Alle somre er nu. Mens en sommer er ved at blive til for et barn

Tegning: Peter M. Jensen.
Tegning: Peter M. Jensen.

Så blev det høsttid. Jeg har sat neglene i en rugkerne, og den var knaldhård, jeg har lugtet til den og smagt på den, og hvor den dufter og smager af rug, den er fuldmoden, og vi er parate til at tage fat. Efter et par stille uger allerede i begyndelsen af måneden fik vi det sidste hø i hus, og lige efter sankthans var roerne luget anden gang.

I mellemtiden skulle udlængerne bare kalkes, og lidt mælder rykkes op mellem kartoflerne, og dyrene passes, selvfølgelig, men der har også været tid til, at karlene kunne tage et par dages ferie hver. Nu er de tilbage, og vores forkarl, Systempeter kaldet i byen bag sin ryg, har trukket selvbinderen ud af maskinhuset, og han har smurt den, renset og slebet knivene, gået sejlene efter. Vi er klar. Nu skal der høstes fra tidlig morgen til sen aften, så længe vejret holder, og så igen.

Hvad er det, jeg fabler om? Om sommeren, som jeg lærte den at kende for mere end 60 år siden. Og som den stadig lever i mig, under lag på lag af senere somre, som alle har fået deres eget liv, lys og mørke. Men stadig er de, uanset hvor skønne og grumme de kunne blive, gennemglødede af skæret fra den allerførste.

Jo, der var en allerførste. Det var ikke i sig selv den, jeg oplevede, da jeg i slutningen af maj var kommet til verden, og det var heller ikke alene den året efter. Med den tredje sommer tog sommeren form. Den verden, jeg var kommet til, blev nu selv til, og det blev den i sproget.

Så var den ikke længere et totalt kaos af sanseindtryk, uden anden sammenhæng fra øjeblik til øjeblik end den, min kropslige væren med dens begær og begrænsninger kunne sætte; den fik navne, og de var med det samme i gang med byggeriet af virkeligheden som bevidsthed.

Med de øvrige ordklasser kunne den snart tages i brug, i nogen grad endda efter behag, og hvad der rørte sig i den og dets art og samspil med andet blev begribeligt, og hvad der kom først eller fulgte efter, og hvorfor det nu skete og næppe noget andet.

Hvad der havde været noget fuldkommen intetsigende noget på gulvet i hestestalden for så vidt jeg overhovedet vidste, det var dér, jeg var det blev nu en skæppe, og den stod der, fordi havren til hestene skulle opmåles i den, og hestene skulle have havre, for den var der god og kraftig næring i, og det skulle hestene have, for ellers kunne de ikke trække selvbinderen op over bakkerne.

Verden var skabt som den blev det med ordet, og som den med ethvert barn bliver skabt på ny. Gennem en hverdagsfortælling, der udfolder sig i og med de gøremål og erfaringer, vi dag for dag inddrages i og kan tilegne os og så tage tråden op og fortælle videre.

Men lige så afgørende for etableringen af denne verdens milevide pragt og bratte afgrunde er og var dog fritidsfortællingerne, dels om byens folk, dels om nogle andre, der ligesom altid havde været der, men igen og igen, også det var livet om at gøre, måtte erindres.

Det blev hos os til fortællinger om figurer som Tordenkalven og folkene på syvsovergården, og jeg hørte dem fra min far, mange år før jeg lærte, at også Johannes V. Jensen engang havde hørt dem. Og ligesom han i sine genfortællinger henlagde dem til Farsø-kanten, udspillede de sig i min fars udlægninger på vores egn, og det gjorde i øvrigt også alle de historier, Albert Dam tog med i ”Morfars by”, skønt de ifølge ham skulle være foregået helt nede ved Skanderborg.

Det gjaldt da også, at alt, hvad vi hørte i skolen af danmarks- og bibelhistorie, kom til at finde sted i min hjemby, Staun, og gøre den til en verdensby. Jeg kendte lige nøjagtig den plet på den mark, hvor David fældede Goliat. Et af skurene nede ved fjorden gemte, ud over meget gammelt skrammel og endnu brugbart fiskegrej, på min klare erindring om Krakas forberedelser til mødet med Regnar Lodbrog på hans gård længere oppe i byen. Og skulle Jesus på besøg i Peters hus, så vidste jeg da, hvor det lå, og det virkede helt ligetil, når jeg ved sådan en lejlighed kunne se ham dreje om hjørnet ved Brugsen og gå østerud mod engene.

Og han går der den dag i dag. Samtidig med at han og alle de andre færdes i senere tilkomne forestillingsverdener. I dem leder jeg mig stadig frem mellem andre mennesker og finder vej i virkeligheder, som de er blevet til for dem. En del er vi fælles om, og de får med årene en betydning, der lægger andre i skygge. Men de er alle med, altid, alle somrene og alle fortællingerne, og det giver dybde og perspektiv i billedflimmeret, og indimellem oven i købet, midt i tidernes hvirvel, en vis ro.

Endnu bedre er det alligevel, at hver eneste af alle de somre, i enkelte øjeblikke, har vist sig at være ganske enestående, og at også denne sommer i 2014, helt sikkert, tror jeg, i et glimt eller to vil lade sig se, som den aldrig før er blevet set.