Først vil jeg gerne sige, at jeg ikke går ind for selvtægt, når det gælder forældres intervention i skolegården i sager om mobning. Jeg vil dog gerne anføre en vinkel på problematikken, som ikke blev nævnt i tilstrækkelig grad i artiklerne om selvtægt mandag den 21. juli.
Jeg har i min tid som efterskolemedarbejder hørt adskillige håndfulde elever fortælle indgående og detaljeret om deres oplevelser af mobning på de skoler, de havde gået på. For flere af dem havde det været et sandt helvede, som i den grad havde påvirket deres liv og sat sit dybe præg på familien.
Flere nævnede, at én ting var, at ”kammeraterne” mobbede. Det var mere end ubehageligt. Men en anden ting var og det var langt værre: de voksne, som havde magten og kompetencen og overskuddet og handlekraften, svigtede. Der opstår en grundlæggende mistillid til dette liv og dets muligheder, hvis de, som skal passe på en, svigter. At forældre udlever deres trang til yngelpleje, finder jeg o.k. dog gerne i dialogens forum. Grundlæggende er det et skidt signal at sende den mobbede elev, at problemet ikke løses. Og et skidt signal at sende til elever, som mobber, at de overhovedet kan slippe af sted med den adfærd.
Efter sammen med alle efterskoleeleverne at have set den svenske film ”Ondskab” efter Jan Guillous selvbiografiske roman af samme navn om livet på en svensk kostskole, hvor et af temaerne var manglende voksenansvar, havde en af eleverne stor lyst til at gøre op med en skole, han havde gået på tidligere.
Han beskrev på et par A4-sider de fem forbandede år, som han kaldte dem, og hvor hovedproblemet var, at voksenverden svigtede. Der blev gjort noget, men mobningen stoppede ikke. Disse sider blev sendt til hans tidligere klasselærer, skoleleder og formand for skolebestyrelsen. Det var en dreng med en noget rankere ryg, der gik tilbage til efterskolen efter at havde postet brevene. Ingen af de tre kontaktede ham efterfølgende!
Eller den dreng i 8. klasse, der meddelte sine forældre, at han for sidste gang havde sat sine ben på den folkeskole, som ikke kunne give ham tilfredsstillede livsvilkår uden mobning. Heldigvis tog forældrene ham alvorligt, og han blev elev på en skole, hvor han fandt vilkår, han kunne leve under. Kæmpe respekt for hans egenomsorg.
Da vi nu har indrettet vores samfund på en måde, hvor forældrene deponerer deres forældreansvar hos blandt andet skolens medarbejdere i seks-otte timer hver dag i 10 vigtige år af børnenes liv, opleves det som en katastrofe af børnene, når de ikke bliver passet på i tilstrækkelig grad.
Som skolemedarbejder kan man opleve sig som enten hyrde eller daglejer eller noget midt i mellem. Daglejeren karakteriseres ved at hæve hyren, men lade fårene i stikken, når de er i fare.
Den mobbede elev har helt styr på, hvilken af de to man er. Vejen til Helvede er brolagt med dårlige undskyldninger. Vejen til Himlen også på denne jord går i en relation til en hyrde, som er parat til at sætte sit liv til for én.