Danske landmænds trange kår. Svineproduktionen udliciteres reelt i disse år

VENSTRES LEDER, Lars Løkke Rasmussen, vil sikre sig stemmer. Derfor går han ind for landbrugets krav om at slække kravene til svineproducenterne. Der kan produceres over en million flere slagtesvin, og det skulle redde arbejdspladserne på slagterierne og skaffe 2000 flere arbejdspladser i landbruget, påstår Landbrug og Fødevarer.

Problemet er bare, at der over de seneste 10 år er blevet 23.000 færre arbejdspladser i landbruget. Beskæftigelsen på slagterierne er faldet. n ting, som Landbrug og Fødevarer for øvrigt glemte at tage med i sine 19 millioner slagtesvin, var, at Brørup Slagteri ejes af en tysk slagterikoncern. Her slagtes årligt halvanden million svin, og man arbejder på at komme op på 36.000 pr. uge.

I Politikens Økonomi-sek-tion kunne man læse, at der fødes stadig flere grise i Danmark. Men de bliver solgt til udlandet som smågrise i stedet for at blive opfedet til slagtesvin herhjemme.

En landmand, der ønsker at være anonym, beretter om den meget lukrative ordning. Hver gang en smågris køres til Tyskland eller Polen, kommer der 100 kroner ekstra ind på bankbogen sammenlignet med salg til dansk landmand. Pågældende landmand sender hvert år cirka 15.000 af sine 30.000 smågrise af sted til udlandet, hvilket altså giver halvanden million kroner ekstra på bankbogen. Mange danske landmænd har opdaget, at der er mange penge i at sende smågrise til udlandet. Men der er ikke råd til at mindske gyllestanken med forsuringsanlæg.

Eksporten af smågrise er steget fra omkring en million smågrise i 1999 til 9,6 millioner sidste år. Det er én af årsagerne til krisen i den danske slagteribranche. Der fødes flere grise end nogensinde før, mere end 29 millioner om året. Stadig færre bliver opfedet og slagtet her. I 2003 blev 91 procent af grisene slagtet i Danmark, i dag kun 67 procent. Derfor er der lukket slagterier, og derfor er antal slagteriarbejdere faldet med 6000 siden 2005 til 9000 i dag.

De fleste smågrise køres til Nordtyskland, 25 procent til Polen, nogle sågar til Norditalien, som lige netop kan nås på 24 timer i lastbil. Og så påstår Lars Løkke, at der fødes alt for få grise i Danmark!

Danske landmænd tævede ifølge Ekstra Bladet alle andre nationer, når det drejer sig om svindel på landbrugs-området. Polen og Italien kom ind som nummer to og tre, men de er ikke i nærheden af de danske vindere. Førstepladsen fremgår af tal fra EU's antisvindelkontor. Danmark har fået påtale for ikke at kontrollere godt nok. Det gør de andre nok heller ikke.