Putins univers er spundet af løgn og storhedsvanvid

EU truer med vidtrækkende sanktioner, men kun hvis Putin ikke samarbejder i undersøgelsen af flynedskydningen

Vladimir Putins doktriner indeholder et betydeligt arvegods fra sovjettiden, skriver Ole Olesen.
Vladimir Putins doktriner indeholder et betydeligt arvegods fra sovjettiden, skriver Ole Olesen. Foto: Klimentyev Mikhail .

I EN SKRÆMMENDE ARTIKEL i det franske ugeblad Philosophie Magazine redegør forfatteren og filosoffen Michel Eltchaninoff for Putins nationalkonservative og religiøse inspirationskilder og skitserer elementer i hans forestillinger om en særlig russisk vej og hans ambitiøse fantasier om at skabe et ”eurasisk” imperium.

Også arvegods fra sovjettiden indgår i Putins ”doktrin”, for eksempel i hans foragt for internationale organisationer og i hans nedladende holdning til Ruslands små nabostater. Og som afslørende for hans grundlæggende verdenssyn citeres en udtalelse fra 2005:

”Sovjetunionens opløsning var det 20. århundredes største geopolitiske katastrofe.”

Et synspunkt, han har gentaget i en tale så sent som den 18. marts i år ved fejringen af annekteringen af Krim, og som nu skærpes ved, at Putin og kredsen omkring ham sætter spørgsmålstegn ved, om afviklingen af det sovjetiske imperium i 1991 overhovedet var lovlig.

Putin gav i øvrigt i 2000 ordre til at genindføre Sovjethymnen som nationalsang i en revideret udgave.

I en tale til nationen den 13. december 2013, på 20-årsdagen for den postsovjetiske forfatning, tager han afstand fra det påståede forfald af moralske og sædelige normer i ”mange lande” (det vil sige Vesten), og den statskontrollerede presse begynder nu at hylde hans ”oplyste konservatisme, som vil sikre ham et globalt lederskab”. Ruslands ”mission” er nu klar:

Rusland skal være samlingspunkt for antimodernister fra hele verden og knytter bånd til for eksempel Front National i Frankrig og til det ultranationalistiske Jobbik i Ungarn. Og siden 2012 er Putin begyndt at bruge udtryk som ”den russiske civilisation” og at tale om landets ”civilisatoriske livsform”, som skal holdes fri af det dekadente Vesten i en Eurasisk Union og kunne tage konkurrencen op med Det Atlantiske Imperium (USA og EU).

ALT SAMMEN ikke særligt konkret, men ikke mere tåget, end at det afspejler en farlig cocktail af paranoia og revanchistisk storhedsvanvid, der ikke bør undervurderes, og som spindes ind i, hvad der på forsiden af det seneste nummer af The Economist betegnes som et ”netværk af løgne” om udviklingen i Ukraine og nedskydningen det malaysiske fly MH17.

Det britiske ugemagasin advarer i meget skarpe vendinger mod svaghed over for dette ”mendocracy” (styreform bygget på løgn), og beklager, at Vesten indtager en anden holdning over for Rusland end over for Sovjetunionen i sin tid. Over for Sovjet stod man fast og afslørede falskheden. Over for Putin ser man den anden vej.

EU truer med vidtrækkende sanktioner, men kun hvis Putin ikke samarbejder i undersøgelsen af flynedskydningen eller ikke stopper strømmen af våben til separatisterne. Frankrig har sagt, at man vil stoppe leveringen af et krigsskib om nødvendigt, men fortsætter bygningen af det næste, som der er indgået kontrakt om. Tyskerne og italienerne hævder, at de ønsker at holde de diplomatiske kanaler åbne, delvis fordi sanktioner vil underminere deres kommercielle in-teresser. Storbritannien kræver sanktioner, men er tilbageholdende med at gøre noget, der kan skade London Citys profitable forretninger med russiske rigmænd, hvis formuer overvejende er baserede på på tyverier fra det russiske folk efter Sovjetunionens fald. USA taler med store bogstaver, men har ikke foretaget sig noget effektivt.

The Economists konklusion er knivskarp: Vesten skal indføre benhårde sanktioner nu, forfølge Putins korrupte venner og smide (kick) ham ud af hver eneste internationale snakkeklub (talking shop), som er baseret på, at man taler sandhed. Alt andet er eftergivenhed (appeasement), skriver bladet, med præcis det udtryk der anvendes om den engelske premierminister Chamberlains handlemåde i forhold til Hitler, da han i september 1938 i München sammen med Frankrig og Italien indgik en aftale med den nazistiske diktator. Aftalen gav tilladelse til, at Sudeterlandet, der var en del af Tjekkoslovakiet, blev indlemmet i Nazityskland, og ville med Chamberlains ofte citerede ord sikre ”Fred i vor tid”. Tjekkoslovakiet var ikke inviteret til forhandlingerne.

Mindre end et år efter invaderede Hitler Polen og startede dermed Anden Verdenskrig.