OVERSKRIFTEN SKULLE egentlig have været titlen på et radioprogram under valgkampen til Europa-Parlamentet, som desværre ikke blev til noget. Det er ærgerligt, for det er faktisk et ret vigtigt spørgsmål. Det lægger nemlig op til en grundlæggende debat om, hvad EU skal regulere, og hvad EU ikke skal regulere.
Igennem særligt det seneste år er det blevet utroligt populært at sige, at EU detailregulerer alt for meget. Men når så mange danskere hævder dette, er det så, fordi de er imod detailregulering helt generelt, eller er de imod, at EU detailregulerer?
Det første er en ideologisk og sund debat. Skal politikerne overhovedet blande sig i længden på vores gardinsnore, hvad enten det så er dem på Christiansborg eller i Bruxelles? Det andet er en pseudodebat, hvor man skælder EU hæder og ære fra, for derefter at sige, at man vil indføre præcis de samme eller skrappere regler, bare nationalt.
Dansk Erhverv er ikke i tvivl om, hvor snittet skal lægges. Helt overordnet er det unødvendigt med for megen detailregulering. Men hvis man fra politisk side ønsker at regulere produktstandarder eller lignende, så bør det ske på EU-niveau.
Ingen vil være tjent med, at alle 28 medlemslande begynder at indføre 28 forskellige love om længder på gardinsnore. Faktisk ville det være det rene vanvid. Konsekvensen ville nemlig blive, at vi mister alle de fordele, der knytter sig til, at virksomhederne uden administrativt bøvl kan sælge deres varer frit på EU's indre marked.
SPØRGSMÅLET ER SÅ, om EU er mere ivrig for at detailregulere end Folketinget herhjemme? Det mener i hvert fald de politikere, der gang på gang hævder, at EU ”bestemmer for meget”.
EU-kritikernes røst minder os gang på gang om alle de håbløse regler, der kommer fra EU. Alle husker sagerne om lakridspiberne og kanelsneglene, og endnu længere tilbage sagen om de krumme bananer.
Men hvem husker reje-miseren? Øh, hvad for en? Jo, den med, at danske myndigheder gav en restauratør en indskærpelse for snyd, fordi der manglede henholdsvis et par rejer på to rejemadder i to enkelte stikprøver, som myndigheden foretog. Det er åbenbart ikke nok, at forbrugeren kan se rejemadden og selv vurdere, om han eller hun vil købe den. Det burde være kaldt en æggemad ifølge loven. Sagen udløste en debat om bagatelgrænser, og den ansvarlige minister var da også hurtigt ude med en kritik af egen myndighed for at have udvist overdreven nidkærhed men loven var nu, som den var.
Og så siger vi, at EU detailregulerer og bestemmer for meget? Måske er det bare politikerne, der har glemt, at staten generelt om det så er i form af Christiansborg eller Bruxelles ikke behøver at regulere alt.