Aids-kamp kræver nytænkning i Den Tredje Verden

Vi har brug for at revolutionere den måde, behandlingen i mange afrikanske lande ser ud på i dag, skriver Daniela Garone, Læger uden Grænsers medicinske koordinator i Malawi

Aids-patient på hospital i Bamako, Mali.
Aids-patient på hospital i Bamako, Mali. .

I DENNE UGE mødes eksperter i hiv/aids i Melbourne i Australien for at diskutere, hvordan vi én gang for alle får hjulpet de millioner af mennesker, som er smittet med hiv. Hvordan man kan forhindre 1,6 millioner dødsfald hvert år? Hvordan man kan sikre, at intet barn bliver født med hiv? Hvordan man kan give hiv-behandling til de 16 millioner mennesker, der har brug for det i dag?

Trods de bemærkelsesværdige fremskridt, der er sket gennem de seneste 20 år, er spørgsmålene desværre lettere at stille end at gøre noget ved. De største udfordringer ligger primært i de afrikanske lande, fordi de svage sundhedssystemer ikke kan klare opgaven.

I Malawi, hvor jeg arbejder, er to tredjedele af arbejdspladserne i sundhedssektoren ubesatte på grund af mangel på læger, sygeplejersker og laboranter. Derfor har vi brug for at revolutionere den måde, behandlingen ser ud på i dag.

For de patienter, hvor behandlingen virker godt, behøves der ikke en månedlig lægekonsultation. De skal blot have én pille om dagen. Så hvorfor ikke flytte behandlingen tættere på patienternes hjem, i stedet for at de skal kæmpe for at komme derhen, hvor medicinen er? Hvorfor ikke lade patienter organisere sig i selvhjælpsgrupper, hvor kun én går ud og henter medicinen for dem alle? Det er en simpel idé, som Læger uden Grænser har forsøgt sig med.

FORBEDRINGEN ER markant. Tidligere ville en tredjedel af patienterne droppe behandlingen inden for tre år, fordi de ofte var nødt til at vælge mellem deres langsigtede helbred og deres kortsigtede økonomiske overlevelse.

Forestil dig, at du er en gravid hiv-positiv kvinde i Lesotho. Din nabo kan ikke undvære sin hest, så du kan komme til den nærmeste klinik. Du kan heller ikke klare at vandre i timevis gennem bjerge for at hente din medicin. Derfor tager du ikke af sted, og dit barn risikerer at blive født med hiv.

Eller forestil dig, at du er minearbejder i Mozambique. Hvis du hver måned tager en fridag for at stå i kø i timevis for at få din medicin, bliver du fyret. Derfor tager du ikke fri, for dine børn har brug for at spise hver dag.

Men det kan gøres bedre. Over 90 procent af de patienter, som Læger uden Grænser behandler, og som tilhører en sammenslutning af patienter i lande som Mozambique, Sydafrika og Den Demokratiske Republik Congo, er stadig i behandling efter to til fire år. Årsagen er enkel: Behandlingen bliver bragt tættere på deres hjem.

Vi har brug for at tænke nyt i den måde, vi organiserer behandlingen på. For det er kun, når mennesker bliver ved med at være i behandling, at de forbliver sunde, og at risikoen for at smitte andre bliver begrænset.

Vi skylder patienterne muligheden for, at de kan blive ved med at leve et lykkeligt liv på trods af hiv.