Israel-kritikere, bland jer uden om en konflikt, I ikke forstår

En række personer, herunder to biskopper, har følt sig kaldet til at kritisere Israel, der udøver sin ret til forsvar, når det bliver angrebet. De burde blande sig udenom, skriver debattør Svend B. Johnsen

Palæstinensere på Vestbredden demonstrerer mod Israels bombning af Gaza, som har ført til protester verden over. Også i Danmark, hvor en række fremtrædende folk, herunder biskopper, blander sig i en konflikt, de ikke forstår, skriver Svend B. Johnsen
Palæstinensere på Vestbredden demonstrerer mod Israels bombning af Gaza, som har ført til protester verden over. Også i Danmark, hvor en række fremtrædende folk, herunder biskopper, blander sig i en konflikt, de ikke forstår, skriver Svend B. Johnsen . Foto: Nedal Eshtayah.

I KRISTELIGT DAGBLAD den 14. juli blev der refereret til et indlæg i Politiken signeret af 27 personer, der sikkert anser sig selv for at repræsentere intelligentsiaen i Danmark. Iblandt var der forskere, politikere og sågar to biskopper.

De har følt sig kaldet til at kritisere Israel, der udøver sin ret til forsvar, når det bliver angrebet. Det åbenlyse misforhold mellem dræbte og tilskadekomne i palæstinensernes disfavør skyldes, at Hamas på forbryderisk vis placerer sine raketaffyringsanlæg i civile områder, som efterfølgende bliver ramt af Israels gengældelsesangreb.

Det israelske militær gør sig store anstrengelser for at advare civilbefolkningen, inden de bomber raketramperne eller ødelægger Hamas' bygninger. De informerer med flyveblade og ”banker på” med granater, der brager, men ikke slår ihjel, inden det egentlige angreb sættes ind.

Hamas gør til gengæld intet for at beskytte sine borgere, men regner med, at når der er slået et tilstrækkeligt stort antal palæstinensere ihjel, kommer bedrevidende politikere og andet godtfolk og gør livet så surt for Israel, at de standser angrebene.

Israel, derimod, gør sig store anstrengelser for at beskytte sine borgere. De bygger beskyttelsesrum i de udsatte områder, de skyder de raketter ned, de kan nå, og bygger mure, hvor sagesløse bilister ellers ville blive beskudt af snigskytter fra palæstinensiske områder. Israel har lært på den hårde måde, at hvis man vil bestå som nation, er man nødt til at forsvare sig.

Landet blev på bestialsk vis angrebet af alle sine arabiske naboer i 1948 efter FN's godkendelse af staten Israels oprettelse. Man fik sig tilkæmpet et territorium, der i århundreder havde været beboet af jøder og arabiske stammer med en korridor ind til Jerusalems vestlige bydel.

Dette land blev opdyrket af jøder fra nær og fjern, der kom fra alle egne af kloden. Hvor der før havde været ørken eller sumpe, var der nu frugtbare områder, fordi alle jøder var opsat på at skabe et hjemland. De blev hjulpet af folk udefra, der arbejdede i deres kibbutzer og troede på den israelske drøm og sikkert blev belønnet med oplevelser for livet.

DET SKULLE IKKE undre mig om en eller et par stykker af de 27 personer fra Politikens indlæg selv har været i kibbutz i deres ungdom, men som siden har glemt, hvad det hele går ud på.

De har glemt, at Israel stadig kæmper for sin eksistens. Selvom landet er de fleste af naboerne overlegne i ildkraft og beslutsomhed, er der et klart misforhold mellem befolkningstal og økonomisk formåen. Israels ”lykke” er, at araberne heldigvis ikke kan enes. Shia- og sunnimuslimer hader hinanden om muligt endnu mere end jøderne og kan ikke enes om at træffe aftaler, der kunne sikre en sikker fremtid for såvel palæstinenserne som jøderne.

Jeg ville håbe, at de danske såkaldt intellektuelle vil indse, at de skal blande sig uden om en problematik, som de ikke forstår.