Hvad er vigtigst - religionsfrihed eller missionsbefaling?

Jøder, muslimer og andre troende er ikke kun missionsobjekter. De er også medborgere, skriver pensioneret præst Leif Munksgaard

Vanskeligheden med det tværreligiøse ligger i den spænding, der nødvendigvis er mellem kirkens missionsforpligtelse og præsteløftet og så Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, skriver Leif Munksgaard.
Vanskeligheden med det tværreligiøse ligger i den spænding, der nødvendigvis er mellem kirkens missionsforpligtelse og præsteløftet og så Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed, skriver Leif Munksgaard. .

DEN 15. JUNI KUNNE man her i avisen læse om en angrebslysten Søren Espersen (medlem af Folketinget for Dansk Folkeparti), som havde været i debat med biskop Peter Fischer-Møller ved Folkemødet på Bornholm.

Ved debatmødet havde Søren Espersen gjort gældende, at biskoppens forhold til islam og dermed til muslimer ene og alene skulle være betinget af det folkekirkelige præsteløfte, hvori det blandt andet siges, at en præst skal ”bekæmpe sådanne lærdomme, som strider imod folkekirkens trosbekendelse”.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, så mener Søren Espersen, at folkekirkens præster ene og alene skal se på muslimer som missionsobjekter, og at de samme præster skal bekæmpe islam i Danmark med åndelige kampmidler. Det synspunkt er jo på sin vis positivt.

Men der er imidlertid en anden ”regel”, som skal i brug, når kristne forholder sig til islam og andre religioner. Det er den grundlovssikrede ret, som er tilstedt enhver borger i Danmark, nemlig retten til religionsfrihed. Og den ret er vi alle også ethvert medlem af Folketinget, samt folkekirkens præster pligtig til at fremme. Jævnfør Grundlovens paragraf 67, hvor det klart siges, at borgere i Danmark har ret til at forene sig i samfund for at dyrke Gud på den måde, der stemmer med deres overbevisning, kun begrænset af hensynet til sædeligheden og den offentlige orden.

Det betyder, at folkekirkens præster nødvendigvis skal forholde sig til den virkelighed, at jøder, muslimer, ateister og alle andre ”troende” skal respekteres for det, de er, nemlig mennesker med ret til at tro det, de vil og endda med ret til at etablere trossamfund, der lærer noget, som er i strid med folkekirkens trosbekendelse.

Så på den ene side skal der drives mission blandt jøder og muslimer og andre. Men på den anden side skal der også skabes processer, der fremmer tværreligiøs sam-eksistens. Jøder, muslimer og andre troende er med andre ord ikke kun missionsobjekter. De er også medborgere.

For selvom både jødedom og islam nok er lærdomme/religioner, der strider imod folkekirkens lære, så er de også religioner, der er tilladte i Danmark. Og derfor er eksempelvis jødedom og islam ikke kun religioner, der skal bekæmpes, selvom begge religioner har skabt sig samværsformer i synagoger og moskéer, der på en måde er religiøse parallelsamfund til folkekirken!

DET MÅ OGSÅ respekteres, at mange muslimer og mange jøder har et politisk idégrundlag, som på en måde er i strid med det at være dansk. For når de fleste danske jøder ser Israel og Grædemuren i Jerusalem som identitetsskabende, og de fleste danske muslimer ser Kabaen i Mekka som identitetsskabende, så er dette vel på en måde noget, der skal bekæmpes af os andre, der med H.C. Andersen gør gældende, at ”I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme, der har jeg rod, derfra min verden går.”

Men i nutidens multireligiøse Danmark skal dansk identitet imidlertid kunne rumme en ”fremmed” identitet det være sig jødisk eller islamisk, for nu at nævne et par af de religioner, der strider imod den folkekirkelige trosbekendelse. For på den ene side er begge religioner jødedom og islam uden for den folkekirkelige trosbekendelses rummelighed. Men på den anden side er begge religioner en del af den danske samfundsvirkelighed, og det skal folkekirkens præster og folkekirkens menigheder samt de frie folkekirkelige organisationer forholde sig til, selvom det måske er i modstrid med det folkekirkelige præsteløfte.

Vanskeligheden med det tværreligiøse ligger jo i den spænding, der nødvendigvis er mellem kirkens missionsforpligtelse og præsteløftet og så Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed. Hvad er først og størst Grundloven, missionsforpligtelsen eller præsteløftet?

Derfor glæder det alle borgere i Danmark inklusive folketingsmedlemmer og folkekirkens præster at vi skal navigere både i det folkelige og i det religiøse. Det være sig den folkekirkelige virkelighed og/eller den multireligiøse virkelighed.

Sidst, men ikke mindst skal det huskes, at nok skal præster forkynde, at Jesus er Kristus, Frelser for alle. Selvfølgelig skal de det.

Men mest af alt skal det huskes, at det især er menigheden, der skal bære missionen ud i alverden. Det må og skal Søren Espersen og ligesindede lægge sig på sinde, for så selv aktivt at fortælle til andre, at Jesus er Frelser. Altså kære Søren Espersen: Fortæl det til jøder, til muslimer og til alle andre. Det er bare om at komme i gang!