Læger skal ikke være værktøj for magtudøvelsen

Godt at Lægeforeningen træder i karakter, skriver Ole J. Hartling, ledende overlæge og tidligere formand for Det Etiske Råd

Ole J. Hartling
Ole J. Hartling. Foto: Palle Peter Skov/ Denmark.

Den Danske Lægeforening er trådt i karakter med en erklæring den 7. juli. Den direkte anledning var en sag fra sidste år, hvor en psykisk syg ung mand fra Afghanistan blev tvangsudvist fra Danmark. Udvisningen var forud blevet ”forkyndt” for ham, som det hedder, hvor politiet forklarede, at han under flytransporten blev iført et bælte, hvortil håndlænker kunne fastgøres. Endvidere ville benene i nødstilfælde blive fikseret og eventuelt bundet sammen. Der blev medbragt hjelm til montering, hvis han skulle begynde at udøve selvskadende adfærd mod sit kranium eventuelt med spytværn, ”hvis han skulle begynde på noget sådant”, som det hedder i journalnotaterne.

Han fik at vide, at ved ankomsten til Kabul ville han blive modtaget af de afghanske myndigheder. Han ville få medicin med til syv dage. Han blev desuden oplyst om, at der blev medbragt akut beroligende medicin til intravenøs indgift, hvis der skulle være behov for dette i flyet. Medicinen ville om nødvendigt blive indgivet med injektion mod hans vilje. For en sikkerheds skyld blev der også medbragt modgift og genoplivningsudstyr.

Tvangsudvisningen fandt sted i juli sidste år. Som det fremgår, kunne der blive behov for lægelig assistance, og derfor var en læge blevet rekvireret af myndighederne. Han ledsagede den udviste under flyrejsen. Allerede sidste år førte det til en del debat om lægers inddragelse i og medvirken i tvangsudsendelser. Selv har den pågældende læge forklaret, at han ikke mener, at det, at han deltog, stred mod hans lægeløfte, men at hans assistance tværtimod lægger sig op ad kerneværdierne i løftet ja, at han følte sig forpligtet, fordi det var for patientens egen sikkerheds skyld og for at ”lindre ham i den indføleligt svære situation”, som han udtrykte det.

Det er ikke så mærkeligt, at en læge kan se sådan på det. Han henviser til sin lægelige handlepligt, der drejer sig om at hjælpe en nødstedt. Også Socialdemokraternes udlændinge- og integrationsordfører, Mette Reissmann, siger, at det undrer hende, at læger ikke vil medvirke til en behandling, der skulle være til gavn for patienten. Hun har overvejet, om det nu kan være en idé at hyre udenlandske læger til opgaven eller finde danske læger, som går imod deres forenings anbefaling.

I denne etisk set plumrede tankegang er det godt med Lægeforeningens klare udmelding, for det glemmes, at lægen ved tvangsudsendelsen ikke er med som ledsager for patientens skyld, men har til opgave at berolige og passivisere, så udvisningen praktisk kan gennemføres. Man kan også udtrykke det sådan, at lægen står klar med en slags medicinske håndjern, og derved bliver lægen et værktøj for magtudøvelsen.

Det er denne tvetydige lægerolle, som Lægeforeningen nu har udtalt sig om. Den understreger, at ”lægers rolle er at yde lægehjælp, hvor lægehjælp er nødvendig. Lægers opgave er ikke at medvirke til eller at legitimere myndighedsudøvelse”.

Lægeforeningen fremhæver, at det kan være relevant at anmode læger om forud for transporten at vurdere asylsøgerens helbredsforhold. På begæring af myndigheder for eksempel ved udstedelse af attester for kommuner og lignende har lægen også denne rolle som sagkyndig. Men hvis det vurderes, at en patient er for syg til at klare rejsen i forbindelse med en udvisning uden lægehjælp, må lægen meddele myndighederne, at personen aktuelt ikke tåler transport. Personen er ”transportudygtig”, som det hedder i en lignende udtalelse fra det norske Rådet for Lægeetikk fra 2006.

I Lægeforeningens erklæring henvises til Europarådets Konvention om Menneskerettigheder og Biomedicin, som understreger, at menneskets interesser og velfærd skal have forrang frem for interesser, der alene vedrører samfundet og videnskaben. Formanden for Lægeforeningens etiske udvalg, Lise Møller, skriver i en leder i Ugeskrift for Læger under titlen ”Læger er ikke politifolk”, at lægernes holdning ikke betyder, at Lægeforeningen tager stilling til udlændingepolitikken. Det fremgår da også med al mulig tydelighed, at det ikke er foreningens ærinde. Alligevel viser Mette Reissmann (S), at hun slet ikke har forstået problemet, når hun udtaler, at Lægeforeningen burde afholde sig fra at formulere dansk asylpolitik, og overlade det til politikerne.

Lægeforeningen er ikke blot en faglig interesseorganisation, som er kommet med en vævende udtalelse. Jeg er stolt af at være medlem af en lægeforening, som er trådt i karakter som fortaler for grundlæggende lægeetiske principper.

Lægeforeningen er helt klar i mælet, når den blandt andet siger: ”Læger kan som medfølgende ved udsendelser af syge asylansøgere eller ansøgere, der udvises under tvang, få en problematisk og uklar rolle, hvor lægen af den udviste kan blive opfattet som myndighedsudøver, hvilket kan svække tilliden til lægen og lægestanden generelt.”