Rønn: De gamle landsbykirker lever

Intet sted som i vore gamle kirker får vi hele danmarkshistorien så koncentreret præsenteret. Sluk din gps, og kør selv ud at se, skriver folketingsmedlem og tidligere minister Birthe Rønn Hornbech (V)

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Vadehavet og Stevns Klint er netop blevet en del af verdensnaturarven. I eventkulturens tidsalder skal det nok tiltrække det travle, effektive moderne menneske, der ønsker både at få en hurtig oplevelse og at komme hurtigt hjem igen. Gpsen sættes til. Børnene på bagsædet pacificeres med computerspil, medens vi suser af sted ad motorvejen.

Men der er også et andet liv uden computerspil og uden gps. Ad alle de små snoede veje kan vi få alle de oplevelser, som hjertet kan begære.

Der er kun få kilometer imellem de enkelte landsbykirker, og vi behøver ingen gps. Så snart vi er uden for de store byer og har forladt motorvejen, fanges blikket af det ene kirketårn efter det andet.

Intet sted som i vore gamle kirker får vi hele danmarkshistorien så koncentreret præsenteret. Ja, man kan bruge år af sit liv på at køre fra kirke til kirke og studere kirkernes bygningshistorie, der på hver eneste bygning har efterladt synlige spor.

Indenfor i kirkerne åbner der sig måske en enkelhed med middelalderlige døbefonte og alterborde af granit som sammen med kirkernes mure viser, hvor dygtige datidens stenmestre var, kun udstyret med primitive instrumenter. Eller der åbner sig en overdådighed af en altertavle og prædikestol samt ophængte gravminder over dem, der gerne ville huskes. Andre steder vidner mindesmærker om tab af menneskeliv i de mange krige eller om det hårde fiskerliv, der tog mange liv.

Nærheden af de mange hundrede herregårde har sat deres tydelige spor i talrige landsbykirker. Mange af dem er gravkirker for de gamle adelsslægter. De øverste stolestaders særligt fornemme udsmykning med våbenskjold vidner om, at budskabet om den lige adgang til Himmeriget ikke fæstede rod i den jordiske rangorden.

Også på de mange kalkmalerier ses det, at der er forskel. De gode sidder i den himmelske lyksalighed og stirrer på de ulykkelige, der af grinende djævle slæbes ind i den evigt brændende ild. Flere kalkmalere ville blive mast i mediekværnen og hentet af politiet, hvis de i dag havde vovet, hvad middelalderens malere vovede.

I Danmark hører kirkerne ikke under fredningsloven, og menighedsrådene bør være opmærksomme på og sørge for, at kirkerne aldrig kommer under fredningsloven og bliver til døde museer og pålagt restriktioner, der sætter grænser for det levende kirkeliv.

Uanset al den snak om kirkelukninger, så lever de gamle landsbykirker. Sognenes menighedsråd hæger om deres kirker, og intetsteds i verden finder man vel så mange middelalderlige bygninger i så flot en stand og netop ikke som museer, men som levende kirkebygninger, der anvendes til gudstjenester, kirkelige handlinger, koncerter og foredrag.

Den, der bruger øjnene, vil straks bemærke, at kirkerne er meget forskellige på Stevns og ved Vadehavet. Fra egn til egn er ikke blot form og stil, men også byggematerialet forskelligt.

På kirkerne på Stevns ser man nærheden af kridtsten, medens flere kirker i de sandede egne ved Vadehavet bærer præg af mangelen på sten. Tufsten fra Rhinområdet tog man med hjem i de tomme skibe efter at have afleveret eksportvarerne i nabolandet. Derfor er flere kirker i Sydvestdanmark bygget af tufsten, medens granitten er hovedmaterialet i resten af hovedlandet.

Alle kirker langs Vadehavet er et besøg værd. Og at der også føres politik på kalkmalerierne, ses i den store Brøns Kirke, der rummer et par forrygende morsomme kalkmalerier, der er de rene partsindlæg i reformationskampen. Katolske prælater kæmper for at komme ind i himmerige, men ad den gale vej, medens narrehoveder på et andet maleri studerer en pavelig bandbulle. Det ses, at pergamentet er gabende tomt. Bullen har intet indhold.

På vej til Stevns Klint er der meget at se. Klintekongens land med den skønne natur, de fede jorder og de mange kirker er stadig ukendt land for mange. Og dog er Stevns fyldt med gode historier også fra sagntiden. Elverhøj eksisterer virkelig. Hårlev Kirke ligger side om side med en hedensk høj.

Vallø og Tureby Kirker har deres særlige præg som herregårdskirker, og Store Heddinge byder på den ottekantede kirke. I Hellested Kirke virkede Peder Syv som sognepræst. Overalt på vej til klinten ligger de meget forskellige kirker tæt og byder på deres særlige historie.

At vore kirker også på mere ydmyge steder ikke er museer, men netop bærer historien videre og lægger sit til, ses for eksempel i Lille Heddinge. Kirken er opført omkring 1150, men rummer et alterbillede af Per Kirkeby, malet for ganske få år siden. God tur!