SOM HENHOLDSVIS landmand og biolog står vi traditionelt set i hvert vores ringhjørne, når der skal diskuteres naturforvaltning. Men på trods af meget forskellig tilgang til den natur, som vi begge færdes i og arbejder med, er der alligevel flere områder, hvor vi kan være forbavsende enige.
Helt aktuelt vil vi begge meget gerne være med til at præge diskussionen om den danske natur, især lige nu, hvor vi går og venter på Naturplan Danmark. Der er allerede mange, der har været ude med ønsker til natur-planen, men der bliver desværre talt meget mere om kvantitet end om kvalitet. Det vil vi gerne lave om på!
Den danske natur er under pres, og der er bred enighed om, at der er behov for en indsats, hvis vi vil bevare en artsrig natur for vore efterkommere. Og det vil vi faktisk gerne. En natur med tidsler og brændenælder, men uden engblommer og engryler, uden overdrevsskarnbasser og overdrevsløbere, uden mosetroldurter og moseperlemorsommerfugle er nemlig en lidt fattig arv at efterlade.
Hvis vi vil vende udviklingen, er der brug for, at vi tænker os om og slår hjernen til. Med den nuværende tilgang, hvor alting handler om generelle restriktioner, og hvor den sparsomme plads ”klattes” væk, ender vi med ikke at løse biodiversitetskrisen. Vi forværrer den, og om 10 år vil der være endnu flere eksempler på arter, der er forsvundet eller ved at forsvinde. Det kan sagt på jysk godt blive lidt træls at høre på i længden.
Når vi snakker naturkvalitet, er det naturligvis vigtigt at præcisere, hvad vi mener. Ved naturkvalitet forstår vi præcist det samme, som man forstår inden for fødevarer, kunst, kultur, håndværk og så videre. Kvalitet tager tid, og kvalitet er svær at erstatte.
DET TAGER 500 ÅR at skabe et gammelt egetræ med plads til eremitter og eghjorte, og fælder man træet, kan det ikke umiddelbart erstattes. Ligeledes har de ældste overdrev måske flere tusinde år på bagen, hvor supersjældne arter er indvandret, fordi de har haft tilstrækkeligt med tid. Forsvinder de, kommer de aldrig igen. Aldrig.
Hvis vi gerne vil efterlade en rig natur, må og skal vi prioritere de uerstattelige arter og levesteder. Vi kan lave aldrig så megen ny natur, men hvis ”guldet” i mellemtiden er forsvundet, giver det ingen mening.
Hvor finder vi så guldet henne? Det ved vi udmærket godt. Vi ved, hvor guldblommerne gror, og vi ved, hvor kløverhumle og ensianblåfugl flyver. Det gør vi blandt andet, fordi flere og flere danskere, både lodsejre og frivillige, interesserer sig for naturen og hjælper til med at kortlægge den.
Vi ved faktisk også rigtig meget om, hvad disse arter kræver og ikke mindst, hvordan de oprindeligt har klaret tilværelsen, inden mennesket kom til. Derfor har vi allerede nogle gode pejlemærker for, hvad der skal til. Lad os kalde disse pejlemærker BMV bedre, mere, vildere!
Vi ønsker en bedre natur, en natur af højere kvalitet. Vi vil sørge for, at bakkegøgeurter og månetorbister faktisk får forbedrede leveforhold på deres sidste danske levesteder, blandt andet gennem målrettede forvaltningstiltag. Til denne prioritering er de kommende HNV(High Nature Value)-kort et rigtigt skridt på vejen. En bedre natur kræver en målrettet indsats dér, hvor kvaliteten eller potentialet er til stede.
Vi vil også gerne have mere natur. Mere natur, der giver mening. Det giver mening at udvide højkvalitetsnaturen. Når der virkelig findes noget, der er værd at bygge videre på, skal vi selvfølgelig gøre det. Men når man midt ude i det dyrkede agerland pludselig ønsker store brakarealer på god landbrugsjord, løser man i hvert fald ikke problemet med naturens tilbagegang. Man får bare nogle flere tidsler og brændenælder, en slags ”bulk-natur”.
Det må være indlysende, at det vil give meget mere natur, hvis det er marginale arealer, der lægges om til naturformål godt for blomsterne og sommerfuglene og for landmandens økonomi.
Vi ønsker også, at man i forvaltningen begynder at tænke på, at grøftekanter, parker, sommerhusområder med videre ofte huser store naturværdier, som man helt glemmer i regnestykkerne. Og som man sagtens kunne bygge på, for eksempel når vi taler om sammenhæng i naturen.
ENDELIG ER VI også enige om at være fortalere for en vildere natur. Naturen har altså været vild engang, og arterne har udviklet sig gennem millioner af års vildskab. Det er det, de er tilpasset: At græsæderne spiste op om vinteren. Stormfald. Brand. Arealer med plads til dynamik.
Når det handler om naturpleje, lever vi i dag under et regeltyranni, som biologer og landmænd er enige om at kalde meningsløst. Vi vil gerne have mere naturlig helårsgræsning og mere vildhed, men så vil vi ikke straffes, hver gang naturen opfører sig lidt vildere, end regnearkene har forudsagt!
Kunne vi ikke snart få lov til at opleve, at systemet faktisk hjælper os med at gøre en positiv forskel? Der er ingen, der ønsker at blive holdt for nar. Gid Naturplan Danmark bliver planen, der giver mening lige fra Christiansborg og helt ud på det enkelte areal. Det vil ikke blive dyrere. Det vil bare blive meget, meget bedre.