Er Henrik Stubkjær bange for vælgerne?

Det kan undre, at Henrik Stubkjær i sin kronik ikke redgjorde for sin udenrigspolitik

Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, stiller op til bispevalget i Viborg.
Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, stiller op til bispevalget i Viborg. . Foto: Leif Tuxen.

Henrik Stubkjær, kandidat til bispesædet i Viborg stift, præsenterer i Kristeligt Dagblads kronik den 23. juli ”Kirke dengang og nu” sit valggrundlag.

Da Henrik Stubkjær i en større offentlighed er kendt som generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, undrer det mig, at han i kronikken ikke redegør for den udenrigspolitiske kurs, han vil følge, hvis han bliver biskop i Viborg Stift, når han i sine cirka 10 år som ”præsident” for Folkekirkens Nødhjælp har taget markante udenrigspolitiske initiativer.

For jeg går ud fra, at Stubkjær vil fortsætte sine politiske udmeldinger, hvis han bliver biskop. Men hvorfor melder han dem så ikke ud i sin kronik? Velsagtens fordi han er bange for, at vælgerne, det vil sige menighedsrådsmedlemmer og præster i Viborg Stift, i så fald vil vælge ham fra.

Hvis vælgerne i Viborg Stift ikke kender eller kan huske Stubkjærs udenrigspolitiske initiativer, gentager jeg dem her.

Jeg tænker naturligvis på hans og Folkekirkens Nødhjælps vedholdende kampagne mod Israel, den ene part i Israel/Palæstina-konflikten. To-tre gange i hans tid som generalsekretær har organisationen ført kampagne mod Israel på Roskilde Festival.

Angrebspunktet var Sikkerhedsmuren, som Folkekirkens Nødhjælp og Stubkjær har ret i ikke følger 1967-grænsen, men visse steder går et pænt stykke inde på Det Palæstinensiske Selvstyres territorium.

Men Israel byggede Sikkerhedsmuren for at hindre palæstinensiske selvmordsangreb inde i Israel, og hvad det angår, har Sikkerhedsmuren gjort nytte.

Med sin ensidige kritik af den israelske side i den israelsk-palæstinensiske konflikt har Folkekirkens Nødhjælp under Stubkjær lagt sig efter venstrefløjens, primært SF's, politik.

Før SF gik i regering med S og R, støttede Villy Søvndal (SF) foreningen Boykot Israel. Stubkjær har nok været enig i parolen, men har ikke villet give Folkekirkens Nødhjælps opbakning til den, fordi han frygtede, at mange bidragydere til Folkekirkens Nødhjælp ville indstille deres bidrag.

Jeg går ud fra, at Stubkjær som biskop over Viborg Stift vil fortsætte en udenrigspolitik, der flugter med venstrefløjens. Det vil sige med hård kritik af Israel.

Jeg bryder mig ikke om, at bisper tager udenrigspolitiske skridt på vegne af Folkekirken, men da Stubkjær nok ikke kan holde sig i skindet, vil jeg foreslå Henrik Stubkjær at justere sin udenrigspolitiske kurs, hvis han bliver bisp.

Folkekirken har sit udspring i kristendommen, og man kunne tro, at en organisation som Folkekirkens Nødhjælp havde særlig omsorg for kristne og udtalt antipati for folk, der forfølger kristne, men der er Folkekirkens Nødhjælps stemme tavs.

Der er ellers nok at tale højt om. Senest har militante muslimer (Isil, som nu blot kaldes IS; red.) i Irak indtaget byen Mosul og jaget dens kristne indbyggere på flugt. I Sudan trues en muslimsk kvinde, der har giftet sig med en kristen mand, med hængning. I september 2013 nedbrændte muslimer i Peshawar i Pakistan en kirke, hvori befandt sig cirka 85 af byens kristne. Og muslimske asylsøgere, der konverterer til kristendom, chikaneres i danske asylcentre.

I den standende debat om der skal være et beslutningstungt organ, en synode, oven over menighederne, taler Stubkjær i kronikken ikke overraskende utvetydigt for et sådant, da han jo gerne vil have et organ, der udtaler sig om alt mellem himmel og jord, selvom han formulerer det mere diplomatisk ”i dialog med politikere og ministre”.

Henrik Stubkjær opfordrer afslutningsvis til at plante træer. Et vink om, at han som bisp også vil føre miljøpolitik.

Læs Henrik Stubkjærs kronik her.