DE MYRDEDE elektrikerens søn. Der gik lidt tid, før det gik op for os. Den dreng, som brutalt blev bortført og brændt levende, var elektrikerens søn. Ikke blot et af de talrige, navnløse ofre, men et menneske, vi syntes, vi kendte.
Jeg bor i Østjerusalem. Indtil for ganske nylig har jeg også taget den letbane, som går oppe fra Mount Herzl og holocaustmuseet direkte forbi hernede rundt om hjørnet og hele vejen ud til de stadig større israelske bosættelser heromkring. Folk fordelte sig fortrinsvis efter palæstinensisk og jødisk herkomst, men myldretid har det jo med at tvinge mennesker sammen.
Efter bortførelsen af tre israelske teenagere begyndte opdelingen at blive tydeligere. Og da ligene af de tre drenge blev fundet, eksploderede stemningen i had og ekstreme selfies med tekster som ”død over araberne”. Det blev for farligt for mine palæstinensiske bekendte at benytte letbanen.
Senest jeg gik forbi stationen hernede tæt på French Hill, var det slut med den etniske blanding. Kun jødisk udseende mennesker, mænd med den lille runde kalot eller kippa og sorte ”bowlerhatte” stod og ventede.
Fredag morgen skulle jeg mødes med en jødisk ven, og vi valgte at drikke en kop kaffe i lobbyen på Hotel Ambassador, der ligger i Østjerusalem.
Jeg talte lidt med ham om de mange missiler fra Gaza, men han følte sig på ingen måde truet: ”Vi bor lige ved islams tredjehelligste sted. De skal jo ikke risikere at ramme al-Aqsa-moskéen!”
Jerusalem er en by, som er hellig for ikke færre end tre religioner. Byen udmærker sig ved en langt mere alvorlig og dyster stemning end for eksempel Tel Aviv, og den har tiltrukket nogle stærkt religiøse bosættere, der ser det som deres hellige ret at overtage de palæstinensiske bydele. En hård by og nu en by, der i høj grad gennemsyres af had.
I TEL AVIV OG naturligvis i den nærliggende lufthavn, Ben Gurion, har man vænnet sig til luftalarmerne og til, at missilforsvaret Iron Dome fanger de fleste. Kort efter at luftalarmen er afblæst, går folk tilbage til deres normale tilværelse. Da elektrikerens søn blev fundet for to uger siden, brød voldsomme protester ud i kvarteret. Også fordi ekstreme bosættere tilsyneladende havde forsøgt at kidnappe flere palæstinensiske børn på åben gade. Onsdag morgen tog de så Mohamed Abu Khdeir på 16 år en lille, spinkel dreng, der mest lignede en 11-årig.
Han var på vej til den tidlige morgenbøn nede i moskéen, da tre mænd bortførte ham. Hans forkullede lig blev fundet i en park, Jerusalem Forest. Tre yderligtgående bosættere er blevet arresteret og har tilstået mordet. De vil sandsynligvis hævde, at de var sindssyge i gerningsøjeblikket, forlyder det.
Det er svært at beskrive sorgen og protesterne, som brød ud her i kvarteret i løbet af den onsdag og næsten en hel uge frem. Et voldsomt opbud af israelske sikkerhedsstyrker rykkede ind og, som nogle af mine naboer bemær-kede, primært for at bevogte indkørsler til de store bosættelses-områder som Pisgat Zeev.
Shu'fat, hvor jeg bor, er normalt et roligt middelklassekvarter. Ikke ligefrem smukt der er for mange øde byggegrunde og halve projekter, som er standset, fordi palæstinensere stort set ikke får byggetilladelser til hverken reparationer eller nybyggerier. Men alligevel er hoved-gaden på denne tid af året kantet af blomstrende bougainvillea ved de hvide stenhuse, citrontræer og palmer.
Gennem flere dages og nætters protester fløj stenene gennem luften og blev besvaret med skud, tåregas og chok-granater. Om natten brugte de mange helikoptere lange søgelys, og jeg vågnede ved skudsalver.
FORRIGE FREDAG fandt begravelsen så sted. Liget af drengen blev hentet og begravet på gravpladsen tæt ved hans hjem. For hans familie var det hele uforståeligt et granatnedslag i dens fredelige hverdag. Nu er det meste smadret, også efter at politifolk gennemtævede hans amerikanske fætter, Tareq, der tilfældigvis var på besøg. Tareq blev løsladt mod en kaution på, hvad der svarer til 5000 kroner. Han var mistænkt for at have haft planer om at kaste en sten “ De brutale politifolk skete der, så vidt vides, intet med. Protesterne fortsatte, men er taget meget af. Krigen mod Gaza tager al opmærksomheden.
Afhængigt af hvem man er, følger man bombardementerne på arabiske eller israelske tv-kanaler og får meget forskellige historier. På israelske medier med fokus på raketterne fra Gaza og på Hamas som terrororganisation og på, hvor meget man gør for at undgå civile tab. På arabiske medier med forfærdelige nærbilleder af de civile dræbte og sårede.
Midt i al elendigheden kan vi måske øjne lidt håb, fordi den jødisk-ortodokse mor til en af de myrdede drenge, Rachelle Fraenkel, viste stor værdighed og menneskelighed midt i sin dybe sorg. Hun tog skarpt afstand fra råbene om hævn og øje for øje. Den palæstinensiske drengs familie modtog også jødiske besøgende i deres sørgetelt her lidt længere nede ad gaden.
Jerusalem ligger så smukt med fantastiske kig over bakkekamme og dale. Og alle tre store religioner har smukke ord at sige om fred og kærlighed.
Men freden må vi kigge langt efter.