Der sker fremskridt i Ukraine

Hvor kynisk og tragisk det end måtte lyde, så har flystyrtet været den afgørende faktor til at fremskynde Ruslands stærke mand Vladimir Putins fald, skriver dansk-ukraineren Philip Sviatchenko, som er kandidatstuderende på Københavns Universitet

En lokal ukrainer kører forbi vragdele af det malaysiske fly, der i sidste uge styrtede ned i Ukraine.
En lokal ukrainer kører forbi vragdele af det malaysiske fly, der i sidste uge styrtede ned i Ukraine. .

DER ER HELD I UKRAINE. Meget held. Det kan lyde som en vanvittig påstand for de fleste. Landet er i en dyb økonomisk krise og på grænsen til en statsbankerot. Der er borgerkrigslignende tilstande i det østlige Ukraine. Uroen hærger. Listen er lang. Alt for lang. Hvorfor ser det ud til, at der rent faktisk sker fremskridt i Ukraine?

Lad mig uddybe ovenstående. For 24 år siden kom uafhængigheden dumpende ned fra himlen i Ukraine, og mig bekendt uden videre blodsudgydelser. I 22 år stjal og plyndrede vi vores eget land. Eliten delte landet som kagestykker. Kønt var det ikke.

Hver eneste præsident siden uafhængigheden har haft fingrene i kagekrukken. Ikke desto mindre har Ukraine overlevet. Af en eller anden uransagelig årsag lykkedes det for Ukraine at fjerne præsident Janukovitj. Hvorvidt det var, fordi denne ikke underskrev en aftale med EU, vil jeg lade historikerne vurdere.

Faktum er, at landet står over for en noget lysere fremtid. Hvor kynisk og tragisk det end måtte lyde, så har MH17-flystyrtet været den afgørende faktor til at fremskynde Ruslands stærke mand Vladimir Putins fald. Selve flystyrtet har vist det internationale samfund, hvor farlig Kreml rent faktisk er over for verden. Hvis vi naturligvis arbejder ud fra to præmisser:

Dels, at MH17 blev skudt ned af et russisk jord til luft-missil. Dels, at Rusland direkte støtter de prorussiske separatister med forsyninger.

Sagt mere populært, så har MH17-flystyrtet med de store civile tab ført til, at en russisk isolation på den internationale scene virker meget tættere på. Og det hjælper selvfølgelig Ukraine med at vinde kampen mod storebroderen, for nu kan ukrainerne lægge byggestenene og fremstå som et civiliseret land.

Rusland består i dag af 150 millioner mennesker, mens den resterende del af verden, som har sat sig mod Rusland, tæller langt flere, ikke bare Vestens 850 millioner. Den kamp kan Rusland naturligvis ikke vinde. Derfor kan det blive begyndelsen til Ruslands fald, hvis ikke parterne kommer til forhandlingsbordet.

Den politiske elite i Rusland har et kæmpe ansvar for nuværende og fremtidige generationer af russeres image udadtil. For ingen af os ønsker et Rusland i forfald. Vel?