I et spændende indlæg behandler Leif Munksgaard den 10. juli det principielle i forhold til præsters pligt til at forkynde og missionere bære missionen ud i verden sat over for kravet om at respektere andre religioner og religionsfriheden samt Grundloven.
Munksgaard tager udgangspunkt i debatten, der fandt sted ved Folkemødet på Bornholm mellem Søren Espersen og biskop Peter Fischer-Møller, som blev refereret i Kristeligt Dagblad den 15. juni.
Jeg vil ikke kommentere denne debat, som jeg ikke overværede, men jeg finder, at der er noget centralt, der mangler i Munksgaards ellers gode indlæg.
Jeg er enig i, at religionsdialog og respekt for andre religioners ret til at befinde sig her i landet uanset om de eventuelt skulle stride mod vores sædvaner, den danske identitet og kultur fremgår af Grundloven samt af den grundlæggende frihedsrettighed, som religionsfriheden er.
Det omfatter også folkekirkepræster og biskoppers ageren, de er forpligtet til at respektere og forholde sig til andre religioner. Og det gælder, som Munksgaard skriver, uanset om disse religioners lære strider mod kristendommen; det gælder så længe religionerne holder sig inden for Grundlovens rammer og krav, som jo blot er, at de ikke må forstyrre den offentlige ro og orden.
Religionerne må gerne være mod demokratiet og mod den danske samfunds krav om verdslighed hvad angår lovgivningens vedtagelse i Folketinget uden religiøs begrundelse. Enig.
Men Munksgaard bruger netop ordene ”respekt for” samt ”forholde sig til” rigtig mange gange i indlægget og konkluderer, at vi skal kunne rumme multireligiøsitet samt fremmede identiteter. Jeg synes, man netop bør holde sig til at rumme og respektere. Man går for langt, hvis man fremmer eller promoverer andre religioner, når man er ansat i den danske folkekirke.
Vores præster er simpelthen ansat til at forkynde evangeliet og udbrede kristendommen. Det er ok med dialog, men som præst og biskop bør man stå så meget fast på kristendommen som det rigtige, så man netop ikke gør andet og mere end at respektere og forholde sig til de andre religioner.
Hvis man går ind og giver særlig plads til for eksempel islam og eksempelvis stormoskéer ved at advokere for, at vi må have flere moskéer eller flere imamer, så synes jeg, man går for vidt. Det er såre simpelt, synes jeg.
Man bør ikke som præst og ansat i folkekirken og aflønnet af mig og andre folkekirkekristne hjælpe de andre religioner frem, men klart foretrække kristendommen og holde sig til den.
Hvor går grænsen? Ja, det kan være svært, men at en grænse er svær at drage, betyder ikke automatisk, at den ikke er vigtig. Ofte gælder som det gør her det modsatte.
Islam fylder i dag meget i Danmark. Nogle moskéer, og det gælder vel især de, der er finansieret udefra, kan tænkes at promovere islamismen, som med Mehdi Mozaffaris ord er en totalitær ideologi med et religiøst udspring.
Når og hvis der er tale om en version af islam, som er mere fredelig, som respekterer lighed mellem kønnene og som tager afstand fra sharialoven som lovgrundlag, er det en anden sag.
Men det forekommer mig meget letsindigt, hvis vores repræsentanter for folkekirken ikke sikrer sig, hvad de har med at gøre, inden de indleder et samarbejde, som i visse tilfælde kan medvirke til at påvirke unge med islamismen.
Vores præster skal respektere og give rum til andre religioner, men de skal ikke gøre mere end dette. De skal først og fremmest koncentrere sig om at forkynde kristendommen samt passe deres sogn og det job, de er ansat i.