JOURNALISTER verden rundt lægger i disse dage stor vægt på forskellen i tabstallene fra krigen i Gaza. Mens over 500 palæstinensere har mistet livet, er ”kun” cirka 30 israelere dræbt. Nogen større analyse af denne ulighed udebliver dog, og det er derfor op til læserne at besvare det væsentlige spørgsmål: Hvorfor denne forskel?
Det klassiske anti-israelske hylekor giver pr. automatik den jødiske stat skylden for al ulykke i Mellemøsten (måske også de 180.000 dræbte i den stadig igangværende syriske borgerkrig?). Men hos de mere kritiske læsere skal de små grå på arbejde, hvis tabstallene skal forstås korrekt.
Spørgsmålet kan deles i to. For det første kan det overvejes, hvorfor så få israelere dræbes. Dette er bestemt ikke Hamas' skyld. Sidstnævnte har sammen med vennerne fra Islamisk Jihad skudt mere end 1500 raketter ind over Israel i den seneste måned.
MED TANKE PÅ at et pletskud på et mindre israelsk lejlighedkompleks med lethed kan dræbe en snes mennesker, er det klart, at stod det til palæstinenserne, havde regnestykket set ganske anderledes ud. Det faktum, at de sigter dårligt (således at mange raketter lander i ubebyggede områder), og at det israelske missilskjold standser de fleste raketter, der ellers ville have ramt byområder, ændrer ikke ved, at den palæstinensiske hensigt er at dræbe tusinder af jøder. At deres manglende succes afspejles i tabstallene, gør dem ikke til uskyldige i denne sag.
Dernæst må man opfatte baggrunden for det store antal dræbte palæstinensere. Palæstinensiske såvel som internationale medier præciserer slet ikke, hvor mange af disse, der er civile, og hvor mange, der er terrorister. Drab på civile er forfærdeligt (ligesom i øvrigt på soldater, der jo også har familie og venner derhjemme), men det israelske forsvar gør store indsatser for at spare civile liv lige fra telefonopkald til huse, der bruges som våbendepoter og derfor udpeges som mål, til ”banke-på-taget”-metoden, ved hvilken en lille eksplosion udføres på taget af en bygning (som advarsel) cirka fem minutter inden det virkelig angreb.
Den 21. juli oprettede Israel endda et felthospital ved grænsen til Gaza, hvor palæstinensiske sårede behandles (kunne man tænke sig palæstinensiske læger, der behandler israelere?).
På den anden side er Hamas ansvarlig for utallige palæstinensiske liv, når affyringsramper og våbendepoter placeres midt i eller under boligkvarterer, børnehaver og moskéer. Ja, selv UNRWA måtte på sin hjemmeside indrømme, at der var blevet fundet 20 raketter i en FN-skole i Gaza.
MEN FOR HAMAS ER dette præcis strategien: Man ønsker civile tab for at få verdens medlidenhed, mens Israel skal skamme sig over at beskytte sine indbyggere. Og selvom Israel tre gange er begyndt en våbenhvile (den første foreslået af Egypten, den anden af FN og den tredje af Røde Kors), er disse blevet brudt af palæstinenserne.
Dette er altså ikke en krig mellem to hære. Det er derimod en krig mellem en demokratisk stat, der gør alt, hvad der står i dens magt for at beskytte civile på begge sider og på den anden side en terrororganisation, hvis mål er mord på civile jøder, og som er klar til at ofre deres egne børn for overskrifter og blodige billeder i vestlige aviser.
Det er en krig mellem et samfund, hvor livet er helligt, hvor ingen mor eller folkevalgt politiker ønsker at få deres sønner hjem i kister, men derimod foretrækker handlinger, der måske medfører svære politiske konsekvenser, men i det mindste sparer disse sønners liv og på den anden side et samfund, i hvilket martyriet dyrkes, og hvor hadet til fjenden langt overgår omsorgen for sine egne.
Derfor er det virkelig en ulig kamp. Det er en kamp mellem kærlighed til sine egne og had til fjenden. Derfor vil Israel vinde denne kamp. Kærlighed er nemlig altid stærkere end had.