JEG TROR IKKE, at det er noget, vi bør være ubetinget stolte over. Men en kendsgerning er det, at danskerne på verdensplan ligger i front, når det handler om at tage plads foran fjernsynet i en sommer som denne med både VM i fodbold og Tour de France på programmet. Der er i de senere år opstået en særlig stemning omkring juni og juli, hvor idealhyggen for mange synes uløseligt knyttet til sport i fjernsynet.
Jeg kender udmærket selv tryghedsfølelsen, når Jørgen Leths stemme sætter ind med sin sært hypnotiske kraft, og jeg fordømmer ikke, at man bruger sin sommerferie foran fjernsynet. Men lad os bemærke, hvordan ikke blot det franske cykelløb, men også et fodbold-VM omgives af så megen overfladisk mytologisk og religiøs retorik, at man aner spor af sværmerisk flugt. Et ophold i et drømmeland, hvor man kan føle tilværelsens storhed og nerve uden selv at blive besværet og blot kan nøjes med at iagttage andre.
Der sidder vi i titusindvis foran fjernsynet og betragter de cykelryttere, der beskrives som lidende martyrskikkelser, der på vegne af os alle realiserer livets skønne intensitet. Det rummer så oplagt noget komisk og oppustet i hele sit pseudoreligiøse vokabular, og for nogen opbygges nærmest et afhængighedsforhold til denne årlige eksistentielle saltvandsindsprøjtning.
Den store gule følelse bliver til et eskapistisk åndehul, der synes (hvilket generelt gælder for den moderne elitesport) at få mere og mere tag i folk, i takt med at det egent-lige forhold til det religiøse og livets alvor måske forvitrer iblandt os.
Og lad os anskue dette i forhold til et andet tilbagevendende fænomen. Nemlig den velkendte diskussion om kongehusets berettigelse, der også har rørt på sig i denne agurketid.
Anledningen er denne gang, at prins Joachim og prinsesse Marie som bekendt flytter fra Sønderjylland til København, hvilket har foranlediget republikanske stemmer til at beklage sig over at skulle være med til at finansiere en mand, der ikke kan få sit landbrug til at løbe rundt. Samt et monarki, hvis reelle betydning er lettere udhulet.
EN MAND VED NAVN Mikkel Andersson, der i ramme alvor kalder sig ”analytisk journalist og satiriker”, slog i Berlingske fast, at den kongelige slægt i dag ikke tjener andet formål end at tilfredsstille ”andre menneskers æstetiske og følelsesmæssige behov”.
Lad os lige holde fast i den formulering. For at tilfredsstille folks æstetiske og følelsesmæssige behov er vel egentlig ikke så lidt endda. Ja, det er vel i høj grad det, alverdens kunstnere og forfattere drømmer om at kunne, og det er lige præcis det, de timelange Tour de France-transmissioner og den enorme mængde sport i fjernsynet i det hele taget gør.
Men hvad er så pointen? Hvordan kan jeg på den ene side opfatte kult-stemningen omkring Tour de France som hul og oppustet og på den anden side se kongehuset som meningsfuldt og bevaringsværdigt, hvilket jeg bestemt gør? Når begge fænomener i så høj grad dækker etæstetisk og følelsesmæssigt behov?
Det kan jeg, fordi den lange historie under monarkiet gør dette til noget helt andet end den overfladiske sportsverden. Denne sidstnævnte er et moderne fænomen, der er vokset frem med globalisering, kommercielle interesser og en intensiv idoldyrkelse, og det har som VM-finalendokumenterede i søndags i Rio udviklet sig til et yderst pompøst og glitrende verdensshow.
Kongehuset er også både pompøst og glitrende, men det er det på baggrund af en helt anden alvor. Det repræsenterer en lang slægt, folkets fortid, pligtfølelse overfor noget større (i modsætning til sportsmandens blinde selvrealisering) og en levende påmindelse om, at vi har noget givet tilfælles. At vi som Grundtvig formulerer det må ty til den historie, hvorigennem vi har udviklet os for at forstå os selv.
Og når de republikanske kværulanter udelukkende tænker i penge og nytteværdi, synes de helt at negligere, at menneskenes behov for følelsesmæssig identifikation jo er uomgængeligt. Derfor er sporten blevet ophøjet som et moderne svar på den store længsel, og derfor taler kongehuset og Tour de France et stykke af vejen til det samme i os. Men kun et stykke ad vejen, for mens monarkiets betydning er dybt grundfæstet i både det etiske og æstetiske, er cykelløbet præget af den overfladiskhed, der hører sporten til. Hvor medrivende den end i øjeblikket kan føles.
Det hører ikke tiden til at kritisere sportens dominans i den daglige underholdning, men kendetegnende er det til gengæld i disse år på smålig vis at dyrke forargelsen over de kongeliges materielle privilegier, eftersom misundelsen vel i dag udgør et af de mest dominerende danske karaktertræk.
Opbakningen til kongehuset er stadig stor, men den kan svækkes i takt med, at vi mister evnen til at skelne mellem hul og grundfæstet æstetik. Og i en sommer som denne aner man visse tegn i den retning.
