører, Julie Skovsby, helt åbent og uden skam erkender, at børnenes perspektiv ikke fylder meget, når politikerne i dag diskuterer familiepolitik.
Debatten handler om, hvorvidt vores børn har godt af at være så mange timer i institution, som de er i dag. Og om, hvorvidt politikere i dag ser på familiernes behov fra forældrenes eller fra børnenes udgangspunkt.
Men den udtalelse må stå for Socialdemokraternes helt egen regning, for i Det Konservative Folkeparti har vi altid først taget udgangspunkt i børnene, og det bliver vi selvfølgelig ved med.
Det er meget populært at være åh så liberal og sætte personlig frihed i dette tilfælde forældrenes over alt andet, men det bør altid være centralt at se på børns behov før forældres.
Bente Boserup, souschef i Børns Vilkår, har helt ret, når hun siger, at ”hvis nogen vover at sige, at små børn ikke har godt af at være mange timer i institution, bliver man nemt beskyldt for at ville skrue tiden tilbage til, da mor gik hjemme. Men vi bør kunne tale om, hvad det er for et samfund, vi ønsker for vores børn. Vi ser hele tiden verden ud fra et voksenperspektiv.”
Det er noget, jeg kan skrive under på som familieordfører for Det Konservative Folkeparti. I den position bliver man af mere end én årsag beskyldt for at være gammeldags. Men familiepolitikken er meget central for os, for den griber ind i stort set alle politikområder.
Vi vil have mere og ikke mindre selvbestemmelse til familierne. Lad mig give nogle eksempler. Vi kunne aldrig finde på at tvinge familierne til at opdele barslen med øremærkning, for der kun én taber og ingen vindere. Det er nemlig barnet, der bliver taberen med en unødigt tidlig start i daginstitution.
I beskæftigelsespolitikken har vi den holdning, at man skal forsørge sin familie, og vi bifalder, at der ikke længere skelnes mellem kærestepar og ægtepar. Det er nemlig ikke afgørende for barnet. Det er derimod beskæmmende, når så mange gerne vil forsørges af det offentlige frem for af familien og tallet er stigende.
I SOCIALPOLITIKKEN tror vi på, at vi for børnenes skyld skal bryde den negative sociale arv, og vi har derfor lige fremsat forslag (som blev vedtaget) om at sikre en behandlingsgaranti til børn, der vokser op med misbrugsproblemer i familien. Dermed kan de lære at håndtere at vokse op med misbrug og bryde den negative sociale arv, så de ikke selv bliver socialt udsatte og får et misbrug senere hen.
Hele vores skattepolitik er funderet på familien med ønsket om, at det kan betale sig at arbejde, så man kan forsørge sig selv og sine børn, og at der er en grænse for, hvor meget staten kan kræve ind. I uddannelsespolitikken kæmper vi imod de tvungne lektiecaféer, fordi det fjerner forældrenes muligheder for at være sammen med deres børn og tage aktiv del i børnenes skolegang.
Dertil kommer, at vi i debatten om børnecheck totalt har afvist at ændre børnechecken til at gøre daginstitutionen ”gratis”, fordi det ville få flere børn til at blive længere i institutionerne, og det ønsker vi ikke. For børnenes skyld.